Mede-Dorthe & grisefisken...

Det store saltvandsfiskeeventyr løb af stablen omkring North Cape og Cape Reinga, som udgør de nordligste punkter på NZ´s fastland. Vi havde kørt den 7 timer lange tur fra Auckaland til North Wind Lodge, et øde hostel 6 km nede af en grusvej, hvor vi overnattede og mødtes med vores guide, Nikolaj. Lodgen var et meget behageligt bekendtskab. Værterne John og Cathrine gav stedet en afslappet stemning, og de to marlin-gale (marlin = kæmpe-kæmpestor fisk) københavnske fiskere, som også boede på hostelet, satte gang i fiskehistorierne. Nikolaj havde haft Sebastian med ude at fiske for 4 år siden, og nu kommer han hvert år, og han har sin egen båd. Sebastians ven havde mødt Sebastian på hostlet for 3 uger siden, og i stedet for at tage til sydøen og fiske., var han blevet fast inventar på Sebastians båd. De var godt nok bidt af det fiskeri. Jeg, Johannes, havde hørt mange historier om saltvandsfiskenes eksplosive karakter, og var virkelig spændt - så spændt, at jeg sov meget løst om natten.

Dorthe havde besluttet sig for at tage med, hvilken hun ikke skulle komme til at fortryde.

Kl. 6:30 spiste vi morgenmad, og en time senere kørte vi mod Parengarenga Harbour på østsiden af Northland, hvor Nikolaj som den eneste fiskeguide havde fået tilladelse af den lokale maoristamme til at stævne ud. Fantastisk morgenstund - udsejling med enorme hvide sanddyner i baggrunden. Vi sejlede først den lange tur omkring North Cape og videre vestpå til Cape Reinga. På vejen så vi flyvefisk (virkelig seje dyr), pingviner og en enkelt delfin. Vi kiggede efter fugleflokke på vandet, for at finde fiskene. Fuglene spiser de små fisk, som de større fisk jager op til overfladen. Vi fandt en flok tun, som desværre ikke vil tage fluen. Senere fandt vi en kæmpe flok Kaharwais, som Nikolaj sejlede rundt om, så jeg kunne kaste til dem. Det var vildt at se en flok fisk på størrelse med et svømmebasin følge efter båden og min flue. Bam, første fisk havde taget fluen. En flot fisk på ca. 2-3 kilo. Manner, der er riv i de fisk. Min klasse 10 fluestang (læs stiv fiskestang) bukkede fuldstændig sammen.

Nikolaj fortalte, at en af hans kunder en dag havde fået en ’grand slam’ på to timer. Udtrykket dækker over en snapper, en trevally, en kingfish og en tun. Derudover havde kunden kroget en lille blå pingvin! Jeg håbede, at jeg kunne gøre ham kunsten efter, med undtagelse af sidstnævnte fangst. Vi ankrede op neden for fyret på Cape Reinga, et sted hvor Nikolaj ofte fanger store travallies. Det blev det dog ikke til for os, men en flok kingfish lod sig lokke til båden af vores burley (pose med gammel fisk, som man har hængende bag båden og trækker i ved lejlighed for at skabe et duftspor i vandet). Jeg fangede her min første king, ikke verdens største (de fanges op til 40-50 kg!!), men en 3-4 kg har også ret. Fiskene huggede på en popper lige bag båden, ofte uden at jeg strippede fluen ind. En popper er en flue med en prop foran. Den flyder og laver en masse larm i vandet, når man trækker den ind.

En større king tog fluen og min stang (læs Ulriks stang) bukkede helt sammen. De fisk giver bare ikke op. Stangen rørte et sekund rælingen – og et halvt sekund og en ubehagelig lyd senere var stangen fem-delt og ikke fire-delt. Trods den knækkede stang lykkedes det os at få fisken ind. Ca. 6-7 kg vil jeg skyde den til. Tør slet ikke tænke på, hvordan man får en tyve kilos fisk op fra dybet.

På et tidspunkt spurgte jeg Dorthe, om hun ikke ville trække i burley´en. Idet hun trækker i posen kommer noget gråt op til overfladen. Noget stort og gråt. Dorthe udbryder: ”Nikolaj – se, der er en hval…”, og jeg skal lige til at dyppe fluen i vandet (det ku jo være en stor kingfish), da Nikolaj svarer smilende: ”Det er ikke en hval, Dorthe, det er en haj”. En baby-hvidhaj, og Nikolaj var meget begejstret, da han ikke havde set en sådan nær båden før. Jeg blev ærlig talt ret utryk ved situationen, da hajen de næste 15 minutter cirklede rundt om båden, imens Nikolaj prøvede at få fat i halen på den med de bare næver! Dorthe var også meget begejstret og fik taget en masse billeder.

Nå, men jeg var jo ikke taget på vandet for at fange hajer, så vi sejlede retur mod North Cape. På vejen så vi atter flyvefisk, måske verdens sejeste dyr, og pludselig ser vi nogle kæmpe sprøjt 100-200 meter fra båden. En marlin (læs kæmpe kæmpe kæmpe enormt stor fisk) sprang fri af vandet 6-7 gange. Nikolaj stod måbende og så til. Ikke hverdagskost, da disse fisk normalt kun springer ud af vandet, hvis man kroger dem. Vi havde inden denne oplevelse fortalt ham, at vi har en magisk evne til at tiltrække spektakulære naturoplevelser, hvilket han gav os ret i efterfølgende.

Næste stop var Nikolajs snapper-spot. ”Her er store snapper-trolde”, sagde han. Inden længe havde jeg kroget den første, men stor var den ikke. Vi havde beholdt nogle Kaharwais, som skulle bruges til agnfisk. Dorthe fik en stang i hånden med et stort stykke filet på krogen. 10 sekunder senere løb en fisk med fileten, Dorthe strammede linen op, og udbrød ”hvad skal jeg gøre??”, da stangen bukkede helt sammen. Hun rullede ind, og op til overfladen og en stolt fiskerpige kom en snapper i en massiv størrelse (3-4 kg). Jeg blev kun lidt misundelig. Og nej, det lykkedes mig ikke at fange en større en.

Dorthes næste kast resulterede i en virkelig flot og farvestrålende grisefisk – dens mund minder om en grisetryne. Dorthe er vist blevet lidt hug på medefiskeriet, hvilket glæder mig meget. Mede-Dorthe, kalder jeg hende til tider med et glimt i øjet.

Trevallien og tunen manglede stadig at blive landet, så vi sejlede retur mod Parengarenga, hvor vi ville prøve i indsejlingen. Desværre var bølgerne her for store, så vi sluttede af med at kroge et par snappers inde i naturhavnen. Her så vi også nogle store rokker.

En lang dag gik på hæld, da vi kørte retur mod vores hostel igen. Jeg overvejede stærkt at tage endnu en tur dagen efter, men jeg droppede det, da vejrmeldingen ikke lød fantastisk. Dagen efter føltes min krop som om jeg havde fået tæsk dagen før, hvorfor jeg var glad for min beslutning. Ville gerne ud endnu en gang, inden vi tager hjem, men Nikolaj var nødt til at tage til DK pga. dødsfald i familien.

Efterfølgende kørte vi til Cape Reinga, hvor vi overnattede på, hvad der uden sammenligning må være, den mest fantastiske camping plads på jordkloden. Hvid sandstrand og klipper til begge sider for 5 kiwidollars per næse. Ud på klipperne med Johannes og en pølse burley, som mågerne gerne ville have næbene i. I lang tid skete der ikke meget, men pludselig begyndte kaharwais at jage foran mig. Et langt kast og et træk i linen – fast fisk, og langt udløb. En kingfish i 7 kilos størrelsen havde taget fluen. Den havde en kompagnon i samme størrelse ved dens side. Det lykkedes mig at få trukket fisken op på noget tang tre meter under mig. Min (læs Ulriks) klasse 8 stang blev presset hårdt. Idet jeg tog fat i forfanget for at løfte fisken op, knækkede endnu en stang. ØV BIGTIME, for det var den sidste stang, jeg havde med. Slukøret mødte jeg Dorthe på klipperne.

Inden vi kørte retur mod Auckland kørte vi ud til fyret på Cape Reinga, hvor Tasman Sea møder Stillehavet. Et mytisk og storslået sted, hvor man føler sig meget lille.

I skrivende stund overvejer jeg en tur til Coromandel øst for Auckland, hvor fiskeriet skulle være rigtig godt. Jeg må have endnu en king på land på den nyindkøbte stang før vi tager hjemad.

Bytøsen møder fiskebumsen

18. februar blev de genforenet. Hun i buksedragt netop ankommet fra det solrige byliv i Auckland, han langskægget iført polaroid solbriller i størrelse XXL og dermed mulige at tage ud over et par almindelige briller. Der var tale om kultursammenstød – skulle det siden vise sig i forskellige sammenhænge. Og det er etnologen jo så bekendt med efter 6 ugers koloniseringshistorie ;-).
(Eksamen var i øvrigt den mest travle, jeg nogensinde har oplevet - meget skrivekrampe efter 2 timer!)

Vi tilbragte et par dage i Christchurch hos Rick og Lynn alias vores familie nr. 2, bl.a. tog vi os en ordentlig bytur, ’just the two of us’, som Withers synger. Fantastisk hyggeligt! Lørdag 20. feb. begav vi os så af sted mod Lake Tekapo. Lod med vilje et par ting være hos Rick og Lynn, så vi var nødt til at komme tilbage igen igen igen og dermed udskyde afskedsscenen. Kom til den turkisblå sø i skumringen, inden vi begav os videre til en af DOC-campingpladserne in the middle of nowhere. Her var så første udfordring for bytøsen; sådan at være ude i mørket kun omgivet af stjerner. Tænk, hvis der nu gemte sig et eller andet derinde i buskadset…

Søndag kørte vi til Mt. Cook Village for at forhøre os, om det var muligt at vandre Mueller Track (jf. de uploadede billeder). Vi havde nemlig tjekket vejrudsigten, som angav vindhastighed på 40-60 km/t i 2000 meters højde. Det er sgu da en pæn vind, tænkte vi, men damen i visitor centeret sagde, at det skulle ikke blive et problem (NZ’erne ER vikinger – det er jo det, jeg siger!). Ok, vi pakkede alt udstyret – det tager sin tid, for man skal have alt muligt ekstra med i tilfælde af, at man nu er nødt til at overnatte en ekstra nat, brækker en ankel, farer vild osv.
Kl. 14 begav vi os så af sted på de 5 kms track. Det lyder ikke af meget, men når der er tale om stigning på 1000 m vertikalt, får piben pludselig en anden lyd. 3 timer tager det, herunder en masse sved, pusten og hjertebanken. Sidste stykke af tracket er nærmest klatren på grus og store sten. Virkelig actionpacked (Rune, vi tænkte så meget på dig, herunder selvfølgelig hvor fedt det kunne være at kaste sig ud over klippen i falskskærm...), og det var virkelig sjovt. På toppen lige om hjørnet ventede os det smukkeste syn med laviner, gletchere og smukke Mt. Cook. Hurraaaaa! Det var så fantastisk. Solen skinnede, og vi mødte den stærke blæst og dermed kulden. Hvide danskerben gik pludselig i et med sneen.

Aftenens menu bestod af frysetørret pastaret med tun (her kulturclash nr. 2), som Johannes talte meget for, og jeg forstod, hvordan han de sidste 6 uger havde levet efter reglen ’It feels you up and that’s the most important thing’. Han havde nu ret – vi blev mætte, meeeeen kære Johannes, undertegnede var bekymret for, at din fine gastronomiske interesse var forsvundet med strømmen i elven. Herefter meldte trætheden sig, mens vi nød synes til solnedgangen over Mt. Cook.

Mandag begav vi os så på turen ned igen. Ikke særlig hårdt for vejrtrækningen, men til gengæld blev lårbassernes udholdenhed udfordret. Til sidst et par blævrende stænger, og jeg var ærlig talt bekymret for, hvorvidt de ville holde for hvert skridt jeg tog. Men benene holdt, og vi var en oplevelse rigere. I øvrigt mødte vi tyskeren Martin på toppen, en meget flink gut vi havde mødt på en bar i Auckland start december. Så vi fik lige opdateret vores oplevelser gensidigt og bekræftet, at der trods alt ikke er så mange mennesker i dette store land.

Med Mt. Cook på nethinden og trætte ben, kørte vi mod Wanaka for at få en burger - ja, det var faktisk eneste grund til destinationen, for Johannes ville virkelig gerne vise mig det burgersted. Kan bekræfte, at burgeren var køreturen værd. Derfra til Queenstown for at tilbringe et par dage. Hyggelig by i en dal ved en sø – stedet, hvor man gør alle de skøre ting som at bungyjumpe, springe i faldskærm, blive ’smidt’ af en helikopter med en cykel under armen for at fortsætte turen på to hjul osv. De næste par dage stavrede jeg rundt på to stive og smertende ben – ’øm’ er ikke nok at bruge i denne sammenhæng - til stor morskab for Johannes, der tildelte mig øgenavnet ’Dorthe 85’. Ja, mit 28. år trykkede pludseligt mærkbart. Det lod imidlertid ikke til, at hans ben var så ømme (eller også har han bare holdt det skjult for at være den seje, hvilket personligt er min teori). I Queenstown mødte vi i øvrigt surferduden Drew fra North Carolina, så nu har vi også logi dér, hvis vi lige skulle komme forbi ved lejlighed.

Fra Queenstown gik turen mod Te Anau, hvorfra vi skulle starte Milford Track fredag 26. Feb (jf. uploadede billeder). Tracket er meget populært, så vi var glade for, at vi havde booket i god tid. Vandreturen på 53,8 km går igennem Fiordland og er fordelt på 4 dage. Man skal forvente regn mindst en af dagene. En del af turen går langs Clinton River, så Johannes havde naturligvis sørget for at få tilladelse til at fiske dér (god idé med en tilladelse i tilfælde af, at en fiskekontrollør kommer forbi…). Første dag bestod i en times sejltur over Lake Te Anau og derefter kun 5 kms gåtur. De 5 km tog os dog omkring 3 timer, da vi havde adskillige stop og bid langs elven. Solen skinnede og Fiordland tog sig ud fra sin smukkeste side. Der er virkelig tale om barsk natur her – tyk bush, hvor kun en hærdet vandrer kan begå sig i tilfælde af, at man skulle være så dum at bevæge sig væk fra tracket. Ifølge Maori-legenden blev Fiordland hugget ud af en af guderne (som jeg nok burde kende navnet paa...) - et så smukt arbejde, at gudinden fra underverdenen, Hine-nui-te-po, blev bekymret for, at menneskene senere ville overrende og ødelægge området. Derfor opfandt hun sandfluer og myg og spredte dem udover Fiordland for at holde menneskene på afstand. Vi har personligt erfaret, at Hine-nui-te-pos ide virker! Trods sandfluernes krumme-størrelse, så formår de virkelig at skabe ravage. De bruger vores blod i deres æglægning, så hver gang man bliver bidt, bidrager man altså til endnu flere sandfluers tilblivelse!

Vi overnattede i Clinton Hut med 38 andre vandrere og blev informeret af den hytte-ansvarlige (hver hytte er bemandet med en DOC-mand/kvinde, som briefer om vejrudsigt m.m.) om, at det var en god idé at binde sine vandrestøvler sammen for at undgå at blive bestjålet af en kea (de kloge alpinpapegøjer) hen over natten. Aftenens menu: nudler med tun i rød peber og chili, tilsat et strejf af ost.
Dag 2 (16 km) havde vi solskin, elv og fisk igen. Smukt, smukt, smukt! Det var som at være havnet i en helt afsides verden; en verden, hvor ingen ’lige kommer forbi’, og vi forstod virkelig, hvordan det er naturen, der hersker her. En kendsgerning, vi i øvrigt fik bekræftet om aftenen, da den hytte-ansvarlige fortalte om den varslede nedbørsmængde på 350 mm over de kommende 24 timer (nej, der var ingen trykfejl dér!). Så meget vand kunne betyde, at vi ikke kunne passere dalen dagen efter og i ’værste’ fald måtte blive en ekstra nat i denne hytte. Men ingen ko på isen endnu – vi ville få besked om tingenes tilstand næste morgen. Sådanne regnmængder er i øvrigt ikke særegne for Fiordland – nærmere reglen end undtagelsen.
Aftenens menu: nudler med tun i sweet thai chili, tilsat et strejf af ost (indtaget ved synet af et par med-vandreres pandekagebagning...Suk!).
Regnguden valgte dog at beherske sig, og nedbørsmængden blev ikke så voldsom hen over natten som lovet. Alligevel blev vi anbefalet at gå tidligt næste morgen i tilfælde af, at regnen skulle tage til. Denne dag (14,4 km) skulle vi passere Mackinnon Pass, hvorfra der skulle være fantastisk udsigt i klart vejr. Det måtte vi imidlertid tænke os til, da regnen gjorde vejret diset og tåget. På toppen var der kraftig vind, så det var rart bare at gå, gå, gå for at holde sig varm. Stigningen var på 923 m vertikalt, men fordelt over en meget længere strækning ift. Mueller Track, så det var jo barnemad for os ;-). Da vi kom frem til nattens logi, forsøgte vi at hænge tøj, strømper osv. til tørre. Åh, man bliver så glad for at hoppe i noget tørt og varmt tøj efter at have været kold og våd i 5 timer (og at spise en masse velfortjent chokolade). Denne dag var dog ingenting ift. hvad der ventede os på dag 4 – skulle det vise sig. Ved aftenens briefing fik vi nemlig fortalt, at den varslede regnmængde var undervejs, og at det muligvis ville betyde, at vi skulle gå de sidste 18 km i samlet flok om mandagen: der var et område, hvor tracket måske ville blive oversvømmet, og hvis ikke vi kunne gå igennem, ville vi blive fløjet over i helikopter. Men vi ville igen få en briefing mandag morgen.
Aftenens menu: nudler med tun i pikles og løg og - i dagens anledning - frysetørrede ærter og gulerødder ;-). Luksus, siger jeg bare.
Dag 4 startede en smule hektisk. Netop som vi skulle til at indtage vores kaffe og morgenmad til lyden af ’heavy rain’ (Johannes havde netop bekendtgjort, at det vist var velfortjent med to kopper kaffe denne dag), kom DOC-kvinden og gjorde os opmærksom på, at vi var nødt til at gå i en gruppe, og at vi skulle gå hurtigst muligt dvs. om 15 min. Hyggelig kaffe-stemning blev forvandlet til banden og svovlen fra os begge, som hverken havde det ene eller andet pakket eller stillet sulten. I det øjeblik kunne den dame altså s…. mig et stykke. Men af sted kom vi med alle vores ejendele kastet ned i rygsækken og morgenmaden slugt. Og dagens vandretur skulle vise sig at blive fyldt med en masse action til synet af vand i uforklarlige mængder, væltende ned alle vegne fra. Vi krydsede et par sidestrømme til elven i tre-mands-hold for ikke at blive væltet omkuld, inden vi begav os ud i vand til anklerne…knæene…lårene…og rumpen for de kortbenede. 1-1,5 km var denne strejkning, og så var man vågen! Ingen af os har nogensinde set så meget vand i vores liv. Danske regnbyer – gå hjem og vug. Det her var altså serious business! Desværre fik vi ingen billeder taget, for vi havde ikke det vandtætte kamera med. Men det her link kunne have været os: http://www.youtube.com/watch?v=8D_PhJ77dG4. Det var som at gå i en bæk i 18 km, og den guidede gruppe vandrere bag os endte i øvrigt med at blive fløjet i helikopter over det kritiske område, fordi vandstanden siden vores passeren var steget betydeligt. Kl. 13.15 var dagens mission fuldført, og tilbage havde vi nu blot en sejltur fra Milford Sound til byen Milford og derfra en bustur til Te Anau Downs. Netop som vi blev sat af i Te Anau Downs begyndte det at klare op…

Efter en dags rekreation mødte vi kl. 7 onsdag 3. marts i Manapouri for at begive os ud på en 2-dags kajaktur på Doubtful Sound. Det viste sig kun at være os, der havde booket denne tur, så vi havde guiden, Toby, helt for os selv. Hvilken luksus – igen! Turen begyndte med en times sejltur over Lake Manapouri, herefter omklædning til våddragter for derefter at køre til Deep Cove, hvorfra vi skulle sætte kajakkerne i vandet. Det var overskyet og diset, hvilket ikke nødvendigvis var dårligt for en tur på Doubtful Sound.

Inden frokost havde vi formået at se springende bottle nose delfiner, en sæl og Fiordland crested penguins. Sidstnævnte kommer kun ind i fjorden i ca. 2 uger for at skifte dragt i feb-mar, så vi var meget heldige. Faktisk var Toby overbevist om, at der måtte være noget særligt ved os, for han havde aldrig oplevet et så alsidigt dyreliv inden for så kort tid. ”You are going to be so bored tomorrow…”, grinede han. At være på Doubtful Sound er som at være i en totalt anden verden – så stille og så smuk. Doubtful Sound er ikke nær turistet som Milford Sound, så man møder faktisk højst et par både og et par kajakker. Vi sejlede ned gennem Halls Arm og oplevede fjorden fra sin smukkeste side.. Vand som olie med refleksioner som et spejl. Billederne taler for sig selv!
Vi slog lejr på en naturcampingplads og hilste igen på de tusindvis af sandfluer. Aftensmaden (fra den fantastiske slagter i Te Anau – andre boller på suppen denne gang) blev indtaget til lyden af regndrupperne og det rige fugleliv. Bl.a. hilste vi på ’hus-wekaen’, som ifølge Toby altid lige kigger forbi, når der er overnattende gæster i dens territorium.
Torsdag blev vi vækket i mørke og var på vandet inden kl. 9. Dejligt at være tilbage på vandet og slippe for sandfluerne. Vi havde byttet plads og jeg derfor blevet styrmand. Dét, glemte jeg adskillige gange, hvorfor Johannes til tider kvækkede ’til venstre, til venstre!’ Trods en lidt slingret sejlads var vi ret seje og hurtige, så Toby fik lokket os langt ud ad fjorden – så langt, at vi kunne skimte udsejlingen til Tasman Sea. Vejret var mere blæsende og regnfuldt i dag, så der skulle flere kræfter til for at komme fremad og holde sig varm. Vi spiste derfor frokost i kajakkerne for at undgå at blive alt for kolde. Efter frokost var jeg blevet en rigtig kold skid og trætheden meldte sig hos os begge, så vi begav os tilbage mod Deep Cove. På sejlturen tilbage over Lake Manapouri havde vi ”æren” af radioværten Huxi Bak, som havde været på en én-dagstur og naturligvis lignede en rigtig københavner i designersweater og tjekkede bukser. Det var helt malplaceret, tænkte jeg iført mit outdoortøj med fedtet hår og varme kinder. Det handler sgu ikke om at se godt ud, når man er ude i naturen, men om at være praktisk klædt på!

Fra fredfyldte omgivelser i Fiordland kørte vi fredag 5. marts til Dunedin og Otago Peninsula for at se albatrosser. Hold nu op, det er store fugle! Vi kom lige i rette tid til at se dem kaste sig ud over klippen for at flyve. Albatrosser har brug for vind, når de skal lette, fordi de er så store og tunge. En masse billeder fik vi taget, hvoraf jeg præsterede at slette en stor del fra kameraet et par dage senere (vi har dog et par gode tilbage), fordi jeg ikke synes, der var nogle fugle at se. Måske de havde været dér, hvis jeg havde set dem på computeren. Men nu er de der i hvert fald ikke.
Fra Dunedin til Christchurch lørdag for at hente vores ting hos Rick og Lynn. Vi inviterede dem på brunch søndag morgen og begav os så af sted, inden det blev alt for sørgeligt. Turen gik mod Golden Bay – en lang køretur - for at nyde de sidste mulige øl på Mussel Inn, inden vi drog mod Nordøen. Vi havde booket et dobbeltværelse på hostellet Shambhala med komposttoiletter, fri yoga og meditation og udsigt ud over vandet. Et helt fantastisk sted, hvor man ikke kunne andet end at finde mere fred i sjælen! Her mødtes vi i øvrigt med min flatmate Freddy og hans veninde Elisabet.

Tirsdag 9. marts tog vi færgen fra Picton til Wellington. En 3 timers sejltur ud igennem Marlborough Sounds og over Cook Strait. Vejret var med os, så det var virkelig smukt. I Wellington bød Jess (som jeg var på roadtrip med i januar) og hendes flatmates os velkommen i deres hus. Det er simpelthen så herligt, når man kan bo hos folk. Det giver et helt andet perspektiv til ens rejse. Så det var rare 4 dage i Wellington, hvor vi var dasede rundt i byen, var ude at spise og i biffen og se Alice i Eventyrland. Jeg nåede desuden et smut til Masterton for at interviewe endnu en komponist, som jeg allerede havde talt med én gang tilbage i november.

En vintur i Martinbourough, en nat i Napier og flere tilbagelagte kilometer senere landede vi mandag 15. Marts hos Hamish og Sally i Auckland. Her gjorde vi stop et par dage, inden vi skulle videre nordpå til Northland bl.a. for at fiske STORE fisk. Herligt at være hos de glade mennesker igen og sove i en rigtig seng. Hmm…man begynder efterhånden at glæde sig over helt små særlige ting, som en ordentlig madras, en god bruser, en skarp køkkenkniv osv. Desuden har jeg adskillige gange drømt om rugbrødsmad med æg og mormors frikadeller. Ja, sådan finder man ud af, hvad der betyder noget for én i DK ;-).

Van Morrison er sat til salg. Ikke sælgers marked pt., så vi er begyndt at håbe på, at den bare bliver solgt inden 11. april. 12.000 km har han tilbagelagt, så det er da en pæn sjat, må man sige. Jeg klapper ham hver dag og siger, at han er en god bil i håbet om, at han så også får en idé om næstekærlighed.

Håber, at foråret endelig er på vej hos jer – her er efteråret begyndt at banke på døren. Dog stadig varmt og solrigt ;-).

Dorthe the Dolphin og alle de andre rødder

Hvor skal jeg dog starte - så meget at fortælle siden sidste blog...

Først og fremmest: det lykkedes mig at besøge en marae og fejre Waitangi Day (som I nok allerede har fundet ud af ved at kigge på billederne), og det var en fantastisk oplevelse. Hvor det dog gavner sig at være nysgerrig og ivrig efter viden! Jeg fik en invitation til fra Rangimarie Rawiri, en af vores forelæsere, som er fra den lokale Ngati Whatua o Orakei-stamme. I forbindelse med Waitangi Day-festlighederne lavede stammen en Zero Waste-kampagne, hvortil de skulle bruge frivillige. Arbejdet indkluderede en overnatning i Tumutumuwhenua – altså den marae, der hører til Ngati Whatua, og som er opkaldt efter stammens forfader. Maraen ligger i Okahu Bay i Auckland. Så inden jeg gav mig i lag med at sortere skrald på selve Waitangi Day, nød jeg godt af at blive en del af en traditionel powhiri - velkomst. Og det var både spændende og grænseoverskridende. Princippet var faktisk det samme, som ved den officielle velkomst til selve Waitangi Day, som billederne viser om end en smule mindre formel. ’Kort’ fortalt:

Vi ca. 60 gæster blev som en gruppe kaldt til selve wharenui – mødehuset - fra indgangen til gårdspladsen af en kuia dvs. en kvinde som ’kalder’ ved at recitere ’en sang’. Vi havde også en kvinde i vores gruppe, som svarede dette recitativ. Inden vi trådte ind i mødehuset, skulle vi tage vores sko af. Det er tapu at beholde sine sko på, ligesom man ikke må spise eller drikke inde i selve mødehuset. Vi satte os overfor de repræsenterende fra stammen og blev budt velkommen af høvdingen. Alt dette foregik på Maori-sproget, og det var en mærkelig fornemmelse sådan at blive talt til på et sprog, man ikke forstår. Men jeg ved (for det har jeg nemlig lært ;-)), at en del af hans tale bestod i at fortælle om hans whakapapa dvs. hans oprindelse – hvilken waka (kano) ankom hans forfædre i, hvilket bjerg hører han til, hvilken flod er hans osv. Og denne gennemgang kan tage lang tid. Efter høvdingens tale skulle ’vores’ høvding så tale, og det var også en fra stammen. Så han talte også på Maori og fortalte ligeledes sin whakapapa. Forestil jer, hvordan alle gæster normalt gennemgår deres oprindelse – en sådan velkomst tager altså timer. Efter talerne synger man en sang (som jeg havde lært i min kapa haka-gruppe ;-)). Og herefter kommer så det grænseoverskridende element – hongi dvs. at gnide næser. Hver eneste gæst hilste på hver eneste repræsentant fra stammen ved at hilse med hånden og støde næserne sammen. Det lyder måske ikke særlig grænseoverskridende, men at være så tæt på så mange fremmede mennesker var virkelig uvant! Nærmest som om at kysse 25 ukendte mennesker.
Efter næsegnidningen var vi således blevet ’et folk’ og sidste del af velkomsten bestod i middag (en rigtig god tradition, synes den madglade skribent).

Der var endnu lagt an til at møde nye mennesker – spændende mennesker, og jeg har efterhånden en lang smøre klar, når folk spørger, hvad jeg hedder: ”My name is Dorthe which is like Dorothy in English just in Danish. You can call me Dorothy, Dot, Dotti, Dorty – I respond to almost everything” (denne historie følges desuden op nedenfor…). Så indenfor et par timer, havde jeg igen igen igen stiftet nye bekendtskaber, bl.a. med Sven Jensen – en kiwi, som altså havde danske rødder, havde boet i DK i sine unge dage og stadig talte flydende dansk. Imponerende. Det er helt mærkeligt pludselig at tale dansk, når min daglige tale er på engelsk, så af og til tager jeg mig selv i at lede efter den danske oversættelse af engelske ord. Utroligt så hurtigt det går.

Mødehuset blev fyldt op med madrasser, og vi blev briefet ang. lørdagens skraldesortering og så-lidt-skrald-som-muligt-så-meget-genbrug-som-muligt. Denne kampagne er stærkt forbundet til Maoriernes værdier om at værne om naturen, idet de ser mennesket, som en del af naturen. Desuden har de gennem koloniseringen oplevet, hvordan pakeha (som er Maori-ordet for nybyggerne) har forurenet deres land bl.a. med oceaner af skrald. Så jeg følte virkelig, at min skraldebedrift var for både naturen, Maoriernes og min egen skyld. I øvrigt omtales DK som et land, hvor vi værner om at genbruge ressourcerne. Hmm…synes, at de har et lidt forgyldt billede af kendsgerningerne.

Efter at have tilbragt natten i selskab med 59 andre (fik faktisk sovet på trods af prutte- og snorkelyde) begyndte skraldearbejdsdagen kl. 6.00 lørdag morgen. Vi blev udstyret med T-shirts, solhatte og en skraldestation. Og sådan tilbragte jeg altså 10 timer med at sortere skrald, sige tak, når folk sorterede det rigtigt osv. (det handler jo om at rose), mens jeg oplevede, hvordan Waitangi Day blev fejret som en festival i DK. Kl. 19 var jeg ærligt talt ret træt af skrald, sol og reggaeinspireret musik (meget ny Maorimusik bruger reggae). Men alt i alt havde det været en stor oplevelse, som helt afrundes i dag fredag, hvor der er tak-for-hjælpen-barbeque. Det bliver fint lige at hilse på folk igen, høre skøre historier og i det hele taget bare hygge sig.

For resten gik min tur til Hastings også fantastisk godt, selvom jeg overnattede på et motel, der fik mig til at tænke på filmen og psykomorderen ’No country for old men” (hvorfor jeg var nødt til at kigge under alle sengene, inden jeg skulle sove for at sikre mig, at jeg var alene. Ikke helt alene var jeg – havde selskab af en stor kakkelak, som jeg gav besked på at blive i hjørnet, til jeg havde forladt motellet. Næste morgen var den væk…vil IKKE vide, hvor den havde bevæget sig hen!). Tama Huata var så rar og fortalte spændende historier og viden. Jeg er så glad for min lille optager – den er helt sikkert blevet min allerbedste ven. Så alt i alt var interviewet 2 x 7 timers bustur værd, og min samling af empiri er endnu en gang forøget.

For at vende tilbage til mit navn så havde jeg en rigtig sjov oplevelse i sidste uge. Jeg var ude at spise med Madeleine fra huset, og da vi taler om vores flatmates Dean, Marc og Romeo, spørger hun mig: ”Did you know that they always call you Dolphin?”. ”ha ha - what? Hvorfor kalder de mig det?” Tilsyneladende havde Romeo fået opfattelsen af, at min navn var delfin, da jeg i tidernes morgen præsenterede mig. Og der har så været diskussion blandt gutterne om, hvad mit rigtige navn er – ingen af dem har turdet spørge (i ædru tilstand), så når de har skullet referere til mig, så er jeg altså gået under navnet ’Dolphin’. Når jeg tænker efter, har jeg faktisk heller ikke hørt nogen af dem tiltale mig. Så da jeg kom tilbage fra middag med Madeleine, var jeg nødt til at konfrontere dem. ”Jeg har lige hørt, at I troede mit navn var delfin!” Jeg synes at mindes, at deres ører blev røde, og de forklarede så historien bag, OG at Romeo stadig ikke tror på, at man faktisk kan hedde Dorthe – han er sikker på, at det må være en forkortelse af noget. Jeg har en mission om at få ham til at sige mit navn i løbet af den næste uge, men jeg tror det bliver svært ;-). Så nu kan jeg skrive endnu en version af Dorthe til samlingen. Jeg kommer sgu til at savne de gutter!

Ja, en uge tilbage har jeg på Ardmore Rd. (rejser 18. Feb, til Christchurch for at møde Johannes), og det bliver med vemod, at jeg må forlade dette fantastiske sted. MEN forude venter jo alt det andet spændende, så jeg tror, at det er sådan, det skal være. Eksamenslæsningen lakker mod enden (det er rart!), og mandag er den så ude af verden. Jeg prøver at huske, huske, huske alle de mange ord, årstal, navne og de 117 andre ting. Far – jeg er så taknemmelig for, at du har videregivet dine klæbehjerne-gener til mig!

I går var det så min fødselsdag – tak for alle hilsnerne. Det kan anbefales at fejre fødselsdag i sommervejr. Solen skinnede, det var meget varmt, og jeg havde dresset mig up i anledning af mig selv ;-). Som tidligere nævnt havde jeg naturligvis indviet mine flatmates i fødselsdagen, og da det så var selve dagen i går, blev jeg pludselig helt forlegen over sådan at være i det centrum, jeg selv havde sat mig i. I går aftes fik jeg så fødselsdagssang, og vi spiste min hjemmebagte kage med danske flag (fra jeres pakke, mor og far). Derefter på bar i Ponsonby, hvor jeg fik overrakt en oppustelig delfin. En perfekt sammenklappelig rejsemakker, som man bare kan punktere, når man bliver træt af den. Den skal helt sikkert følge mig resten af rejsen! I dag fredag, temmelig mat. Eksamenslæsning…hmm…vi får se, hvor meget det bliver til. En tur på museum er måske dagens eneste projekt .

I øvrigt lige en kommentar om roadtrippen for at par weekender siden. Det var præcis så tøse-fnidder-agtigt, som jeg havde forestillet mig. Længe siden, at jeg har grinet SÅ meget indenfor så få dage. Christa – denne tur er helt sikkert dedikeret til dig. Vi legede turister, og jeg fik set en del af de steder, jeg har læst om på mit kursus. Super interessant. Desuden fik jeg oplevet en sand 21 års-fødselsdag, som tilsyneladende er en stor ting hernede. Det bliver fejret med kæmpe fest og som dreng, skal man drikke et KÆMPE glas øl – eller nærmere et rør med 3-4 liter øl i, vil jeg tror. Så ja, det er meget almindeligt, at det kun bliver i mavesækken kort tid! Tom, som fyldte 21, slog dog rekord, så vidt jeg kunne forstå, idet han drak det meget hurtigt og ikke ofrede det hele foran alle publikummerne. Mærkeligt mærkeligt – endnu en bid af kiwikulturen er konsumeret.

Min sidste weekend i Auckland skal bruges på hygge med flatmatesne og så en Kapa Haka festival i Hamilton på søndag. Det bliver spændende. Jeg tror efterhånden, at jeg kender til alle transportmuligheder og -priser – så hvis nogen af jer en dag lægger vejen forbi NZ, skal jeg glædeligt være jeres personlige rejserådgiver.

Alt for nu - sol, varme og lys til jer ;-)

Maori Mekka

Jeg er i et mekka (og Johannes er i sit mekka…); omgivet af viden, inspiration, spændende mennesker og en helt anderledes kultur; maorikultur, som jeg gang på gang forsøger at forstå. Jeg har lyst til at blive her i uendelighed, lære alt det, der læres kan, men jeg har som feltarbejder indset den væsentligste kendsgerning – at selvom motivation og engagement er tilstede i mødet med en fremmed kultur, så vil jeg aldrig kunne blive en del af den. Jeg kan forsøge, men jeg vil aldrig 100% kunne forstå maorikultur. For jeg har min egen kultur, som har formet mig.

Men taget alt dette i betragtning har jeg virkelig lært meget, siden jeg kom tilbage til Auckland, herunder mødt utroligt mange søde og snaksalige personer, som har delt deres livshistorier, oplevelser, opfattelser med mig. Det er fantastisk! Summer school-kurset har været utroligt spændende om end svært, når man først og fremmest ikke er fra New Zealand, hvorfor alt information er ny. Dernæst har jeg kæmpet med at kende forskel på diverse Maoritermer, og det er svært: at kende forskel på ord, hvis basis er 10 konsonanter (p, t, k, m, n, ng, r, w, wh og h) og 5 vokaler (i, e, a, o, u). Tag nu for eksempel whaikorero (som betyder en tale, der efterfølger en formel velkomst) og whakairo (som betyder billedudskæring). Og så prøv at huske det udenad! Derudover at skulle kapere 30-40 siders læsning i sit hoved og lige huske OG forstå det meste fra undervisningsgang til undervisningsgang. Jeg er udfordret! Men det er så spændende, og jeg takker mig selv for, at jeg gjorde alt benarbejdet for at kunne tage dette kursus. Desuden har ordet ’speciale’ fået en helt ny positiv mening. Gid denne følelse varer ved indtil december.

I dag var sidste undervisningsgang og blot 21 dage + to tests, siden jeg startede. Jeg føler mig flov over at være europæer efter at have erfaret, hvor forfærdelig kolonisering er for de mennesker, den går ud over. Og det værste er, at kampen faktisk stadig kæmpes. I Maorikredse omtales den nuværende regering stadig som ’the Crown’, altså den term, som refererede til den regerende engelske dronning, da Kaptajn Cook gik i land i NZ i 1769. Det er ret interessant. Jeg kunne nævne adskillige andre bemærkelsesværdige og skræmmende eksempler på koloniseringens påvirkning selv den dag i dag, men jeg vil spare jer.
Januar måned er fløjet – også fordi jeg udover forberedelse til kurset, har forsøgt at skaffe mig kontakter, researchet m.m., så jeg har en masse materiale at bringe med mig hjem. Jeg glæder mig hver dag, til jeg skal på universitet og blive klogere, finde ud af ting og snakke med flere mennesker. Jeg har interviewet Candy – en af mine Maori-medstuderende og fået hende til at synge en Maoribørnesang for mig og min optager; min underviser, Te Aroha (som betyder kærlighed – tænk, at hedde ’kærlighed’ - det er da smukt!), som også er Maori, og som har hjulpet mig videre til andre kontakter. Og i går kom jeg så ganske tilfældigt til at overhøre nogle af mine amerikanske medstuderende snakke om, at de senere på dagen skulle til kapa haka-time (alias sang- og dans. Den ’performance’ man oplever, når man besøger diverse Maori-turist-tilbud). ”Om de mente, at jeg kunne deltage også? For jeg var virkelig interesseret i Maorimusikken”. ”Just come along, no one will notice you, otherwise we’ll talk to our teacher – it shouldn’t be a problem”. Det var to fantastiske timer – simpelthen så sjovt, og jeg gik hjem med to indlærte Maori waiatas (sange), nye bevægelser og en masse indtryk OG en plan for de næste undervisningsgange. Vores underviser er en af de Maorier, der optræder på Museum of Auckland – altså den optræden, jeg så i november. Jeg må derhen igen – er sikker på, at jeg nu har en anden oplevelse.

Tænk, hvad tilfældighedernes spil kan gøre. Før jeg kom tilbage til Auckland, tænkte jeg faktisk, at det ville være sjovt at deltage i en kapa haka-gruppe for at prøve det rent praktisk. Og nu lykkedes det altså. I øvrigt vil jeg lige knytte en sidebemærkning hertil. For det viste sig faktisk, at de amerikanske studerendes lærer (som også er amerikaner og er med holdet for at holde styr på dem – tror jeg), havde været gift med en dansk kvinde og har en datter, som bor på Østerbro! Verden er lille, siger jeg bare…

Næste projekt ift. feltarbejdet er at opleve fejringen af Waitangi Day 6. Feb – den vigtigste dag i NZ – dagen (1840), hvor Maori-høvdingerne og briterne underskrev den traktat, som stadig den dag i dag diskuteres. Jeg ville faktisk gerne til Waitangi, men det er 3-4 timers kørsel fra Auckland, så jeg tror, jeg prøver at finde noget i Auckland. I morgen vil jeg høre en af mine andre undervisere, som kommer fra Ngati Whatua-stammen her i Auckland, om der er mulighed for, at jeg kan komme til deres marae (det mest centrale mødested for hver stamme). Det ville være helt ubeskriveligt, hvis jeg faktisk fik mulighed for det. Men nu må vi se. Derudover tager jeg mandag bussen til Hastings for at overnatte til tirsdag, hvor jeg skal lave et interview med en ret kendt (åbenbart) og utrolig travl komponist, som vist er ved at være lidt træt af de mange emails og tlf.opkald fra den danske pige, som så gerne vil have et interview med ham. Så nu har han presset mig ind, og jeg har været ude at købe en flot H.C. Andersen eventyr-samling til ham, som tak for at han vil dele noget af sin kultur med mig. Det bliver spændende.

Nok om Maori (I kan se på min lange beskrivelse, hvor entusiastisk jeg er ;-)). Livet på 15, Ardmore Rd. – mit hjem – er også en stor fornøjelse. Der er altid mennesker at snakke med, hænge ud med, tage på tur med. F.eks. er det blevet en tradition, at Freddy og jeg følges til uni indbefattende et smut omkring ’Hollywood Espresso’ på vejen for at købe den daglige kop kaffe og få den gratis medfølgende muffin.

For et par weekender siden var jeg på Piha Beach – en af de strande med sort sand. Virkelig mærkeligt. Og så var der store bølger og sindsygt meget understrøm. Kære hav – jeg har virkelig respekt for dig! (der var livreddere, og det var tilladt at bade – bare så nogen ikke bekymrer sig). Sidste weekend oplevede jeg så nattelivet i Ponsonby, som er ’mit’ område, da jeg tog ud og drak øl med gutterne. Utroligt sjovt var det, og utroligt sent blev det. Så udflugten til vulkanøen Rangitoto dagen efter blev udskudt til fordel for en biograftur og ’Sherlock Holmes’ (kan anbefales). I den kommende weekend drager jeg på roadtrip med Annbelle (mellemste datter i Spencer-familien, som jo var mit allerførste hjem i NZ) og et par af hendes venner. Det skal nok blive sjovt og helt sikkert meget tøse-fnidder-agtigt. Vi kører til New Plymouth og Mt. Taranaki (eller Mt. Egmont, som englænderne har døbt det). Måske vandrer vi op på det, men Freddy (som er øvet hiker) siger, at det er en hård og krævende tur - jeg satser ikke på toppen, men man kan jo altid gå noget af turen.

Så jeg smiler! Går rundt i Auckland, føler mig hjemme og tænker: livet er sgu da fantastisk. Snart er 3 måneder gået, og så mange ting er sket. Og det bedste er, at der er ligeså mange ting forude.

Det blev en ret lang update – om mig ;-). Jeg taler med Johannes hver gang, han er uden for bushen og har signal. Han har det godt og fanger nu fisk. I skal prøve at tjekke hans blog ud (http://flyfishwithjohs.blogspot.com) og se de smukke billeder. F.eks. af den fisk, som han har dedikeret til mig. Det er da kærlighed ;-).

Jeg sender hermed en masse solskin og lys hjem til jer alle og tænker, at det da vist er den perfekte timing, vi har valgt at rejse om på den anden side af jorden på.

PS. Man siger så tit, at scandinavierne er vikinger. Jeg vil vove at påstå, at kiwi'erne fortjener den titel mere end os. For det første er deres huse ikke isoleret, og der er IKKE radiatorer i rummene - højst en flytbar lille radiator, som du kan sætte i stikkontakten (men disse bruges selvfølgelig ikke om sommeren). I praksis betyder det, at der er utrolig koldt indenfor, man klæder sig godt på, drager afsted på uni, i byen eller lignende og kommer til at svede, fordi man har taget for meget tøj på. Dernæst elsker de aircondition. Efter to timers forelæsning siddende under en kuldeblæser og med en rumtemperatur på max 18 grader, vil jeg skyde på, bliver man altså en kold skid, for derefter at gå ud i solen og varmen og komme til at svede som en gris. Det kan da ikke være særligt sundt. Godt, at man har jernhelbred - jeg er (7-9-13) endnu ikke blevet slået ud af denne helbredsmæssige udfordring.

Første skoledag

Efter at have fejret et stille og roligt nytår i Christchurch skiltes vi 2. januar for 6 uger. Johannes blev kørt til Blenheim af Lynn og Rick (som skulle videre nordpå for at aflevere Lucas’ støvler, fordi han havde glemt dem. Store hjerter, siger jeg bare, sådan at begive sig ud på en 7 timers køretur for et par støvler!). Johannes skulle mødes med fiskebumsen Jesse (citat Johannes), og jeg skulle tilbage til Auckland for at starte i skole.

Det var en omvæltning at komme tilbage til Auckland og pludselig være på egen hånd igen. Men efter et par dage havde jeg vænnet mig til det. Første projekt var at finde et sted at bo, og jeg var ude at se på forskellige steder. Først hos én, som var virkelig desperat for at komme af med værelset, så han næsten ville gå med til hver en pris. Jeg blev skeptisk, og desuden lå huset i et ret øde område. Så jeg endte med at sige ja tak til et værelse i Ponsonby om end lejen var lidt højere end planlagt. Denne gang kom mavefornemmelse altså i første række (og jeg takker SU-styrelsen for, at de nu igen sætter penge ind på min konto og bidrager til mit sommer-kursus). Huset ligger på 15, Ardmore Rd., Herne Bay, 1011 Auckland (man ved jo aldrig, om nogen skulle få brug for adressen…) i et rart område med 10 min. i bus til centrum. Vi bor i alt ca. 20 unge af forskellig nationalitet i to etager. Fra vores køkken kan man stå og betragte solnedgangen over vandet, og i den lille have er en stor terrasse, som er yderst velegnet til diverse barbeques. Onsdag 6. Januar flyttede jeg så ind i mit nye hjem for 6 uger. Fantastisk at have sit eget værelse med en kæmpeseng (åh, hvor har jeg sovet længe). Onsdag var også min første skoledag, og mødet med de 84 andre studerende. Jeg gik derfra med endnu en god fornemmelse – det skulle nok give mig viden. Men da jeg skulle købe den obligatoriske litteratur, erfarede jeg, at selvom man er på den anden side af jorden og i et helt andet land, så kan uni også være utjekket. For selvfølgelig var bogen udsolgt – der var ikke lige nogen, der havde regnet med, at holdet var SÅ stort!?%#! Jeg fatter ikke, det kan være så svært at finde antallet af tilmeldinger, men det kan det åbenbart og er således et verdensomspændende problem. Godt, at man har gået på uni i 6,5 år, så man kender til alternative steder at skaffe litteraturen. Så inden dagen var omme, havde jeg mig en udgave af bogen + et lånerkort til Aucklands offentlige biblioteker.

Torsdag talte jeg med Johannes – han var kommet tilbage fra bushen til civilisationen og havde således fået mobilnetværk igen. Han havde også fået sig nogle oplevelser bl.a. med sandfluer en masse og med en helt ny madkultur i form af pasta med ketchup. ”Ikke ligefrem sådan vi to har levet den sidste måned” (citat Hr. Pagh), og jeg forestiller mig, hvordan han har måttet gå på kompromis med sine smagsløg og gourmet-viden derude midt i ingenting. Der var desuden ingen melding om fisk endnu. Johannes har i øvrigt sin egen fiskeblog: www.flyfishwithjohs.blogspot.com for dem, der vil se fiskebilleder og høre historier.

Kurset i Maori society er som sagt rigtig interessant og givtigt, men jeg oplever også, hvordan sproget til tider kan være en barriere. Skønt jeg forstår stort set det hele (nogle gange tager jeg faktisk mig selv i at tænke på engelsk), går det af og til enormt stærkt, og så er der ikke så meget tid til at tænke efter. På torsdag har vi vores første prøve, som er en del af eksamen. Det er rart at tænke på, at jeg ikke nødvendigvis behøver at bestå den prøve – jeg skal jo ’bare’ suge viden til mig og har ingen forpligtelser ift. meritoverførsel osv. overfor universitet i Kbh. Så jeg tager det hele som en oplevelse. Jeg håber desuden på, at jeg snarest skal et smut til Hastings og lave et interview med en Maori-komponist.

Jeg synes, det er fantastisk at bo i Auckland – lidt som man ser i filmene ;-). Der er så meget nyt at opleve, finde ud af og se hele tiden, og det kan jeg godt lide. Det er sjovt at prøve at have et hjem i en helt anden verden, bogstavelig talt. Tanken har faktisk strejfet mig, at det er ærgerligt kun at skulle være her 6 uger, men på den anden side er det måske godt at stoppe mens legen er god, ligesom jeg gerne vil opleve alt det øvrige planlagte på denne rejse.

Efter jeg er kommet tilbage til Auckland, er det som om, at de sidste to måneder har bundfældet sig. Der er sket meget, men tiden er også fløjet. Én ting, jeg har tænkt rigtig meget på, er, hvor lærerigt det er at rejse – pludselig at se sin egen lille eksistens i et helt andet perspektiv. Og man bliver afhængig af det. Så jeg er ikke i tvivl om, at denne rejse er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort – og hvis jeg kender Johannes ret, så er han uden tvivl enig.

Hermed en sending sol og varme hjem til jer i DK.

Godt nytår

Vi er landet hos Rick og Lynn i Christchurch igen. Da vi drejede ned ad Proctor Street, føltes det som om, vi var kommet hjem ;-). 'Hotel Vandertie' husede allerede en familie i det andet hus + 3 amerikanere - Jesse, Carolyn og Lucas - i deres eget. Så vi nåede lige at hilse på dem og udveksle oplevelser, inden de begav sig nordpå. Jesse og Lucas er begge inkarnerede fluefiskere, og Johannes aftalte at mødes med Jesse 2. januar i Blenheim for at drage på fiskejagt i en uge, inden Johannes skal mødes med to andre inkarnerede fluefiskere fra Finland. Jeg er begyndt at tro på kærlighed ved første blik - i hvert fald når man sætter et par hidtil fremmede fluefiskere i samme stue. Johannes glæder sig til at komme i gang med fiskeriet - undertegnede er nok ikke den sjoveste fiskemakker (fx. er der lige det dér med tålmodigheden...). Jeg bliver hos Rick og Lynn til 3. januar, hvor jeg så flyver til Auckland. De første par dage skal jeg forsøge at finde en lejlighed, men jeg har allerede et par forespørgsler ude, så det skal nok gå. Jeg har booket et hostel de første nætter, så ingen skal bekymre sig over, at jeg ikke har et sted og sove.

Vi tilbragte 25.-30. dec hos Kelly i Marsden 15 km. fra Greymouth, og her oplevede vi, hvordan det regner på Vestkysten - som man hele tiden hører. Kelly bor alene med sin hund, et par får og høns i et stort hus ude på landet. Jeg sagde til hende, at der altså ikke er mange 26-årige piger i DK, som bor alene midt ude i ingenting. Clarky og Glenys var også logerende under vores ophold, og de havde julegaver med til os. Så kom julefølelsen alligevel lidt frem.

2. juledag begav vi os så længere ud i ingenting. Johs havde fundet en elv, som han gerne ville give sig i kast med. Han skulle kontakte de lokale i området for at få tilladelse til at fiske, og det viste sig, at elven lå midt i et lille kristent samfund 'Gloriavale Christian Community'. Vi vil begge våge at påstå, at mødet med dette samfund er den mest mærkværdige oplevelse, vi begge har haft nogensinde. Vi kørte 35 km ud af en sidevej fra hovedvejen og kom til en dal med et par farme hist og her. Kvinderne i lange blå kjoler med tørklæde om håret, mændene i blåt arbejds-lignende-tøj. Vi meldte vores ankomst på hovedkontoret og skrev os ind i bogen. Vi skulle komme tilbage og skrive os ud, når vi forlod området (af sikkerhedsmæssige årsager - så de ved, at man ikke er faret vild eller faldet i elven). Disse mennesker lever puritansk og afskåret fra omverdenen, har ikke TV, radio eller aviser og er primært selvforsynende. De giftes som unge i arrangerede ægteskaber og får så en masse børn. Det føltes som at træde ind i en amerikansk film fra 1800-tallet a la Det lille hus på prærien. Og samtidigt var der små indikationer på, at de alligevel levede i år 2009 f.eks. var der en masse fladskærme og andre kommunikationsmedier på kontoret, som bruges i forretningsøjemed. Da vi kørte derfra (uden fisk og igen i regnvejr), var der idrætsaktiviteter på græsplænen - cricket og volleyball-kampe iført samme beklædning. Kelly fortalte senere, at kvinderne også svømmer i disse kjoler! Jeg har aldrig oplevet et så anderledes sted før, og jeg var glad for, at jeg var taget med fiskeren derud.

Søndag var det så min tur til at vælge dagens program, så vi kørte til Westport for at stoppe ved Punakaiki og Pancake Rocks på vejen. Det var et hæsligt vejr med regnvejr og tyk tåge. Desuden sagde Van igen en mærkelig lyd! Nå, vi drog afsted og tog det som en udfordring. Pancake Rocks er klipper, der - som navnet antyder - ligner stablede pandekager. Imellem dem er de såkaldte 'Blowholes', som kommer bedst til udtryk ved højvande. Skønt vi ankom ved lavvande, fik vi alligevel et indtryk af fænomenet. Bølgerne kommer med enorm hastighed og kastes op mod klipperne, så vandet kommer ind i hullerne og sprøjter op i luften. Jeg var glad for at have set endnu et af NZs højdepunkter.

Fra Punakaiki kørte vi videre i tågen langs vandet til Westport, og efter ankomst til en øde og knapt så charmerende lille by, gik det op for os, at her i NZ er det mere køreturen frem for destinationen, der er formålet. Og om man kører i 2, 3 eller 4 timer er underordnet. Efter frokost på den lokale café kørte vi til Cape Foulwind for at opleve endnu en sælkoloni. Og så begav vi os på den ca. 2-timer lange køretur tilbage til Marsden.

Så var det blevet mandag, og vejrudsigten lovede godt vejr. Johs ville gerne fiske, jeg ville gerne på Frans Josef-Gletcheren. Så vi splittede op. Johannes satte mig på bussen i Greymouth og begav sig på fiskeeventyr. Jeg havde en 2-timers bustur til Frans Josef, hvor jeg havde booket en guidet halv-dagstur på gletcheren. Frans Josef-by er ikke andet end turister og gletcherguider. Der ventede mig endnu en særegen oplevelse og et mødet med NZs forunderlige natur. Et mix af regnskov og is. Efter introduktion og 45 mins vandretur gennem dalen for foden af gletcheren, fik vi monteret pigge på støvlerne og begyndte så opstigningen. Først primært på grus/stenunderlag, som siden blev til den lyseblå is. Det er en varm gletcher, så man kan sagtens holde varmen med t-shirt. Gletcheren er 7-8 km, og vi kom ca- halvvejs op. Der er konstant guider på gletcheren for at sikre turisternes sikkerhed. Gletcheren bevæger sig dagligt 1 meter, og den is, der falder på toppen, lander 50 år senere for foden. Jeg vil lade billederne tale for sig selv.

Ud over de fantastiske omgivelser mødte jeg min første kea - en af de eneste bjergpapegøjer i verden, så vidt jeg har forstået. Jeg havde glædet mig til dette møde, for jeg havde hørt mange historier om disse fugle, som i bogstaveligste forstand stjæler med næb og kløer. Man skal derfor ikke efterlade sin rygsæk, madpakke eller andet i deres nærvær. De er utrolige problemløsere, som har lært sig at åbne vandflasker, stjæle vandrestøvler, afmontere vinduesviskere m.m. Alt, hvad der glimter eller ser interessant ud. Den kea, vi mødte, kom meget tæt på og fulgte os på vej ned af gletcheren igen - han håbede sikkert på, at der ville falde et eller andet af til ham...

Det var ikke muligt for mig at tage tilbage til Greymouth samme dag, så jeg måtte overnatte i Frans Josef. Eftersom Kellys bror, Brendon, (ja, vi har diskuteret, om de mon er opkaldt efter Beverly Hills), bor i The Forks ikke så langt fra Frans Josef, havde jeg dagen i forvejen ringet og spurgt, om jeg kunne låne hans sofa. 'No worries', sagde han, så det var planen. Brendon er faktisk også guide på gletcheren, og det viste sig, at jeg havde mødt ham deroppe. Han møder tit kl. 6.00 på arbejde for at hukke trinene ud i isen til turisterne. Denne dag havde han desuden hugget den snævre passage ud i isen, som vi skulle igennem...

Tirsdag kørte jeg så med Brendon tilbage til byen og hoppede på bussen tilbage til Greymouth. Flot køretur langs søer m.m. omend regnen igen tog fat.

Onsdag headede vi så mod Christchurch og passerede Arthur's Pass på vejen. Det er et af de smukkeste landskab, vi hidtil har oplevet! Solskin, bjergtoppe, rislende elve og vilde blomster. Fantastisk, fantastisk, fantastisk ;-).

Update slut - Johs skal igang med en kæmpe lammesteg, som skal spises iaften sammen med Rick og Lynn. Om 8 timer er vi i 2010.

Godt nytår!

PS. Jeg kæmper med mit fotoalbum for at backe det up og uploade det - det driller. Tålmodigheden spiller mig desuden et puds - det er jo set før...Så jeg tager lige et break, inden jeg får et hysterisk anfald ;-)

Abel Tasman - nu i billeder

Her er lige et par fra Abel Tasman (dog i omvendt rækkefølge - vi kajakkede den første dag, gik den anden dag) - I får mails med invitationer til flere albums inden længe.

Van Morrisson og sandfluerne

Vi døbte ham ’Van Morrisson’ - vores nye firehjulede hjem - og onsdag d. 16. december sagde vi farvel, på gensyn og tusind tak til Rick og Lynn i Christchurch og begav os af sted på eventyr. Det var fantastisk endelig at være kørende, og det gav en enorm frihed. Vi gjorde vores første stop tæt ved Kaikoura for at nyde den smukke udsigt og sælerne, som slængede sig på stenene. Fantastisk! Derfra kørte vi mod en Department of Conservation-campingplads i Rarongi for at overnatte i vores nye rullende seng.

Torsdag vågnede vi så op til solskin og udsigt til skov, bakker og klart blåt vand. Dagens første projekt: at lave kaffe over gassen. Og det var virkelig et projekt, når man ikke har hverken filtre eller tragt (NZ’erne sværger til Nescafé – svært for to kaffeentusiaster at acceptere!). Resultatet var ikke prangende - der må arbejdes på den alternative kaffebrygningsmetode.

Vi kørte videre nordpå til Marlborough-området for at give os i kast med vinsmagningen. Vi checkede derfor ind på Walters Backpackers i Renwick, lejede cykler og begav os af sted. Dejligt at cykle igen. Første stop var Allan Scott-vingården. Under vores couchsurfing hos Paul i Christchurch drak vi en Late Harvest Riesling fra 1995 fra denne vingård, og den var bare lækker (og vi var meget beærede over at få del i sådan en gammel sag!). Fra Allan Scott videre til Herzog, som var af helt anden stil. Meget fornemt sted, som på mange måder henvendte sig til det mere velhavende klientel. ’You look bored’ fik jeg at vide – hmm…ja, jeg følte mig måske heller ikke lige på rette sted dér, hvor diverse ukendte termer flyver gennem luften. Men siden hen skulle jeg erfare, at jeg faktisk havde lært noget trods alt. Kvinder bag skranken håbede virkelig på at sælge os en god – og dyr - flaske rødvin, men hun gik forgæves.
Vores favoritsted blev ’Bladen’ – en lille hyggelig vingård med fantastiske vine, som vi købte tre flasker af til samlingen. Mums! Og jeg lærte, at Gewurtztraminer er min favoritdrue, og at Pinot Noir faktisk kan smage godt. Johannes tog sig af de mere tekniske tolkninger og chit chattede med ejeren. Efter vinsmagning på 5 vingårde med 5-10 vine pr. sted var vi begge sultne og mættede (jeg synes stadig, det er mærkeligt og spild at spytte vinen ud! Og så må man jo tage konsekvenserne deraf). Vi gik derfor hen på den lokale pub og fik mad – og ikke mindst oplevelsen af lokalbefolkningen. Nogen uden tænder i munden og nogen, man i hvert fald ikke ville blive uvenner med.

Så var det blevet fredag og Johannes’ fødselsdag. Fødselsdagssang, løbetur, og morgenmad i varme og solskin, inden vi begav os mod Nelson. en hyggelig by, og vi dumpede som det første ind på en god kaffebar. Det blev desuden en festlig dag for mig også, eftersom jeg endelig fandt mine vandrestøvler (det første par, jeg købte, returnerede jeg, fordi de ikke sad godt, og siden da havde jeg prøvet MANGE MANGE par uden gevinst, så jeg havde næsten givet op). Hen imod aftenen kørte vi mod en campingplads lidt uden for byen, og Johannes kokkerede lækker fødselsdagsmiddag med risotto og marinerede tigerrejer. Dertil god vin – selvfølgelig ;-).

Det var også i Nelson, at vi fik vores første møde med de berygtede sandfluer, og pludselig forstår vi begge deres rygte. Der er tale om små bitte fluer, som suger blod, og skønt stikkene nærmest bare er en prik, kløer de som død og kridte! Bedste middel er at dække sig til, næstebedste trick er insektmiddel. Det bliver en lang sej kamp med de møgkræg.

Søndag 20. dec. begav vi os så til Motueka og Riwaka for at tilbringe natten inden vores store kajak-vandreenventyr i Abel Tasman Nationalpark. ’Eden’s Edge Backpacker Lodge’ hed hostellet, og et fantastisk sted. I skrivende stund er vi her igen, for at tilbringe juleaften, fordi vi synes, her er så skønt: ude på landet med udsigt til æbleplantage og bakker og en utrolig ro. Og når der er skyfrit, kan man opleve den smukkeste stjernehimmel (i praksis trækker man ’skærmen’ fra soltaget i Van Morrisson, og så kan man ligge i sin seng og beundre de 10.000vis af stjerner ;-)).
Vi havde dog et problem: Van Morrisson havde teet sig de sidste par dage ved at hoste, hver gang han fik gas. Åh, nej! Johannes forsøgte at udrede problemet med coaching fra Paul over telefonen, dog uden held. Da vi mandag kørte af sted til Marahau, hvorfra vi skulle sejle i kajak, ville han næsten ikke over bakken til vores begges bekymring. Nå, diverse bekymringer måtte vente, for nu skulle vores kajakeventyr til at begynde.

Sally var vores guide, og det viste sig faktisk, at vi fik hende helt for os selv. Hvilken luksus! Kort inden briefing kom vi pludselig i tanke om, hvorvidt vi havde husket at tage batteriet til kameraet med fra hostellet. Nej, det havde ingen af os tænkt på! Tilbage til Van, hente det andet kamera + lader samt håbe på, at der var batteri nok til den første dag. Virkelig ærgerligt at tage til Abel Tasman uden kamera. Og det var i øvrigt prikken over i’et på en kaotisk morgen. Om natten havde vi begge frosset meget for første gang – måske fordi vi havde glemt at lukke vinduerne...

Da vi først sad i vores to-mands-kajak midt på det turkise vand under en bagende sol med udsigt til regnskov, forsvandt alle vores bekymringer om Van, tændrør og kamerabatteri. Det her var noget af det mest fantastiske, vi havde prøvet (en super god julegave). OG helt vildt sjovt! Teknikken kom efterhånden, og vi fik ros af Sally. Første pause var på Coquille Bay, hvor Sally vartede os op med rigtig stempelkaffe (hurraaaa!) lavet over gasblus og kage. Imens kunne vi iagttage en løber, som mågerne tilsyneladende havde set sig sur på og derfor forsøgte at beskyde med diverse mågeklatter. Det lod ikke til, at han selv var bekendt med sin fejl, og jeg synes, han tog kampen fornuftigt op ved at kaste sand tilbage på de hidsige bæster. Der er nogen, der siger, at det bringer held at blive ramt af en fugleklat. Personligt tror jeg, at det blot er et forsøg på at vende en knapt så heldig hændelse til noget positivt.
Ud på vandet igen og ind i søbrisen, som stiller lidt højere krav til ens indsats. Forbi Adele Island for at hilse på sælerne og så ind til endnu en af bountystrandene for at spise frokost – Abel Tasman ser præcist ud, som man ser på postkortene! Det er ubeskriveligt. I frokostpausen oplevede vi desuden, hvordan 25 grader og solskin kan forvandles til kulde, når søbrisen tager fat i det våde tøj. Godt, at vi havde det rigtige hurtigttørrende Kiwi-outfit på!

Henad eftermiddagen nåede vi Anchorage, hvor vi skulle tilbringe natten på Aqua Packers – en båd, som lå lidt uden for stranden. Vi efterlod Sally og kajakken og indlogerede os i den nederste kahyt. Aftenen stod på barbeque og snak med de øvrige 20 gæster. Natten derimod blev lang og varm. Vi havde nemlig været så ’heldige’ at dele rum med en snorker (undskyld alle snorkere – jeg ved, I ikke gør det med vilje…), men jeg oplevede virkelig, hvordan urmennesket og de basale behov kom op i mig, og hvordan jeg havde lyst til at hoppe ned fra køjen og proppe en klud i munden på hende. Vi havde bare brug for at sove oven på dagens indsats!

Tirsdag stod den så på vandretur fra Anchorage til Onetahuti i alt ca. 4 timer (16 km). Vandreturen skulle være én af de lettere, og en god én at starte ud med. Vi erfarede, hvordan der skal arbejdes på formen, inden vi begiver os ud på Milford Track i marts, om end vi mødte folk, der havde det værre end os. Det var en flot tur, men kajakturen var nu det sjoveste. Fra Onetahuti hoppede vi på en vandtaxa tilbage til Marahau. Og der blev givet gas – fuldstændig som at køre i rutsjebane, hvorfor man bogstaveligt talt skulle holde på hat og briller. Og så var bountyeventyret overstået for nu. Planen var egentlig Golden Bay nordpå, men der var jo lige det dér batteri i Riwaka, som ventede på os samt en hostende Van. På vej tilbage til Eden’s Edge slog vi derfor et smut ind om en mekaniker og fik en tid dagen efter kl. 8. Oven på et par fantastiske dage nød vi grillet lam og Pinot Noir på terrassen i solskinnet. Det er faktisk ok at tilbringe julen langt væk, når det er på denne måde ;-).

Efter at Van havde tilbragt 6 timer under luppen hos den søde mekaniker onsdag, var han frisk. Et nyt tændrør, brændstoffilter samt et par småting. Det kunne have været meget værre (og kostet meget mere)! Van tog nu bakkerne som en drøm – nu var det pludselig den kvindelige chauffør, som blev udfordret. Det er sgu ikke lige sådan at køre i bakker, når man ikke er vant til det. En god co-driver var et stort plus og ned- og opgearingen blev bedre og bedre sving for sving. Vi landede på Farewell Gardens Camping i Poponga Port nordpå – dér, hvor hovedvejen sluttede. Undervejs et stop på Mussel Inn – et lokalt hippie-bryggeri og café in the middel of nowhere. Men fantastisk øl og dejligt sted.

I dag har vi så oplevet endnu et fantastisk sted: Wharariki Beach. En kæmpe kæmpe strand med sandklitter, klipper, Stillehavet og sæler. Som at være ved verdens ende. Vi var begge lamslåede af betagelse. Fra stranden kørte vi til Cape Farewell for at nyde endnu en storslået udsigt. Derfra endnu et stop på Mussel Inn for at spise frokost og få en øl. Og nu er vi tilbage på Eden’s Edge for at holde jul. Kokken er gået i køkkenet for at lave røde bøffer. Skønjomfruen står for desserten. I morgen begiver vi os ud på en lang køretur til Vestkysten og Greymouth for at besøge Glenys og Clarkys datter Kelly og holde jul med dem (herned er det først rigtig jul 25. dec.). Herefter står mulighederne åbne – vi ser, hvad lysten bringer.

Rigtig glædelig jul til jer alle her fra solen og varmen ;-)

PS. Fantastiske billeder af både Van og natur venter snarest...

Vi header mod syd...

En uge er gået, siden vi sidst ’bloggede’. Dagene i Auckland blev brugt på at slappe af og en middag hos Harry og Sally. Den familie er en sand fornøjelse, og jeg følte det som at komme ’hjem’, selvom jeg kun har boet der i 4 dage. Der blev grinet og spist god mad, og jeg blev inviteret til fremtidige middage, når jeg vender tilbage til Auckland. Johannes synes også, at de var herligt selskab.

Mandag forlod vi så det kæmpestore hostel og fugtige Auckland og fløj til Christchurch (forud for check in måtte vi ompakke vores tasker, så ingen tasker oversteg 25 kg. Vi checkede efterfølgende 3 tasker ind, hvoraf 2 var på præcis 25 kg. Man lærer efterhånden sine pakkemetoder og sin rygsæk ud og ind...). I Christchurch har vi siden ankomst boet hos Paul – en 52-årig virkelig spændende og utrolig flink mand, som vi har kontaktet via Couchsurfing (et internationalt forum på internettet, hvor folk stiller deres sofa til rådighed for folk som os, der rejser rundt). Paul hentede os i lufthavnen i sin gamle ford escort, som på hjemvejen swingede med Lou Reed i højtalerne - det var et godt tegn. Og der var såmænd gode mavefornemmelser og hyggesnak resten af aftenen. Den eneste udfordring var at skulle dele en enmandsseng…

Tirsdag begav vi os så mod bycentrum for at få Christchurch under huden. Vi besøgte igen igen igen et stort antal outdoorshops bl.a. for at finde et par vandrestøvler til mig. 25 par og utallige forskellige råd og strømper senere tog jeg den endelige beslutning. Så nu er vi snart ved at være udstyret til diverse vandre- og kajakeventyr.

Det var i øvrigt også denne dag, at vi tjekkede diverse backpacker bilmarkeder ud. Der var temmelig mange meget slidte biler, alle kørt omkring 300.000 km. Heldigvis havde Johs researchet på emnet (han er en ørn til dette...) og fundet en potentiel bil - en Toyota Townace fra 1995, kørt 105.000 km. Så vi hoppede på en bus ud til Rick, som solgte bilen. Den sorte varevogn var rigtig fin, og vi blev vist lidt forelskede. Senere forhørte vi os hos Paul, som tilfældigvis havde ret godt styr på biler, og vi fik ham til at kaste et blik på bilen dagen efter.
Om aftenen tog han os med på byen bedste irske pub, hvor der var den ugentlige jamsession. Fantastisk stemning, guinness og musik.

Onsdag stod den så på projekt bil, og efter Pauls vurdering, var vi ret sikre på, at det sorte lyn skulle blive vores nye firhjulede hjem. Vi aftalte derfor med Rick, at vi torsdag ville tage den til WoF (Warrent of Fitness – dvs. syn), og hvis den gik igennem, ville vi købe den – hvis ikke, skulle vi genforhandle. Bilen blev ikke godkendt, men det var småting, der skulle fikses. Desuden tilbød Rick at betale. I går fredag betalte vi så vores nye bil, synet og godkendt. Så nu er vi altså bilejere og diskutere pt. navne til kræget. Johannes stemmer for 'The Trout Seeker' - jeg går mere ind for 'Black Velvet'...der må derfor lige arbejdes lidt på sagen.

Dagene her i Christchurch har altså primært gået med praktiske ting og diverse indkøb. Men vi har også hygget en masse med Paul. At bo hos lokale giver virkelig ens rejse et anderledes perspektiv. Det er fantastisk at opleve NZ-lændernes utrolige gæstfrihed og samtidigt få spændende livshistorier. Det giver en masse perspektiver til ens eget liv. Paul har underholdt os med utallige historier om hans tid i Europa, om hans vandreture i bushen, om hans sejlture og om hans digte. Det har været fantastisk at bo hos ham! I dag kommer en ny couchsurfer, så vi har forladt Paul og hans to kælne katte for i stedet at flytte over hos Rick – altså ham, som har solgt os vores nye hjem på fire hjul. Rick er oprindeligt amerikaner, men er som mange andre faldet for NZ og bor her nu sammen med sin kone. Vi har derfor i skrivende stund installeret os i deres ekstra hus (ja, de har altså et ekstra hus til diverse gæster!), som vi har helt for os selv de kommende dage. Det er da luksus! Rick har netop smidt den største skinke, jeg nogensinde har set, i ovnen, til aftenens kommende middagsselskab. Nu er han gået i gang med at lave ferskentærten - han siger, at det er nemt at lave mørdej i 25 graders varme ;-).

Imorgen har Paul tilbudt os en sejltur i hans båd, som ligger i Akaroa lidt uden for Christchurch. Det har vi naturligvis sagt ja til! Mandag satser vi så på, at alt papirarbejdet er i orden med bilen, så vi kan begive os nord på mod Marlborough-vinområdet og derfra til Abel Tasman Nationalpark for at sejle i kajak og vandre.

En ny form for rejse ligger forude, og vi glæder os til at 'hit the road'.

PS. Der er snart nye billeder...

Hej Allesammen,

Så er Johannes vel ankommet til Auckland. Flyveturen var lang, meget lang. Mødte nogle meget flinke mennesker på turen. Bla. Caroline, som sælger Allpress kaffe, NZ luksuskaffe, til cafeer og restauranter. Hun anbefalede en masse gode kaffesteder, som vi nu har besøgt. Lige uden for lufthavnen er der en gammel campingvogn i metal (american style), som sælger hendes kaffe. Her gav hun os en kop kaffe. Dette var mit (Johannes) første møde med kiwiernes venlighed og gæstfrihed. Der er en utrolig behagelig og venlig omgang mellem mennesker her i Auckland. En stemning man ikke oplever i København, men mindre man er på værtshus, hvor alkoholen gør sit til at få snakken i gang.

I går regnede det hele dagen, eller det stod ned i tove hele dagen. Vi trodsede dog vejrguderne og begav os på byvandring til to bydele, vi havde fået anbefalet af nogle lokale. Efter 30-45 minutters gang var vi helt gennemblødte, og vi fandt en hyggelig tapasbar (se billederne). Baren var ejet af nogle franskmænd, som serverede simpel lækker mad og ditto vine. Herefter gik vi frysende på indkøb. Fedt supermarked med flot vinafdeling, frisk fisk osv.. Vi tog en taxa hjem og sprang i varmt bad.

Hostel´et vi bor på er ikke så charmerende, men ligger meget centralt, og det er rart at have eget værelse. Mandag flyver vi til Christchurch, hvor vi skal bo hos en lokal, som vi har fundet gennem Couchsurfing (CS). Her regner vi med at finde en campervan, som kan tage os på eventyr.

På søndag skal vi til middag hos Sally og Hamish, som Dorthe boede hos de første par dage i NZ.

Nu skal vi på endnu en byvandring. Denne gang til Parnell og Newmarket.

Mange julehilsener,

Dorthe og Johannes

Fra maorier til Windy Welly

Så er der update - laaaaang update. Det er lykkedes mig at lave kludder i mine billeder, så det skal jeg lige have løst, inden jeg kan uploade flere. Der er ellers et hav at uploade. Siden sidste update har jeg erfaret, at trådløst internet og mobilnet ikke er en selvfølge i NZ. Se, man bliver så klog. Og så vil jeg såmænd ønske jer alle glædelig 1. dec. – det gik lige op for mig idag, at vi nu er i julemåneden, da to sydamerikanere ville have mig til at synge en julesang for dem ;-).

------

Fredag 20. nov. tog jeg fra Napier til Hastings for et par timer for at besøge Kahurangi Maori Dance Theatre-performance school. Jeg havde kun kort varslet mit visit og vidste, at der var risiko for, at de ikke havde tid – og det var tilfældet. Så jeg håber på at få en aftale i hus i februar, når jeg er færdig med summer schoolen. Hastings var forfærdelig og helt modsat Napier. Grim, ucharmerende og industriel (og gangster-agtig har jeg sidenhen hørt). Fra Hastings hoppede jeg på bussen igen for at drage til Palmerston North. Jeg havde egentlig regnet med at overnatte i Dannevirke, men efter at have købt busbilletten dertil opdagede jeg, at der faktisk ikke var nogen hostels...bommelom bom bom...Så plan B blev Palmerston North, hvor jeg tilbragte natten på ’Grama’s place’ (og det var skam selveste mormor, der hentede mig og bød mig velkommen). Lørdag morgen blev jeg så hentet af Clarky (en bekendt af min far fra hans unge dage) og fragtet til Opaki, som er et lille område 9 km fra Masterton.

Clarky og Glenys hjem var rigtig rart (og rent!) at komme til, og en diametral modsætning til den ’zoologiske have’ i Putorino. Dog erfarede jeg igen, at det ville have været rart med en bil, idet ingen busser gik forbi deres hus. Så jeg følte mig meget afhængig af Clarky og Glenys, og det havde jeg det lidt skidt med, fordi jeg faktisk kom med ganske kort varsel. Det synes dog ikke at være noget problem overhovedet – dejligt! Opaki er omgivet af vinmarker, så et par smagsprøver rundt omkring var et must i løbet af mine 5 dage i Opaki. Tirsdag smurte vi madpakker og kørte til en nedlagt damplokomotiv-jernbane nær Featherston. Jernbanen blev nedlagt i 1955, og alle skinner er fjernet, men man kan nu gå ruten i stedet for - en utroligt smuk og fredfyldt vandretur opad bakke blandt fuglesang, rislende bække og busskads. Første stop var Cross Creek og herfra til toppen Summit og så samme vej tilbage igen. I alt 16 km, hvoraf en del af ruten bestod af 3 uoplyste tunneller – virkelig grænseoverskridende at bevæge sig ind i det kolde mørke med kun en svag lommelygte som guide. OG ikke mindst frygtindgydende, når Clarky går og joker med, om han mon en dag finder et menneske i en af krogene – altså et ikke-længere levende menneske! Jeg sagde ikke så meget på det tidspunkt…
Clarky var desuden meget opsat på at sætte mig i forbindelse med nogle vaskeægte Maorier, og han gjorde virkelig et stort stykke arbejde. Det resulterede i, at jeg onsdag kom til at tale med Mr. Rimini fra ’Rangitane O Wairarapa Inc. Mandated Iwi Authority’ – altså en enhed, som tager sig af Maorianlæggender i området (’iwi’ betyder stamme og ’Rangitane’ er den stamme, som hører til området). Mr. Rimini kunne fortælle utroligt mange spændende historier fra hans arbejde med ’geneaology’ - at klarlægge Rangitane-stammen. Derudover tager han ud til fundne Maori-grave for at sætte den afdødes sjæl fri vha. bøn. Hvis ikke man gør det, vil personen, som finder graven, rammes af ulykke. I Maorikulturen begraver man folk, hvor de dør, så der er altså mange grave over det hele. Jeg fik mange frygtindgydende historier, om folk som havde ignoreret gravene., og måske er jeg naiv, men det lader altså til, at der er mere mellem himmel og jord, end man tror. Jeg blev i hvert fald dybt fascineret af deres stærke spirituelle tro og forsøgte at grifle så meget, jeg kunne. Da jeg havde hørt historier i halvanden time, fik jeg mulighed for at tale med hans nevø M. Kawana, som komponerer Maori musik. Det var jo guld værd! og derfor måtte Kawana besvare et hav af spørgsmål fra mig. Han tog det skam pænt og gav mig tilmed et par af hans numre med. Det var virkelig interessant, og skønt der var mange ting, jeg ikke helt forstod, fordi meget af denne kultur stadig er ny for mig, så fik jeg alligevel en masse ud af det. Og jeg takkede og takkede for deres store hjælp. Efter besøget hos de flinke herrer, havde Clarky så arrangeret, at jeg kunne overvære en Kapa Haka-time på den lokale Fernridge School. Børnene var 7-10 år vil jeg skyde på, og havde et utroligt engagement i at synge og danse. Jeg fik en bog som gave og deltog også i de fysiske udfoldelser til stor glæde for børnene. Det var så sjovt. Og helt sikkert brugbart. Og tankerne om et mere præcist fokus er nu for alvor sat i værk.

Torsdag 26. nov. takkede jeg så af i Opaki og drog til Wellington med toget for at tilbringe de næste 4-5 dage. Solen var igen højt på himlen og temperaturen omkring 20-23 grader. Ah! (jeg sender så mange solstråler hjem til jer, som jeg kan). Mit hostel lå for enden af en stejl bakke, og det var sgu hårdt at bevæge sig op med 20 kg på ryggen, 8 kg på maven og et par kilo over skulderen. Jeg må sgu da få gode benmuskler af at vandre rundt med den rygsæk (diverse buschauffører undrer sig fortsat over, hvad de backpackere dog kommer i deres rygsække!). Derefter ud i solen med mig for at suge Wellington til mig. Igennem byen og Civil Square, ned langs havnefronten og rundt om det kæmpe mæssige Te Papa-museum. Det største museum, jeg nogensinde har set, og hvor jeg endte med at tilbringe 2 dage. Derfra til Cable Car (som er så berømt for de 5 min. det tager at køre op ad bjerget/bakken!?!) for at blive fragtet op til Botanic Gardens og en fantastisk udsigt på toppen. Ned igen til Thorndon for at betragte de gamle bygninger fra de første ’settlers’. Og på vej tilbage til hostellet ind i et af de kæmpestore supermarkeder for at handle ind til aftensmad. Jeg kan bruge laaaaang tid på at handle ind, for der er simpelthen så mange varer at kigge på. Så på en eller anden måde er der altså gået lidt sport i at handle ind og noget, jeg ser frem til. Sådan har vi jo hver især vores særheder.
Under mit visit i Wellington nåede jeg desuden til Karori Wildlife Sanctuary et par kilometer udenfor byen. Her forsøger man at bevare så meget original vegetation og dyreliv som muligt (Jytte og Birger – I ville have eeeeelsket alle de fugle, der var). Jeg var ret nervøs for at fare vild i det kæmpe kæmpe område og således ikke være ude inden portene blev låst kl. 17. Men det skete heldigvis ikke. Til gengæld forandrede vejret sig til at blive meget vindigt og regnfuldt – der er en årsag til, at de kalder byen for ’Windy Welly’. Og nu skulle jeg så komme med den logiske forklaring på dette jf. vindforhold, placering i stillehavet osv., men det må I lige selv følge op på. Der er nemlig en forklaring på ’Windy Welly’. Søndag var det så solskin og varmt igen – fantastisk! Så jeg gik op til Mt. Victoria og nød udsigten over byen.

Så var det tid til at vende næsen tilbage til Auckland. Mandag stod den derfor på 11,5 times bustur med et par stop undervejs. Det gik temmelig smertefrit, og da jeg kom til Auckland var det varmt og meget fugtigt. Det er simpelthen så fascinerende så vekslende klimaet er (her skulle den logiske forklaring være på sin plads igen…). Så efter at have frosset et par dage i ’Windy Welly’ svedte jeg pludselig som et s…

Mit hjem er nu det største hostel i byen, Auckland Central Base, et meget upersonligt og u-hyggeligt hostel, men eftersom Johs og jeg har booket 3 nætter her efter hans ankomst, valgte jeg det upersonlige frem for at skulle pakke ud, pakke ned og flytte igen igen igen, inden han kommer på torsdag. Jeg har brugt dagen i dag på at ordne det sidste på universitetet ift. summer schoolen og leder pt. efter en lejlighed til jan-feb. Det bliver SÅ spændende det hele, og jeg glæder mig rigtig meget.

Torsdag henter jeg Johs i lufthavnen ;-) ;-) ;-). Han er i skrivende stund ved at checke ind i Kbh.

Jeg var i øvrigt ved at klæde en ung gut af idag, da jeg skulle veksle en 5$-seddel til mønter, fordi jeg spurgte: 'Can you change?'. Ha ha...jeg blev vist lidt forlegen, og han fik sig en griner.

PS. Jeg har også set min første All Blacks (det nz-rugby-landshold)-kamp på tv. Det ligner jo nærmest bare en stor slåskamp, når de spiller - siger sport-dummi-Dorthe. Men jeg kunne nu godt tænke mig at opleve en kamp live - det skulle være en oplevelse. Bl.a. fordi de danser en Maori-haka inden kampstart for at 'skræmme fjenden'.

In the middle of nowhere

Fredag 13. nov. forlod jeg Rotorua til fordel for Napier. En 3 timers bustur med bløde grønne hobbitbakker som udsigt. Jeg kan faktisk utrolig godt lide disse busture, fordi man bare kan sidde og nyde og tænke over alt det, man har oplevet hidtil. Forud for min bustur havde jeg en rigtig sjov oplevelse i Rotorua-centrum, idet en ældre Maori henvendte sig til mig. Først var jeg skeptisk – troede han var en slesk gammel mand (hvor man dog dømmer hurtigt!) – men han viste sig at være fyldt med guldkorn og interessante historier om Maorikulturen, herunder problematikken med regeringen og hvem, der ejer/har ret til hvad. Jeg fortalte ham, at jeg var ret interesseret i Maorikulturen og udspurgte ham om traditionerne, musikken m.m. Jeg endte faktisk med at spørge ham, om jeg måtte få hans email-adresse, hvis jeg havde fremtidige spørgsmål. Desværre havde han ikke en sådan. I alt 20 min.s guldgrube og sådan en oplevelse, der bekræfter én i det fantastiske i at rejse. Hvor var det dog heldigt, at jeg lige sad på den bænk på det tidspunkt!

Napier er en fantastisk by i Art Deco-stil, som ligger helt ned til vandet. Meget flottere end Rotorua efter min mening. Efter ankomst checkede jeg ind på Wally’s Backpackers Hostel, som også var fyldt med tyskere om end en del yngre ift. Funky Green i Rotorua. Jeg – og tyskerne selv – undrer mig over, hvorfor der er så mange tyskere. Det må virkelig være populært at tage til NZ, når man er tysker – og søge arbejde. Måske derfor er det svært for dem alle at finde arbejde. På disse hostels hører man nærmest mere tysk end engelsk. Hidtil har jeg til forskel kun mødt 2 danskere.

Lørdag havde jeg en formiddag, inden jeg skulle med bussen til Putorino. Jeg gik derfor på opdagelse i Napier bl.a. til Bluff Hill Lookout, hvor man har udsigt over hele Hawkes Bay. Fantastisk smukt (ikke mindst pga. højt solskin). Nåede også en slentretur ad Marine Parade, hvor man kan se en Maori-pendant til Kbh’s Den lille Havfrue, idet Pania of the Reef også er blevet halshugget et par gange.

Kl. 13.15 gik turen så til Putorino og allerede da jeg steg på bussen, fik jeg fornemmelsen af, at jeg var på vej ud i ingenting, idet buschaffeuren undrede sig over, at jeg skulle af dér: ”No one ever gets of there – what are you going to do there?!?” Og det fortsatte efter afgang, hvor han informerede de andre passagerer om, at vi altså i dag stoppede i Putorino, fordi der faktisk var en passager, der skulle af!

Jeg stod af foran Waikare Hotel – det eneste ’offentlige’ sted i Putorino, som kun har 30-40 indbyggere. Her blev jeg hentet af Hans, som sammen med Sandy ejer den lille vingård, jeg skulle være på. En flink mand, som immigrerede til NZ fra Holland for 23 år siden. I mit møde med NZ’erne er første spørgsmål efterhånden det samme; hvordan man udtaler mit navn. Efterhånden har jeg hørt forskellige variationer. I Putorino hed jeg ’Dot’ eller ’Dottie’. Fint fint med mig - kært barn har jo mange navne, som man siger ;-). I øvrigt fik jeg ros for mit engelsk igen-igen-igen.

Vingården ’Putorino Estate’ er også en hundekennel for Rhodesian Ridgeback pt. med 18 hundehvalpe samt en masse andre dyr. I flæng kan nævnes lammet Rose, katten Carrot, hyrdehunden Joe, som er bange for får!?!, og derfor nu bare lever livet som lalleglad entertainer, hønsene, kalven m.fl. Alle dyr reddet fra en eller anden skæbne. I baghaven ligger Waikare River neden for den stejle skrænt. Landskabet er utrolig smukt og op ad de bløde bakker græsser et utal af får, køer og vilde geder.

Jeg var forberedt på at arbejde for min føde og min seng, men efter at have været her blot en dag, indså jeg, at den Putorinoiske arbejdsmoral var noget anderledes end frøken Klarskovs. Nej, her tager man det stille og roligt og i øvrigt afhænger dagens arbejde også af vejret. Det var som om, tiden stod stille der. Så min første dag slog jeg græs (far, du ville have været stolt af mig…) og fejede blade. Det blæste for meget til at være i vinmarken. Hans var i øvrigt meget imponeret over, at jeg kendte til 4 ud af 5 slags af de druer, han laver vin på (Malbec, Multipulciano, Cabernet-Sauvignon, Shiraz – Johs, noget af alt det, du har fortalt mig, har altså sat sig fast). Det er hans første produktion i år, så jeg fik ikke mulighed for at smage hans vin (for vinnørderne er sidste druesort Grenache). Dag 2 kørte jeg med Sandy til Wairoa for at aflevere skrald – det skal man selv sørge for at aflevere og betale for herude på landet. Wairoa er nærmeste ’store’ by og ligger 50 mins kørsel herfra. Så nu har jeg også set Wairoa – ikke nogen imponerende oplevelse. Det var i øvrigt min maddag, så om aftenen kokkerede jeg hakkebøffer med bløde løg, hvilket faldt i god jord. Dansk mad var et krav, og jo ellers en ting, jeg ikke gør det så meget i, men det endte ok.

3. dag fik jeg så min debut i vinmarken, da jeg skulle hjælpe til med at klipse vingrenene på espalierene under solens bagene stråler. Det var sjovt, synes jeg. Så nu har jeg i hvert fald givet good vibes til den vinproduktion. Dag 4 stod den på bilvask, og det var tiltrængt! Så følte jeg da, at mit arbejde gav mening.

Det har helt sikkert været en oplevelse at være der, men alt for stille og roligt for mig (derudover var der lidt for mange smøger og øl i løbet af dagen til mig...). Byen kunne udforskes på 10 min., og så var der ligesom ikke så meget mere. Så jeg kedede mig faktisk – meget. Og jeg ved, at det er fint at kede sig af og til, men jeg glædede mig også til at komme videre dvs. tilbage til Napier (hvor jeg er i skrivende stund) og derfra sydpå til Clarky tæt på Masterton. Så næste gang jeg skal bruge mit working holiday visa, skal det være i et noget mere spændende område evt. efter vi har købt en bil, så man har mulighed for at opleve noget efter dagens arbejde.

Opdatering slut. Kan som bonus fortælle, at min ESTA-registering nu er godkendt. Bedre sent end aldrig og lidt i den forkerte rækkefølge ;-).