Maori Mekka

Jeg er i et mekka (og Johannes er i sit mekka…); omgivet af viden, inspiration, spændende mennesker og en helt anderledes kultur; maorikultur, som jeg gang på gang forsøger at forstå. Jeg har lyst til at blive her i uendelighed, lære alt det, der læres kan, men jeg har som feltarbejder indset den væsentligste kendsgerning – at selvom motivation og engagement er tilstede i mødet med en fremmed kultur, så vil jeg aldrig kunne blive en del af den. Jeg kan forsøge, men jeg vil aldrig 100% kunne forstå maorikultur. For jeg har min egen kultur, som har formet mig.

Men taget alt dette i betragtning har jeg virkelig lært meget, siden jeg kom tilbage til Auckland, herunder mødt utroligt mange søde og snaksalige personer, som har delt deres livshistorier, oplevelser, opfattelser med mig. Det er fantastisk! Summer school-kurset har været utroligt spændende om end svært, når man først og fremmest ikke er fra New Zealand, hvorfor alt information er ny. Dernæst har jeg kæmpet med at kende forskel på diverse Maoritermer, og det er svært: at kende forskel på ord, hvis basis er 10 konsonanter (p, t, k, m, n, ng, r, w, wh og h) og 5 vokaler (i, e, a, o, u). Tag nu for eksempel whaikorero (som betyder en tale, der efterfølger en formel velkomst) og whakairo (som betyder billedudskæring). Og så prøv at huske det udenad! Derudover at skulle kapere 30-40 siders læsning i sit hoved og lige huske OG forstå det meste fra undervisningsgang til undervisningsgang. Jeg er udfordret! Men det er så spændende, og jeg takker mig selv for, at jeg gjorde alt benarbejdet for at kunne tage dette kursus. Desuden har ordet ’speciale’ fået en helt ny positiv mening. Gid denne følelse varer ved indtil december.

I dag var sidste undervisningsgang og blot 21 dage + to tests, siden jeg startede. Jeg føler mig flov over at være europæer efter at have erfaret, hvor forfærdelig kolonisering er for de mennesker, den går ud over. Og det værste er, at kampen faktisk stadig kæmpes. I Maorikredse omtales den nuværende regering stadig som ’the Crown’, altså den term, som refererede til den regerende engelske dronning, da Kaptajn Cook gik i land i NZ i 1769. Det er ret interessant. Jeg kunne nævne adskillige andre bemærkelsesværdige og skræmmende eksempler på koloniseringens påvirkning selv den dag i dag, men jeg vil spare jer.
Januar måned er fløjet – også fordi jeg udover forberedelse til kurset, har forsøgt at skaffe mig kontakter, researchet m.m., så jeg har en masse materiale at bringe med mig hjem. Jeg glæder mig hver dag, til jeg skal på universitet og blive klogere, finde ud af ting og snakke med flere mennesker. Jeg har interviewet Candy – en af mine Maori-medstuderende og fået hende til at synge en Maoribørnesang for mig og min optager; min underviser, Te Aroha (som betyder kærlighed – tænk, at hedde ’kærlighed’ - det er da smukt!), som også er Maori, og som har hjulpet mig videre til andre kontakter. Og i går kom jeg så ganske tilfældigt til at overhøre nogle af mine amerikanske medstuderende snakke om, at de senere på dagen skulle til kapa haka-time (alias sang- og dans. Den ’performance’ man oplever, når man besøger diverse Maori-turist-tilbud). ”Om de mente, at jeg kunne deltage også? For jeg var virkelig interesseret i Maorimusikken”. ”Just come along, no one will notice you, otherwise we’ll talk to our teacher – it shouldn’t be a problem”. Det var to fantastiske timer – simpelthen så sjovt, og jeg gik hjem med to indlærte Maori waiatas (sange), nye bevægelser og en masse indtryk OG en plan for de næste undervisningsgange. Vores underviser er en af de Maorier, der optræder på Museum of Auckland – altså den optræden, jeg så i november. Jeg må derhen igen – er sikker på, at jeg nu har en anden oplevelse.

Tænk, hvad tilfældighedernes spil kan gøre. Før jeg kom tilbage til Auckland, tænkte jeg faktisk, at det ville være sjovt at deltage i en kapa haka-gruppe for at prøve det rent praktisk. Og nu lykkedes det altså. I øvrigt vil jeg lige knytte en sidebemærkning hertil. For det viste sig faktisk, at de amerikanske studerendes lærer (som også er amerikaner og er med holdet for at holde styr på dem – tror jeg), havde været gift med en dansk kvinde og har en datter, som bor på Østerbro! Verden er lille, siger jeg bare…

Næste projekt ift. feltarbejdet er at opleve fejringen af Waitangi Day 6. Feb – den vigtigste dag i NZ – dagen (1840), hvor Maori-høvdingerne og briterne underskrev den traktat, som stadig den dag i dag diskuteres. Jeg ville faktisk gerne til Waitangi, men det er 3-4 timers kørsel fra Auckland, så jeg tror, jeg prøver at finde noget i Auckland. I morgen vil jeg høre en af mine andre undervisere, som kommer fra Ngati Whatua-stammen her i Auckland, om der er mulighed for, at jeg kan komme til deres marae (det mest centrale mødested for hver stamme). Det ville være helt ubeskriveligt, hvis jeg faktisk fik mulighed for det. Men nu må vi se. Derudover tager jeg mandag bussen til Hastings for at overnatte til tirsdag, hvor jeg skal lave et interview med en ret kendt (åbenbart) og utrolig travl komponist, som vist er ved at være lidt træt af de mange emails og tlf.opkald fra den danske pige, som så gerne vil have et interview med ham. Så nu har han presset mig ind, og jeg har været ude at købe en flot H.C. Andersen eventyr-samling til ham, som tak for at han vil dele noget af sin kultur med mig. Det bliver spændende.

Nok om Maori (I kan se på min lange beskrivelse, hvor entusiastisk jeg er ;-)). Livet på 15, Ardmore Rd. – mit hjem – er også en stor fornøjelse. Der er altid mennesker at snakke med, hænge ud med, tage på tur med. F.eks. er det blevet en tradition, at Freddy og jeg følges til uni indbefattende et smut omkring ’Hollywood Espresso’ på vejen for at købe den daglige kop kaffe og få den gratis medfølgende muffin.

For et par weekender siden var jeg på Piha Beach – en af de strande med sort sand. Virkelig mærkeligt. Og så var der store bølger og sindsygt meget understrøm. Kære hav – jeg har virkelig respekt for dig! (der var livreddere, og det var tilladt at bade – bare så nogen ikke bekymrer sig). Sidste weekend oplevede jeg så nattelivet i Ponsonby, som er ’mit’ område, da jeg tog ud og drak øl med gutterne. Utroligt sjovt var det, og utroligt sent blev det. Så udflugten til vulkanøen Rangitoto dagen efter blev udskudt til fordel for en biograftur og ’Sherlock Holmes’ (kan anbefales). I den kommende weekend drager jeg på roadtrip med Annbelle (mellemste datter i Spencer-familien, som jo var mit allerførste hjem i NZ) og et par af hendes venner. Det skal nok blive sjovt og helt sikkert meget tøse-fnidder-agtigt. Vi kører til New Plymouth og Mt. Taranaki (eller Mt. Egmont, som englænderne har døbt det). Måske vandrer vi op på det, men Freddy (som er øvet hiker) siger, at det er en hård og krævende tur - jeg satser ikke på toppen, men man kan jo altid gå noget af turen.

Så jeg smiler! Går rundt i Auckland, føler mig hjemme og tænker: livet er sgu da fantastisk. Snart er 3 måneder gået, og så mange ting er sket. Og det bedste er, at der er ligeså mange ting forude.

Det blev en ret lang update – om mig ;-). Jeg taler med Johannes hver gang, han er uden for bushen og har signal. Han har det godt og fanger nu fisk. I skal prøve at tjekke hans blog ud (http://flyfishwithjohs.blogspot.com) og se de smukke billeder. F.eks. af den fisk, som han har dedikeret til mig. Det er da kærlighed ;-).

Jeg sender hermed en masse solskin og lys hjem til jer alle og tænker, at det da vist er den perfekte timing, vi har valgt at rejse om på den anden side af jorden på.

PS. Man siger så tit, at scandinavierne er vikinger. Jeg vil vove at påstå, at kiwi'erne fortjener den titel mere end os. For det første er deres huse ikke isoleret, og der er IKKE radiatorer i rummene - højst en flytbar lille radiator, som du kan sætte i stikkontakten (men disse bruges selvfølgelig ikke om sommeren). I praksis betyder det, at der er utrolig koldt indenfor, man klæder sig godt på, drager afsted på uni, i byen eller lignende og kommer til at svede, fordi man har taget for meget tøj på. Dernæst elsker de aircondition. Efter to timers forelæsning siddende under en kuldeblæser og med en rumtemperatur på max 18 grader, vil jeg skyde på, bliver man altså en kold skid, for derefter at gå ud i solen og varmen og komme til at svede som en gris. Det kan da ikke være særligt sundt. Godt, at man har jernhelbred - jeg er (7-9-13) endnu ikke blevet slået ud af denne helbredsmæssige udfordring.

Første skoledag

Efter at have fejret et stille og roligt nytår i Christchurch skiltes vi 2. januar for 6 uger. Johannes blev kørt til Blenheim af Lynn og Rick (som skulle videre nordpå for at aflevere Lucas’ støvler, fordi han havde glemt dem. Store hjerter, siger jeg bare, sådan at begive sig ud på en 7 timers køretur for et par støvler!). Johannes skulle mødes med fiskebumsen Jesse (citat Johannes), og jeg skulle tilbage til Auckland for at starte i skole.

Det var en omvæltning at komme tilbage til Auckland og pludselig være på egen hånd igen. Men efter et par dage havde jeg vænnet mig til det. Første projekt var at finde et sted at bo, og jeg var ude at se på forskellige steder. Først hos én, som var virkelig desperat for at komme af med værelset, så han næsten ville gå med til hver en pris. Jeg blev skeptisk, og desuden lå huset i et ret øde område. Så jeg endte med at sige ja tak til et værelse i Ponsonby om end lejen var lidt højere end planlagt. Denne gang kom mavefornemmelse altså i første række (og jeg takker SU-styrelsen for, at de nu igen sætter penge ind på min konto og bidrager til mit sommer-kursus). Huset ligger på 15, Ardmore Rd., Herne Bay, 1011 Auckland (man ved jo aldrig, om nogen skulle få brug for adressen…) i et rart område med 10 min. i bus til centrum. Vi bor i alt ca. 20 unge af forskellig nationalitet i to etager. Fra vores køkken kan man stå og betragte solnedgangen over vandet, og i den lille have er en stor terrasse, som er yderst velegnet til diverse barbeques. Onsdag 6. Januar flyttede jeg så ind i mit nye hjem for 6 uger. Fantastisk at have sit eget værelse med en kæmpeseng (åh, hvor har jeg sovet længe). Onsdag var også min første skoledag, og mødet med de 84 andre studerende. Jeg gik derfra med endnu en god fornemmelse – det skulle nok give mig viden. Men da jeg skulle købe den obligatoriske litteratur, erfarede jeg, at selvom man er på den anden side af jorden og i et helt andet land, så kan uni også være utjekket. For selvfølgelig var bogen udsolgt – der var ikke lige nogen, der havde regnet med, at holdet var SÅ stort!?%#! Jeg fatter ikke, det kan være så svært at finde antallet af tilmeldinger, men det kan det åbenbart og er således et verdensomspændende problem. Godt, at man har gået på uni i 6,5 år, så man kender til alternative steder at skaffe litteraturen. Så inden dagen var omme, havde jeg mig en udgave af bogen + et lånerkort til Aucklands offentlige biblioteker.

Torsdag talte jeg med Johannes – han var kommet tilbage fra bushen til civilisationen og havde således fået mobilnetværk igen. Han havde også fået sig nogle oplevelser bl.a. med sandfluer en masse og med en helt ny madkultur i form af pasta med ketchup. ”Ikke ligefrem sådan vi to har levet den sidste måned” (citat Hr. Pagh), og jeg forestiller mig, hvordan han har måttet gå på kompromis med sine smagsløg og gourmet-viden derude midt i ingenting. Der var desuden ingen melding om fisk endnu. Johannes har i øvrigt sin egen fiskeblog: www.flyfishwithjohs.blogspot.com for dem, der vil se fiskebilleder og høre historier.

Kurset i Maori society er som sagt rigtig interessant og givtigt, men jeg oplever også, hvordan sproget til tider kan være en barriere. Skønt jeg forstår stort set det hele (nogle gange tager jeg faktisk mig selv i at tænke på engelsk), går det af og til enormt stærkt, og så er der ikke så meget tid til at tænke efter. På torsdag har vi vores første prøve, som er en del af eksamen. Det er rart at tænke på, at jeg ikke nødvendigvis behøver at bestå den prøve – jeg skal jo ’bare’ suge viden til mig og har ingen forpligtelser ift. meritoverførsel osv. overfor universitet i Kbh. Så jeg tager det hele som en oplevelse. Jeg håber desuden på, at jeg snarest skal et smut til Hastings og lave et interview med en Maori-komponist.

Jeg synes, det er fantastisk at bo i Auckland – lidt som man ser i filmene ;-). Der er så meget nyt at opleve, finde ud af og se hele tiden, og det kan jeg godt lide. Det er sjovt at prøve at have et hjem i en helt anden verden, bogstavelig talt. Tanken har faktisk strejfet mig, at det er ærgerligt kun at skulle være her 6 uger, men på den anden side er det måske godt at stoppe mens legen er god, ligesom jeg gerne vil opleve alt det øvrige planlagte på denne rejse.

Efter jeg er kommet tilbage til Auckland, er det som om, at de sidste to måneder har bundfældet sig. Der er sket meget, men tiden er også fløjet. Én ting, jeg har tænkt rigtig meget på, er, hvor lærerigt det er at rejse – pludselig at se sin egen lille eksistens i et helt andet perspektiv. Og man bliver afhængig af det. Så jeg er ikke i tvivl om, at denne rejse er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort – og hvis jeg kender Johannes ret, så er han uden tvivl enig.

Hermed en sending sol og varme hjem til jer i DK.

Godt nytår

Vi er landet hos Rick og Lynn i Christchurch igen. Da vi drejede ned ad Proctor Street, føltes det som om, vi var kommet hjem ;-). 'Hotel Vandertie' husede allerede en familie i det andet hus + 3 amerikanere - Jesse, Carolyn og Lucas - i deres eget. Så vi nåede lige at hilse på dem og udveksle oplevelser, inden de begav sig nordpå. Jesse og Lucas er begge inkarnerede fluefiskere, og Johannes aftalte at mødes med Jesse 2. januar i Blenheim for at drage på fiskejagt i en uge, inden Johannes skal mødes med to andre inkarnerede fluefiskere fra Finland. Jeg er begyndt at tro på kærlighed ved første blik - i hvert fald når man sætter et par hidtil fremmede fluefiskere i samme stue. Johannes glæder sig til at komme i gang med fiskeriet - undertegnede er nok ikke den sjoveste fiskemakker (fx. er der lige det dér med tålmodigheden...). Jeg bliver hos Rick og Lynn til 3. januar, hvor jeg så flyver til Auckland. De første par dage skal jeg forsøge at finde en lejlighed, men jeg har allerede et par forespørgsler ude, så det skal nok gå. Jeg har booket et hostel de første nætter, så ingen skal bekymre sig over, at jeg ikke har et sted og sove.

Vi tilbragte 25.-30. dec hos Kelly i Marsden 15 km. fra Greymouth, og her oplevede vi, hvordan det regner på Vestkysten - som man hele tiden hører. Kelly bor alene med sin hund, et par får og høns i et stort hus ude på landet. Jeg sagde til hende, at der altså ikke er mange 26-årige piger i DK, som bor alene midt ude i ingenting. Clarky og Glenys var også logerende under vores ophold, og de havde julegaver med til os. Så kom julefølelsen alligevel lidt frem.

2. juledag begav vi os så længere ud i ingenting. Johs havde fundet en elv, som han gerne ville give sig i kast med. Han skulle kontakte de lokale i området for at få tilladelse til at fiske, og det viste sig, at elven lå midt i et lille kristent samfund 'Gloriavale Christian Community'. Vi vil begge våge at påstå, at mødet med dette samfund er den mest mærkværdige oplevelse, vi begge har haft nogensinde. Vi kørte 35 km ud af en sidevej fra hovedvejen og kom til en dal med et par farme hist og her. Kvinderne i lange blå kjoler med tørklæde om håret, mændene i blåt arbejds-lignende-tøj. Vi meldte vores ankomst på hovedkontoret og skrev os ind i bogen. Vi skulle komme tilbage og skrive os ud, når vi forlod området (af sikkerhedsmæssige årsager - så de ved, at man ikke er faret vild eller faldet i elven). Disse mennesker lever puritansk og afskåret fra omverdenen, har ikke TV, radio eller aviser og er primært selvforsynende. De giftes som unge i arrangerede ægteskaber og får så en masse børn. Det føltes som at træde ind i en amerikansk film fra 1800-tallet a la Det lille hus på prærien. Og samtidigt var der små indikationer på, at de alligevel levede i år 2009 f.eks. var der en masse fladskærme og andre kommunikationsmedier på kontoret, som bruges i forretningsøjemed. Da vi kørte derfra (uden fisk og igen i regnvejr), var der idrætsaktiviteter på græsplænen - cricket og volleyball-kampe iført samme beklædning. Kelly fortalte senere, at kvinderne også svømmer i disse kjoler! Jeg har aldrig oplevet et så anderledes sted før, og jeg var glad for, at jeg var taget med fiskeren derud.

Søndag var det så min tur til at vælge dagens program, så vi kørte til Westport for at stoppe ved Punakaiki og Pancake Rocks på vejen. Det var et hæsligt vejr med regnvejr og tyk tåge. Desuden sagde Van igen en mærkelig lyd! Nå, vi drog afsted og tog det som en udfordring. Pancake Rocks er klipper, der - som navnet antyder - ligner stablede pandekager. Imellem dem er de såkaldte 'Blowholes', som kommer bedst til udtryk ved højvande. Skønt vi ankom ved lavvande, fik vi alligevel et indtryk af fænomenet. Bølgerne kommer med enorm hastighed og kastes op mod klipperne, så vandet kommer ind i hullerne og sprøjter op i luften. Jeg var glad for at have set endnu et af NZs højdepunkter.

Fra Punakaiki kørte vi videre i tågen langs vandet til Westport, og efter ankomst til en øde og knapt så charmerende lille by, gik det op for os, at her i NZ er det mere køreturen frem for destinationen, der er formålet. Og om man kører i 2, 3 eller 4 timer er underordnet. Efter frokost på den lokale café kørte vi til Cape Foulwind for at opleve endnu en sælkoloni. Og så begav vi os på den ca. 2-timer lange køretur tilbage til Marsden.

Så var det blevet mandag, og vejrudsigten lovede godt vejr. Johs ville gerne fiske, jeg ville gerne på Frans Josef-Gletcheren. Så vi splittede op. Johannes satte mig på bussen i Greymouth og begav sig på fiskeeventyr. Jeg havde en 2-timers bustur til Frans Josef, hvor jeg havde booket en guidet halv-dagstur på gletcheren. Frans Josef-by er ikke andet end turister og gletcherguider. Der ventede mig endnu en særegen oplevelse og et mødet med NZs forunderlige natur. Et mix af regnskov og is. Efter introduktion og 45 mins vandretur gennem dalen for foden af gletcheren, fik vi monteret pigge på støvlerne og begyndte så opstigningen. Først primært på grus/stenunderlag, som siden blev til den lyseblå is. Det er en varm gletcher, så man kan sagtens holde varmen med t-shirt. Gletcheren er 7-8 km, og vi kom ca- halvvejs op. Der er konstant guider på gletcheren for at sikre turisternes sikkerhed. Gletcheren bevæger sig dagligt 1 meter, og den is, der falder på toppen, lander 50 år senere for foden. Jeg vil lade billederne tale for sig selv.

Ud over de fantastiske omgivelser mødte jeg min første kea - en af de eneste bjergpapegøjer i verden, så vidt jeg har forstået. Jeg havde glædet mig til dette møde, for jeg havde hørt mange historier om disse fugle, som i bogstaveligste forstand stjæler med næb og kløer. Man skal derfor ikke efterlade sin rygsæk, madpakke eller andet i deres nærvær. De er utrolige problemløsere, som har lært sig at åbne vandflasker, stjæle vandrestøvler, afmontere vinduesviskere m.m. Alt, hvad der glimter eller ser interessant ud. Den kea, vi mødte, kom meget tæt på og fulgte os på vej ned af gletcheren igen - han håbede sikkert på, at der ville falde et eller andet af til ham...

Det var ikke muligt for mig at tage tilbage til Greymouth samme dag, så jeg måtte overnatte i Frans Josef. Eftersom Kellys bror, Brendon, (ja, vi har diskuteret, om de mon er opkaldt efter Beverly Hills), bor i The Forks ikke så langt fra Frans Josef, havde jeg dagen i forvejen ringet og spurgt, om jeg kunne låne hans sofa. 'No worries', sagde han, så det var planen. Brendon er faktisk også guide på gletcheren, og det viste sig, at jeg havde mødt ham deroppe. Han møder tit kl. 6.00 på arbejde for at hukke trinene ud i isen til turisterne. Denne dag havde han desuden hugget den snævre passage ud i isen, som vi skulle igennem...

Tirsdag kørte jeg så med Brendon tilbage til byen og hoppede på bussen tilbage til Greymouth. Flot køretur langs søer m.m. omend regnen igen tog fat.

Onsdag headede vi så mod Christchurch og passerede Arthur's Pass på vejen. Det er et af de smukkeste landskab, vi hidtil har oplevet! Solskin, bjergtoppe, rislende elve og vilde blomster. Fantastisk, fantastisk, fantastisk ;-).

Update slut - Johs skal igang med en kæmpe lammesteg, som skal spises iaften sammen med Rick og Lynn. Om 8 timer er vi i 2010.

Godt nytår!

PS. Jeg kæmper med mit fotoalbum for at backe det up og uploade det - det driller. Tålmodigheden spiller mig desuden et puds - det er jo set før...Så jeg tager lige et break, inden jeg får et hysterisk anfald ;-)

Abel Tasman - nu i billeder

Her er lige et par fra Abel Tasman (dog i omvendt rækkefølge - vi kajakkede den første dag, gik den anden dag) - I får mails med invitationer til flere albums inden længe.

Van Morrisson og sandfluerne

Vi døbte ham ’Van Morrisson’ - vores nye firehjulede hjem - og onsdag d. 16. december sagde vi farvel, på gensyn og tusind tak til Rick og Lynn i Christchurch og begav os af sted på eventyr. Det var fantastisk endelig at være kørende, og det gav en enorm frihed. Vi gjorde vores første stop tæt ved Kaikoura for at nyde den smukke udsigt og sælerne, som slængede sig på stenene. Fantastisk! Derfra kørte vi mod en Department of Conservation-campingplads i Rarongi for at overnatte i vores nye rullende seng.

Torsdag vågnede vi så op til solskin og udsigt til skov, bakker og klart blåt vand. Dagens første projekt: at lave kaffe over gassen. Og det var virkelig et projekt, når man ikke har hverken filtre eller tragt (NZ’erne sværger til Nescafé – svært for to kaffeentusiaster at acceptere!). Resultatet var ikke prangende - der må arbejdes på den alternative kaffebrygningsmetode.

Vi kørte videre nordpå til Marlborough-området for at give os i kast med vinsmagningen. Vi checkede derfor ind på Walters Backpackers i Renwick, lejede cykler og begav os af sted. Dejligt at cykle igen. Første stop var Allan Scott-vingården. Under vores couchsurfing hos Paul i Christchurch drak vi en Late Harvest Riesling fra 1995 fra denne vingård, og den var bare lækker (og vi var meget beærede over at få del i sådan en gammel sag!). Fra Allan Scott videre til Herzog, som var af helt anden stil. Meget fornemt sted, som på mange måder henvendte sig til det mere velhavende klientel. ’You look bored’ fik jeg at vide – hmm…ja, jeg følte mig måske heller ikke lige på rette sted dér, hvor diverse ukendte termer flyver gennem luften. Men siden hen skulle jeg erfare, at jeg faktisk havde lært noget trods alt. Kvinder bag skranken håbede virkelig på at sælge os en god – og dyr - flaske rødvin, men hun gik forgæves.
Vores favoritsted blev ’Bladen’ – en lille hyggelig vingård med fantastiske vine, som vi købte tre flasker af til samlingen. Mums! Og jeg lærte, at Gewurtztraminer er min favoritdrue, og at Pinot Noir faktisk kan smage godt. Johannes tog sig af de mere tekniske tolkninger og chit chattede med ejeren. Efter vinsmagning på 5 vingårde med 5-10 vine pr. sted var vi begge sultne og mættede (jeg synes stadig, det er mærkeligt og spild at spytte vinen ud! Og så må man jo tage konsekvenserne deraf). Vi gik derfor hen på den lokale pub og fik mad – og ikke mindst oplevelsen af lokalbefolkningen. Nogen uden tænder i munden og nogen, man i hvert fald ikke ville blive uvenner med.

Så var det blevet fredag og Johannes’ fødselsdag. Fødselsdagssang, løbetur, og morgenmad i varme og solskin, inden vi begav os mod Nelson. en hyggelig by, og vi dumpede som det første ind på en god kaffebar. Det blev desuden en festlig dag for mig også, eftersom jeg endelig fandt mine vandrestøvler (det første par, jeg købte, returnerede jeg, fordi de ikke sad godt, og siden da havde jeg prøvet MANGE MANGE par uden gevinst, så jeg havde næsten givet op). Hen imod aftenen kørte vi mod en campingplads lidt uden for byen, og Johannes kokkerede lækker fødselsdagsmiddag med risotto og marinerede tigerrejer. Dertil god vin – selvfølgelig ;-).

Det var også i Nelson, at vi fik vores første møde med de berygtede sandfluer, og pludselig forstår vi begge deres rygte. Der er tale om små bitte fluer, som suger blod, og skønt stikkene nærmest bare er en prik, kløer de som død og kridte! Bedste middel er at dække sig til, næstebedste trick er insektmiddel. Det bliver en lang sej kamp med de møgkræg.

Søndag 20. dec. begav vi os så til Motueka og Riwaka for at tilbringe natten inden vores store kajak-vandreenventyr i Abel Tasman Nationalpark. ’Eden’s Edge Backpacker Lodge’ hed hostellet, og et fantastisk sted. I skrivende stund er vi her igen, for at tilbringe juleaften, fordi vi synes, her er så skønt: ude på landet med udsigt til æbleplantage og bakker og en utrolig ro. Og når der er skyfrit, kan man opleve den smukkeste stjernehimmel (i praksis trækker man ’skærmen’ fra soltaget i Van Morrisson, og så kan man ligge i sin seng og beundre de 10.000vis af stjerner ;-)).
Vi havde dog et problem: Van Morrisson havde teet sig de sidste par dage ved at hoste, hver gang han fik gas. Åh, nej! Johannes forsøgte at udrede problemet med coaching fra Paul over telefonen, dog uden held. Da vi mandag kørte af sted til Marahau, hvorfra vi skulle sejle i kajak, ville han næsten ikke over bakken til vores begges bekymring. Nå, diverse bekymringer måtte vente, for nu skulle vores kajakeventyr til at begynde.

Sally var vores guide, og det viste sig faktisk, at vi fik hende helt for os selv. Hvilken luksus! Kort inden briefing kom vi pludselig i tanke om, hvorvidt vi havde husket at tage batteriet til kameraet med fra hostellet. Nej, det havde ingen af os tænkt på! Tilbage til Van, hente det andet kamera + lader samt håbe på, at der var batteri nok til den første dag. Virkelig ærgerligt at tage til Abel Tasman uden kamera. Og det var i øvrigt prikken over i’et på en kaotisk morgen. Om natten havde vi begge frosset meget for første gang – måske fordi vi havde glemt at lukke vinduerne...

Da vi først sad i vores to-mands-kajak midt på det turkise vand under en bagende sol med udsigt til regnskov, forsvandt alle vores bekymringer om Van, tændrør og kamerabatteri. Det her var noget af det mest fantastiske, vi havde prøvet (en super god julegave). OG helt vildt sjovt! Teknikken kom efterhånden, og vi fik ros af Sally. Første pause var på Coquille Bay, hvor Sally vartede os op med rigtig stempelkaffe (hurraaaa!) lavet over gasblus og kage. Imens kunne vi iagttage en løber, som mågerne tilsyneladende havde set sig sur på og derfor forsøgte at beskyde med diverse mågeklatter. Det lod ikke til, at han selv var bekendt med sin fejl, og jeg synes, han tog kampen fornuftigt op ved at kaste sand tilbage på de hidsige bæster. Der er nogen, der siger, at det bringer held at blive ramt af en fugleklat. Personligt tror jeg, at det blot er et forsøg på at vende en knapt så heldig hændelse til noget positivt.
Ud på vandet igen og ind i søbrisen, som stiller lidt højere krav til ens indsats. Forbi Adele Island for at hilse på sælerne og så ind til endnu en af bountystrandene for at spise frokost – Abel Tasman ser præcist ud, som man ser på postkortene! Det er ubeskriveligt. I frokostpausen oplevede vi desuden, hvordan 25 grader og solskin kan forvandles til kulde, når søbrisen tager fat i det våde tøj. Godt, at vi havde det rigtige hurtigttørrende Kiwi-outfit på!

Henad eftermiddagen nåede vi Anchorage, hvor vi skulle tilbringe natten på Aqua Packers – en båd, som lå lidt uden for stranden. Vi efterlod Sally og kajakken og indlogerede os i den nederste kahyt. Aftenen stod på barbeque og snak med de øvrige 20 gæster. Natten derimod blev lang og varm. Vi havde nemlig været så ’heldige’ at dele rum med en snorker (undskyld alle snorkere – jeg ved, I ikke gør det med vilje…), men jeg oplevede virkelig, hvordan urmennesket og de basale behov kom op i mig, og hvordan jeg havde lyst til at hoppe ned fra køjen og proppe en klud i munden på hende. Vi havde bare brug for at sove oven på dagens indsats!

Tirsdag stod den så på vandretur fra Anchorage til Onetahuti i alt ca. 4 timer (16 km). Vandreturen skulle være én af de lettere, og en god én at starte ud med. Vi erfarede, hvordan der skal arbejdes på formen, inden vi begiver os ud på Milford Track i marts, om end vi mødte folk, der havde det værre end os. Det var en flot tur, men kajakturen var nu det sjoveste. Fra Onetahuti hoppede vi på en vandtaxa tilbage til Marahau. Og der blev givet gas – fuldstændig som at køre i rutsjebane, hvorfor man bogstaveligt talt skulle holde på hat og briller. Og så var bountyeventyret overstået for nu. Planen var egentlig Golden Bay nordpå, men der var jo lige det dér batteri i Riwaka, som ventede på os samt en hostende Van. På vej tilbage til Eden’s Edge slog vi derfor et smut ind om en mekaniker og fik en tid dagen efter kl. 8. Oven på et par fantastiske dage nød vi grillet lam og Pinot Noir på terrassen i solskinnet. Det er faktisk ok at tilbringe julen langt væk, når det er på denne måde ;-).

Efter at Van havde tilbragt 6 timer under luppen hos den søde mekaniker onsdag, var han frisk. Et nyt tændrør, brændstoffilter samt et par småting. Det kunne have været meget værre (og kostet meget mere)! Van tog nu bakkerne som en drøm – nu var det pludselig den kvindelige chauffør, som blev udfordret. Det er sgu ikke lige sådan at køre i bakker, når man ikke er vant til det. En god co-driver var et stort plus og ned- og opgearingen blev bedre og bedre sving for sving. Vi landede på Farewell Gardens Camping i Poponga Port nordpå – dér, hvor hovedvejen sluttede. Undervejs et stop på Mussel Inn – et lokalt hippie-bryggeri og café in the middel of nowhere. Men fantastisk øl og dejligt sted.

I dag har vi så oplevet endnu et fantastisk sted: Wharariki Beach. En kæmpe kæmpe strand med sandklitter, klipper, Stillehavet og sæler. Som at være ved verdens ende. Vi var begge lamslåede af betagelse. Fra stranden kørte vi til Cape Farewell for at nyde endnu en storslået udsigt. Derfra endnu et stop på Mussel Inn for at spise frokost og få en øl. Og nu er vi tilbage på Eden’s Edge for at holde jul. Kokken er gået i køkkenet for at lave røde bøffer. Skønjomfruen står for desserten. I morgen begiver vi os ud på en lang køretur til Vestkysten og Greymouth for at besøge Glenys og Clarkys datter Kelly og holde jul med dem (herned er det først rigtig jul 25. dec.). Herefter står mulighederne åbne – vi ser, hvad lysten bringer.

Rigtig glædelig jul til jer alle her fra solen og varmen ;-)

PS. Fantastiske billeder af både Van og natur venter snarest...

Vi header mod syd...

En uge er gået, siden vi sidst ’bloggede’. Dagene i Auckland blev brugt på at slappe af og en middag hos Harry og Sally. Den familie er en sand fornøjelse, og jeg følte det som at komme ’hjem’, selvom jeg kun har boet der i 4 dage. Der blev grinet og spist god mad, og jeg blev inviteret til fremtidige middage, når jeg vender tilbage til Auckland. Johannes synes også, at de var herligt selskab.

Mandag forlod vi så det kæmpestore hostel og fugtige Auckland og fløj til Christchurch (forud for check in måtte vi ompakke vores tasker, så ingen tasker oversteg 25 kg. Vi checkede efterfølgende 3 tasker ind, hvoraf 2 var på præcis 25 kg. Man lærer efterhånden sine pakkemetoder og sin rygsæk ud og ind...). I Christchurch har vi siden ankomst boet hos Paul – en 52-årig virkelig spændende og utrolig flink mand, som vi har kontaktet via Couchsurfing (et internationalt forum på internettet, hvor folk stiller deres sofa til rådighed for folk som os, der rejser rundt). Paul hentede os i lufthavnen i sin gamle ford escort, som på hjemvejen swingede med Lou Reed i højtalerne - det var et godt tegn. Og der var såmænd gode mavefornemmelser og hyggesnak resten af aftenen. Den eneste udfordring var at skulle dele en enmandsseng…

Tirsdag begav vi os så mod bycentrum for at få Christchurch under huden. Vi besøgte igen igen igen et stort antal outdoorshops bl.a. for at finde et par vandrestøvler til mig. 25 par og utallige forskellige råd og strømper senere tog jeg den endelige beslutning. Så nu er vi snart ved at være udstyret til diverse vandre- og kajakeventyr.

Det var i øvrigt også denne dag, at vi tjekkede diverse backpacker bilmarkeder ud. Der var temmelig mange meget slidte biler, alle kørt omkring 300.000 km. Heldigvis havde Johs researchet på emnet (han er en ørn til dette...) og fundet en potentiel bil - en Toyota Townace fra 1995, kørt 105.000 km. Så vi hoppede på en bus ud til Rick, som solgte bilen. Den sorte varevogn var rigtig fin, og vi blev vist lidt forelskede. Senere forhørte vi os hos Paul, som tilfældigvis havde ret godt styr på biler, og vi fik ham til at kaste et blik på bilen dagen efter.
Om aftenen tog han os med på byen bedste irske pub, hvor der var den ugentlige jamsession. Fantastisk stemning, guinness og musik.

Onsdag stod den så på projekt bil, og efter Pauls vurdering, var vi ret sikre på, at det sorte lyn skulle blive vores nye firhjulede hjem. Vi aftalte derfor med Rick, at vi torsdag ville tage den til WoF (Warrent of Fitness – dvs. syn), og hvis den gik igennem, ville vi købe den – hvis ikke, skulle vi genforhandle. Bilen blev ikke godkendt, men det var småting, der skulle fikses. Desuden tilbød Rick at betale. I går fredag betalte vi så vores nye bil, synet og godkendt. Så nu er vi altså bilejere og diskutere pt. navne til kræget. Johannes stemmer for 'The Trout Seeker' - jeg går mere ind for 'Black Velvet'...der må derfor lige arbejdes lidt på sagen.

Dagene her i Christchurch har altså primært gået med praktiske ting og diverse indkøb. Men vi har også hygget en masse med Paul. At bo hos lokale giver virkelig ens rejse et anderledes perspektiv. Det er fantastisk at opleve NZ-lændernes utrolige gæstfrihed og samtidigt få spændende livshistorier. Det giver en masse perspektiver til ens eget liv. Paul har underholdt os med utallige historier om hans tid i Europa, om hans vandreture i bushen, om hans sejlture og om hans digte. Det har været fantastisk at bo hos ham! I dag kommer en ny couchsurfer, så vi har forladt Paul og hans to kælne katte for i stedet at flytte over hos Rick – altså ham, som har solgt os vores nye hjem på fire hjul. Rick er oprindeligt amerikaner, men er som mange andre faldet for NZ og bor her nu sammen med sin kone. Vi har derfor i skrivende stund installeret os i deres ekstra hus (ja, de har altså et ekstra hus til diverse gæster!), som vi har helt for os selv de kommende dage. Det er da luksus! Rick har netop smidt den største skinke, jeg nogensinde har set, i ovnen, til aftenens kommende middagsselskab. Nu er han gået i gang med at lave ferskentærten - han siger, at det er nemt at lave mørdej i 25 graders varme ;-).

Imorgen har Paul tilbudt os en sejltur i hans båd, som ligger i Akaroa lidt uden for Christchurch. Det har vi naturligvis sagt ja til! Mandag satser vi så på, at alt papirarbejdet er i orden med bilen, så vi kan begive os nord på mod Marlborough-vinområdet og derfra til Abel Tasman Nationalpark for at sejle i kajak og vandre.

En ny form for rejse ligger forude, og vi glæder os til at 'hit the road'.

PS. Der er snart nye billeder...

Hej Allesammen,

Så er Johannes vel ankommet til Auckland. Flyveturen var lang, meget lang. Mødte nogle meget flinke mennesker på turen. Bla. Caroline, som sælger Allpress kaffe, NZ luksuskaffe, til cafeer og restauranter. Hun anbefalede en masse gode kaffesteder, som vi nu har besøgt. Lige uden for lufthavnen er der en gammel campingvogn i metal (american style), som sælger hendes kaffe. Her gav hun os en kop kaffe. Dette var mit (Johannes) første møde med kiwiernes venlighed og gæstfrihed. Der er en utrolig behagelig og venlig omgang mellem mennesker her i Auckland. En stemning man ikke oplever i København, men mindre man er på værtshus, hvor alkoholen gør sit til at få snakken i gang.

I går regnede det hele dagen, eller det stod ned i tove hele dagen. Vi trodsede dog vejrguderne og begav os på byvandring til to bydele, vi havde fået anbefalet af nogle lokale. Efter 30-45 minutters gang var vi helt gennemblødte, og vi fandt en hyggelig tapasbar (se billederne). Baren var ejet af nogle franskmænd, som serverede simpel lækker mad og ditto vine. Herefter gik vi frysende på indkøb. Fedt supermarked med flot vinafdeling, frisk fisk osv.. Vi tog en taxa hjem og sprang i varmt bad.

Hostel´et vi bor på er ikke så charmerende, men ligger meget centralt, og det er rart at have eget værelse. Mandag flyver vi til Christchurch, hvor vi skal bo hos en lokal, som vi har fundet gennem Couchsurfing (CS). Her regner vi med at finde en campervan, som kan tage os på eventyr.

På søndag skal vi til middag hos Sally og Hamish, som Dorthe boede hos de første par dage i NZ.

Nu skal vi på endnu en byvandring. Denne gang til Parnell og Newmarket.

Mange julehilsener,

Dorthe og Johannes