Dorthe havde besluttet sig for at tage med, hvilken hun ikke skulle komme til at fortryde.
Kl. 6:30 spiste vi morgenmad, og en time senere kørte vi mod Parengarenga Harbour på østsiden af Northland, hvor Nikolaj som den eneste fiskeguide havde fået tilladelse af den lokale maoristamme til at stævne ud. Fantastisk morgenstund - udsejling med enorme hvide sanddyner i baggrunden. Vi sejlede først den lange tur omkring North Cape og videre vestpå til Cape Reinga. På vejen så vi flyvefisk (virkelig seje dyr), pingviner og en enkelt delfin. Vi kiggede efter fugleflokke på vandet, for at finde fiskene. Fuglene spiser de små fisk, som de større fisk jager op til overfladen. Vi fandt en flok tun, som desværre ikke vil tage fluen. Senere fandt vi en kæmpe flok Kaharwais, som Nikolaj sejlede rundt om, så jeg kunne kaste til dem. Det var vildt at se en flok fisk på størrelse med et svømmebasin følge efter båden og min flue. Bam, første fisk havde taget fluen. En flot fisk på ca. 2-3 kilo. Manner, der er riv i de fisk. Min klasse 10 fluestang (læs stiv fiskestang) bukkede fuldstændig sammen.
Nikolaj fortalte, at en af hans kunder en dag havde fået en ’grand slam’ på to timer. Udtrykket dækker over en snapper, en trevally, en kingfish og en tun. Derudover havde kunden kroget en lille blå pingvin! Jeg håbede, at jeg kunne gøre ham kunsten efter, med undtagelse af sidstnævnte fangst. Vi ankrede op neden for fyret på Cape Reinga, et sted hvor Nikolaj ofte fanger store travallies. Det blev det dog ikke til for os, men en flok kingfish lod sig lokke til båden af vores burley (pose med gammel fisk, som man har hængende bag båden og trækker i ved lejlighed for at skabe et duftspor i vandet). Jeg fangede her min første king, ikke verdens største (de fanges op til 40-50 kg!!), men en 3-4 kg har også ret. Fiskene huggede på en popper lige bag båden, ofte uden at jeg strippede fluen ind. En popper er en flue med en prop foran. Den flyder og laver en masse larm i vandet, når man trækker den ind.
En større king tog fluen og min stang (læs Ulriks stang) bukkede helt sammen. De fisk giver bare ikke op. Stangen rørte et sekund rælingen – og et halvt sekund og en ubehagelig lyd senere var stangen fem-delt og ikke fire-delt. Trods den knækkede stang lykkedes det os at få fisken ind. Ca. 6-7 kg vil jeg skyde den til. Tør slet ikke tænke på, hvordan man får en tyve kilos fisk op fra dybet.
På et tidspunkt spurgte jeg Dorthe, om hun ikke ville trække i burley´en. Idet hun trækker i posen kommer noget gråt op til overfladen. Noget stort og gråt. Dorthe udbryder: ”Nikolaj – se, der er en hval…”, og jeg skal lige til at dyppe fluen i vandet (det ku jo være en stor kingfish), da Nikolaj svarer smilende: ”Det er ikke en hval, Dorthe, det er en haj”. En baby-hvidhaj, og Nikolaj var meget begejstret, da han ikke havde set en sådan nær båden før. Jeg blev ærlig talt ret utryk ved situationen, da hajen de næste 15 minutter cirklede rundt om båden, imens Nikolaj prøvede at få fat i halen på den med de bare næver! Dorthe var også meget begejstret og fik taget en masse billeder.
Nå, men jeg var jo ikke taget på vandet for at fange hajer, så vi sejlede retur mod North Cape. På vejen så vi atter flyvefisk, måske verdens sejeste dyr, og pludselig ser vi nogle kæmpe sprøjt 100-200 meter fra båden. En marlin (læs kæmpe kæmpe kæmpe enormt stor fisk) sprang fri af vandet 6-7 gange. Nikolaj stod måbende og så til. Ikke hverdagskost, da disse fisk normalt kun springer ud af vandet, hvis man kroger dem. Vi havde inden denne oplevelse fortalt ham, at vi har en magisk evne til at tiltrække spektakulære naturoplevelser, hvilket han gav os ret i efterfølgende.
Næste stop var Nikolajs snapper-spot. ”Her er store snapper-trolde”, sagde han. Inden længe havde jeg kroget den første, men stor var den ikke. Vi havde beholdt nogle Kaharwais, som skulle bruges til agnfisk. Dorthe fik en stang i hånden med et stort stykke filet på krogen. 10 sekunder senere løb en fisk med fileten, Dorthe strammede linen op, og udbrød ”hvad skal jeg gøre??”, da stangen bukkede helt sammen. Hun rullede ind, og op til overfladen og en stolt fiskerpige kom en snapper i en massiv størrelse (3-4 kg). Jeg blev kun lidt misundelig. Og nej, det lykkedes mig ikke at fange en større en.
Dorthes næste kast resulterede i en virkelig flot og farvestrålende grisefisk – dens mund minder om en grisetryne. Dorthe er vist blevet lidt hug på medefiskeriet, hvilket glæder mig meget. Mede-Dorthe, kalder jeg hende til tider med et glimt i øjet.
Trevallien og tunen manglede stadig at blive landet, så vi sejlede retur mod Parengarenga, hvor vi ville prøve i indsejlingen. Desværre var bølgerne her for store, så vi sluttede af med at kroge et par snappers inde i naturhavnen. Her så vi også nogle store rokker.
En lang dag gik på hæld, da vi kørte retur mod vores hostel igen. Jeg overvejede stærkt at tage endnu en tur dagen efter, men jeg droppede det, da vejrmeldingen ikke lød fantastisk. Dagen efter føltes min krop som om jeg havde fået tæsk dagen før, hvorfor jeg var glad for min beslutning. Ville gerne ud endnu en gang, inden vi tager hjem, men Nikolaj var nødt til at tage til DK pga. dødsfald i familien.
Efterfølgende kørte vi til Cape Reinga, hvor vi overnattede på, hvad der uden sammenligning må være, den mest fantastiske camping plads på jordkloden. Hvid sandstrand og klipper til begge sider for 5 kiwidollars per næse. Ud på klipperne med Johannes og en pølse burley, som mågerne gerne ville have næbene i. I lang tid skete der ikke meget, men pludselig begyndte kaharwais at jage foran mig. Et langt kast og et træk i linen – fast fisk, og langt udløb. En kingfish i 7 kilos størrelsen havde taget fluen. Den havde en kompagnon i samme størrelse ved dens side. Det lykkedes mig at få trukket fisken op på noget tang tre meter under mig. Min (læs Ulriks) klasse 8 stang blev presset hårdt. Idet jeg tog fat i forfanget for at løfte fisken op, knækkede endnu en stang. ØV BIGTIME, for det var den sidste stang, jeg havde med. Slukøret mødte jeg Dorthe på klipperne.
Inden vi kørte retur mod Auckland kørte vi ud til fyret på Cape Reinga, hvor Tasman Sea møder Stillehavet. Et mytisk og storslået sted, hvor man føler sig meget lille.
I skrivende stund overvejer jeg en tur til Coromandel øst for Auckland, hvor fiskeriet skulle være rigtig godt. Jeg må have endnu en king på land på den nyindkøbte stang før vi tager hjemad.
