Godt nytår

Vi er landet hos Rick og Lynn i Christchurch igen. Da vi drejede ned ad Proctor Street, føltes det som om, vi var kommet hjem ;-). 'Hotel Vandertie' husede allerede en familie i det andet hus + 3 amerikanere - Jesse, Carolyn og Lucas - i deres eget. Så vi nåede lige at hilse på dem og udveksle oplevelser, inden de begav sig nordpå. Jesse og Lucas er begge inkarnerede fluefiskere, og Johannes aftalte at mødes med Jesse 2. januar i Blenheim for at drage på fiskejagt i en uge, inden Johannes skal mødes med to andre inkarnerede fluefiskere fra Finland. Jeg er begyndt at tro på kærlighed ved første blik - i hvert fald når man sætter et par hidtil fremmede fluefiskere i samme stue. Johannes glæder sig til at komme i gang med fiskeriet - undertegnede er nok ikke den sjoveste fiskemakker (fx. er der lige det dér med tålmodigheden...). Jeg bliver hos Rick og Lynn til 3. januar, hvor jeg så flyver til Auckland. De første par dage skal jeg forsøge at finde en lejlighed, men jeg har allerede et par forespørgsler ude, så det skal nok gå. Jeg har booket et hostel de første nætter, så ingen skal bekymre sig over, at jeg ikke har et sted og sove.

Vi tilbragte 25.-30. dec hos Kelly i Marsden 15 km. fra Greymouth, og her oplevede vi, hvordan det regner på Vestkysten - som man hele tiden hører. Kelly bor alene med sin hund, et par får og høns i et stort hus ude på landet. Jeg sagde til hende, at der altså ikke er mange 26-årige piger i DK, som bor alene midt ude i ingenting. Clarky og Glenys var også logerende under vores ophold, og de havde julegaver med til os. Så kom julefølelsen alligevel lidt frem.

2. juledag begav vi os så længere ud i ingenting. Johs havde fundet en elv, som han gerne ville give sig i kast med. Han skulle kontakte de lokale i området for at få tilladelse til at fiske, og det viste sig, at elven lå midt i et lille kristent samfund 'Gloriavale Christian Community'. Vi vil begge våge at påstå, at mødet med dette samfund er den mest mærkværdige oplevelse, vi begge har haft nogensinde. Vi kørte 35 km ud af en sidevej fra hovedvejen og kom til en dal med et par farme hist og her. Kvinderne i lange blå kjoler med tørklæde om håret, mændene i blåt arbejds-lignende-tøj. Vi meldte vores ankomst på hovedkontoret og skrev os ind i bogen. Vi skulle komme tilbage og skrive os ud, når vi forlod området (af sikkerhedsmæssige årsager - så de ved, at man ikke er faret vild eller faldet i elven). Disse mennesker lever puritansk og afskåret fra omverdenen, har ikke TV, radio eller aviser og er primært selvforsynende. De giftes som unge i arrangerede ægteskaber og får så en masse børn. Det føltes som at træde ind i en amerikansk film fra 1800-tallet a la Det lille hus på prærien. Og samtidigt var der små indikationer på, at de alligevel levede i år 2009 f.eks. var der en masse fladskærme og andre kommunikationsmedier på kontoret, som bruges i forretningsøjemed. Da vi kørte derfra (uden fisk og igen i regnvejr), var der idrætsaktiviteter på græsplænen - cricket og volleyball-kampe iført samme beklædning. Kelly fortalte senere, at kvinderne også svømmer i disse kjoler! Jeg har aldrig oplevet et så anderledes sted før, og jeg var glad for, at jeg var taget med fiskeren derud.

Søndag var det så min tur til at vælge dagens program, så vi kørte til Westport for at stoppe ved Punakaiki og Pancake Rocks på vejen. Det var et hæsligt vejr med regnvejr og tyk tåge. Desuden sagde Van igen en mærkelig lyd! Nå, vi drog afsted og tog det som en udfordring. Pancake Rocks er klipper, der - som navnet antyder - ligner stablede pandekager. Imellem dem er de såkaldte 'Blowholes', som kommer bedst til udtryk ved højvande. Skønt vi ankom ved lavvande, fik vi alligevel et indtryk af fænomenet. Bølgerne kommer med enorm hastighed og kastes op mod klipperne, så vandet kommer ind i hullerne og sprøjter op i luften. Jeg var glad for at have set endnu et af NZs højdepunkter.

Fra Punakaiki kørte vi videre i tågen langs vandet til Westport, og efter ankomst til en øde og knapt så charmerende lille by, gik det op for os, at her i NZ er det mere køreturen frem for destinationen, der er formålet. Og om man kører i 2, 3 eller 4 timer er underordnet. Efter frokost på den lokale café kørte vi til Cape Foulwind for at opleve endnu en sælkoloni. Og så begav vi os på den ca. 2-timer lange køretur tilbage til Marsden.

Så var det blevet mandag, og vejrudsigten lovede godt vejr. Johs ville gerne fiske, jeg ville gerne på Frans Josef-Gletcheren. Så vi splittede op. Johannes satte mig på bussen i Greymouth og begav sig på fiskeeventyr. Jeg havde en 2-timers bustur til Frans Josef, hvor jeg havde booket en guidet halv-dagstur på gletcheren. Frans Josef-by er ikke andet end turister og gletcherguider. Der ventede mig endnu en særegen oplevelse og et mødet med NZs forunderlige natur. Et mix af regnskov og is. Efter introduktion og 45 mins vandretur gennem dalen for foden af gletcheren, fik vi monteret pigge på støvlerne og begyndte så opstigningen. Først primært på grus/stenunderlag, som siden blev til den lyseblå is. Det er en varm gletcher, så man kan sagtens holde varmen med t-shirt. Gletcheren er 7-8 km, og vi kom ca- halvvejs op. Der er konstant guider på gletcheren for at sikre turisternes sikkerhed. Gletcheren bevæger sig dagligt 1 meter, og den is, der falder på toppen, lander 50 år senere for foden. Jeg vil lade billederne tale for sig selv.

Ud over de fantastiske omgivelser mødte jeg min første kea - en af de eneste bjergpapegøjer i verden, så vidt jeg har forstået. Jeg havde glædet mig til dette møde, for jeg havde hørt mange historier om disse fugle, som i bogstaveligste forstand stjæler med næb og kløer. Man skal derfor ikke efterlade sin rygsæk, madpakke eller andet i deres nærvær. De er utrolige problemløsere, som har lært sig at åbne vandflasker, stjæle vandrestøvler, afmontere vinduesviskere m.m. Alt, hvad der glimter eller ser interessant ud. Den kea, vi mødte, kom meget tæt på og fulgte os på vej ned af gletcheren igen - han håbede sikkert på, at der ville falde et eller andet af til ham...

Det var ikke muligt for mig at tage tilbage til Greymouth samme dag, så jeg måtte overnatte i Frans Josef. Eftersom Kellys bror, Brendon, (ja, vi har diskuteret, om de mon er opkaldt efter Beverly Hills), bor i The Forks ikke så langt fra Frans Josef, havde jeg dagen i forvejen ringet og spurgt, om jeg kunne låne hans sofa. 'No worries', sagde han, så det var planen. Brendon er faktisk også guide på gletcheren, og det viste sig, at jeg havde mødt ham deroppe. Han møder tit kl. 6.00 på arbejde for at hukke trinene ud i isen til turisterne. Denne dag havde han desuden hugget den snævre passage ud i isen, som vi skulle igennem...

Tirsdag kørte jeg så med Brendon tilbage til byen og hoppede på bussen tilbage til Greymouth. Flot køretur langs søer m.m. omend regnen igen tog fat.

Onsdag headede vi så mod Christchurch og passerede Arthur's Pass på vejen. Det er et af de smukkeste landskab, vi hidtil har oplevet! Solskin, bjergtoppe, rislende elve og vilde blomster. Fantastisk, fantastisk, fantastisk ;-).

Update slut - Johs skal igang med en kæmpe lammesteg, som skal spises iaften sammen med Rick og Lynn. Om 8 timer er vi i 2010.

Godt nytår!

PS. Jeg kæmper med mit fotoalbum for at backe det up og uploade det - det driller. Tålmodigheden spiller mig desuden et puds - det er jo set før...Så jeg tager lige et break, inden jeg får et hysterisk anfald ;-)

Abel Tasman - nu i billeder

Her er lige et par fra Abel Tasman (dog i omvendt rækkefølge - vi kajakkede den første dag, gik den anden dag) - I får mails med invitationer til flere albums inden længe.

Van Morrisson og sandfluerne

Vi døbte ham ’Van Morrisson’ - vores nye firehjulede hjem - og onsdag d. 16. december sagde vi farvel, på gensyn og tusind tak til Rick og Lynn i Christchurch og begav os af sted på eventyr. Det var fantastisk endelig at være kørende, og det gav en enorm frihed. Vi gjorde vores første stop tæt ved Kaikoura for at nyde den smukke udsigt og sælerne, som slængede sig på stenene. Fantastisk! Derfra kørte vi mod en Department of Conservation-campingplads i Rarongi for at overnatte i vores nye rullende seng.

Torsdag vågnede vi så op til solskin og udsigt til skov, bakker og klart blåt vand. Dagens første projekt: at lave kaffe over gassen. Og det var virkelig et projekt, når man ikke har hverken filtre eller tragt (NZ’erne sværger til Nescafé – svært for to kaffeentusiaster at acceptere!). Resultatet var ikke prangende - der må arbejdes på den alternative kaffebrygningsmetode.

Vi kørte videre nordpå til Marlborough-området for at give os i kast med vinsmagningen. Vi checkede derfor ind på Walters Backpackers i Renwick, lejede cykler og begav os af sted. Dejligt at cykle igen. Første stop var Allan Scott-vingården. Under vores couchsurfing hos Paul i Christchurch drak vi en Late Harvest Riesling fra 1995 fra denne vingård, og den var bare lækker (og vi var meget beærede over at få del i sådan en gammel sag!). Fra Allan Scott videre til Herzog, som var af helt anden stil. Meget fornemt sted, som på mange måder henvendte sig til det mere velhavende klientel. ’You look bored’ fik jeg at vide – hmm…ja, jeg følte mig måske heller ikke lige på rette sted dér, hvor diverse ukendte termer flyver gennem luften. Men siden hen skulle jeg erfare, at jeg faktisk havde lært noget trods alt. Kvinder bag skranken håbede virkelig på at sælge os en god – og dyr - flaske rødvin, men hun gik forgæves.
Vores favoritsted blev ’Bladen’ – en lille hyggelig vingård med fantastiske vine, som vi købte tre flasker af til samlingen. Mums! Og jeg lærte, at Gewurtztraminer er min favoritdrue, og at Pinot Noir faktisk kan smage godt. Johannes tog sig af de mere tekniske tolkninger og chit chattede med ejeren. Efter vinsmagning på 5 vingårde med 5-10 vine pr. sted var vi begge sultne og mættede (jeg synes stadig, det er mærkeligt og spild at spytte vinen ud! Og så må man jo tage konsekvenserne deraf). Vi gik derfor hen på den lokale pub og fik mad – og ikke mindst oplevelsen af lokalbefolkningen. Nogen uden tænder i munden og nogen, man i hvert fald ikke ville blive uvenner med.

Så var det blevet fredag og Johannes’ fødselsdag. Fødselsdagssang, løbetur, og morgenmad i varme og solskin, inden vi begav os mod Nelson. en hyggelig by, og vi dumpede som det første ind på en god kaffebar. Det blev desuden en festlig dag for mig også, eftersom jeg endelig fandt mine vandrestøvler (det første par, jeg købte, returnerede jeg, fordi de ikke sad godt, og siden da havde jeg prøvet MANGE MANGE par uden gevinst, så jeg havde næsten givet op). Hen imod aftenen kørte vi mod en campingplads lidt uden for byen, og Johannes kokkerede lækker fødselsdagsmiddag med risotto og marinerede tigerrejer. Dertil god vin – selvfølgelig ;-).

Det var også i Nelson, at vi fik vores første møde med de berygtede sandfluer, og pludselig forstår vi begge deres rygte. Der er tale om små bitte fluer, som suger blod, og skønt stikkene nærmest bare er en prik, kløer de som død og kridte! Bedste middel er at dække sig til, næstebedste trick er insektmiddel. Det bliver en lang sej kamp med de møgkræg.

Søndag 20. dec. begav vi os så til Motueka og Riwaka for at tilbringe natten inden vores store kajak-vandreenventyr i Abel Tasman Nationalpark. ’Eden’s Edge Backpacker Lodge’ hed hostellet, og et fantastisk sted. I skrivende stund er vi her igen, for at tilbringe juleaften, fordi vi synes, her er så skønt: ude på landet med udsigt til æbleplantage og bakker og en utrolig ro. Og når der er skyfrit, kan man opleve den smukkeste stjernehimmel (i praksis trækker man ’skærmen’ fra soltaget i Van Morrisson, og så kan man ligge i sin seng og beundre de 10.000vis af stjerner ;-)).
Vi havde dog et problem: Van Morrisson havde teet sig de sidste par dage ved at hoste, hver gang han fik gas. Åh, nej! Johannes forsøgte at udrede problemet med coaching fra Paul over telefonen, dog uden held. Da vi mandag kørte af sted til Marahau, hvorfra vi skulle sejle i kajak, ville han næsten ikke over bakken til vores begges bekymring. Nå, diverse bekymringer måtte vente, for nu skulle vores kajakeventyr til at begynde.

Sally var vores guide, og det viste sig faktisk, at vi fik hende helt for os selv. Hvilken luksus! Kort inden briefing kom vi pludselig i tanke om, hvorvidt vi havde husket at tage batteriet til kameraet med fra hostellet. Nej, det havde ingen af os tænkt på! Tilbage til Van, hente det andet kamera + lader samt håbe på, at der var batteri nok til den første dag. Virkelig ærgerligt at tage til Abel Tasman uden kamera. Og det var i øvrigt prikken over i’et på en kaotisk morgen. Om natten havde vi begge frosset meget for første gang – måske fordi vi havde glemt at lukke vinduerne...

Da vi først sad i vores to-mands-kajak midt på det turkise vand under en bagende sol med udsigt til regnskov, forsvandt alle vores bekymringer om Van, tændrør og kamerabatteri. Det her var noget af det mest fantastiske, vi havde prøvet (en super god julegave). OG helt vildt sjovt! Teknikken kom efterhånden, og vi fik ros af Sally. Første pause var på Coquille Bay, hvor Sally vartede os op med rigtig stempelkaffe (hurraaaa!) lavet over gasblus og kage. Imens kunne vi iagttage en løber, som mågerne tilsyneladende havde set sig sur på og derfor forsøgte at beskyde med diverse mågeklatter. Det lod ikke til, at han selv var bekendt med sin fejl, og jeg synes, han tog kampen fornuftigt op ved at kaste sand tilbage på de hidsige bæster. Der er nogen, der siger, at det bringer held at blive ramt af en fugleklat. Personligt tror jeg, at det blot er et forsøg på at vende en knapt så heldig hændelse til noget positivt.
Ud på vandet igen og ind i søbrisen, som stiller lidt højere krav til ens indsats. Forbi Adele Island for at hilse på sælerne og så ind til endnu en af bountystrandene for at spise frokost – Abel Tasman ser præcist ud, som man ser på postkortene! Det er ubeskriveligt. I frokostpausen oplevede vi desuden, hvordan 25 grader og solskin kan forvandles til kulde, når søbrisen tager fat i det våde tøj. Godt, at vi havde det rigtige hurtigttørrende Kiwi-outfit på!

Henad eftermiddagen nåede vi Anchorage, hvor vi skulle tilbringe natten på Aqua Packers – en båd, som lå lidt uden for stranden. Vi efterlod Sally og kajakken og indlogerede os i den nederste kahyt. Aftenen stod på barbeque og snak med de øvrige 20 gæster. Natten derimod blev lang og varm. Vi havde nemlig været så ’heldige’ at dele rum med en snorker (undskyld alle snorkere – jeg ved, I ikke gør det med vilje…), men jeg oplevede virkelig, hvordan urmennesket og de basale behov kom op i mig, og hvordan jeg havde lyst til at hoppe ned fra køjen og proppe en klud i munden på hende. Vi havde bare brug for at sove oven på dagens indsats!

Tirsdag stod den så på vandretur fra Anchorage til Onetahuti i alt ca. 4 timer (16 km). Vandreturen skulle være én af de lettere, og en god én at starte ud med. Vi erfarede, hvordan der skal arbejdes på formen, inden vi begiver os ud på Milford Track i marts, om end vi mødte folk, der havde det værre end os. Det var en flot tur, men kajakturen var nu det sjoveste. Fra Onetahuti hoppede vi på en vandtaxa tilbage til Marahau. Og der blev givet gas – fuldstændig som at køre i rutsjebane, hvorfor man bogstaveligt talt skulle holde på hat og briller. Og så var bountyeventyret overstået for nu. Planen var egentlig Golden Bay nordpå, men der var jo lige det dér batteri i Riwaka, som ventede på os samt en hostende Van. På vej tilbage til Eden’s Edge slog vi derfor et smut ind om en mekaniker og fik en tid dagen efter kl. 8. Oven på et par fantastiske dage nød vi grillet lam og Pinot Noir på terrassen i solskinnet. Det er faktisk ok at tilbringe julen langt væk, når det er på denne måde ;-).

Efter at Van havde tilbragt 6 timer under luppen hos den søde mekaniker onsdag, var han frisk. Et nyt tændrør, brændstoffilter samt et par småting. Det kunne have været meget værre (og kostet meget mere)! Van tog nu bakkerne som en drøm – nu var det pludselig den kvindelige chauffør, som blev udfordret. Det er sgu ikke lige sådan at køre i bakker, når man ikke er vant til det. En god co-driver var et stort plus og ned- og opgearingen blev bedre og bedre sving for sving. Vi landede på Farewell Gardens Camping i Poponga Port nordpå – dér, hvor hovedvejen sluttede. Undervejs et stop på Mussel Inn – et lokalt hippie-bryggeri og café in the middel of nowhere. Men fantastisk øl og dejligt sted.

I dag har vi så oplevet endnu et fantastisk sted: Wharariki Beach. En kæmpe kæmpe strand med sandklitter, klipper, Stillehavet og sæler. Som at være ved verdens ende. Vi var begge lamslåede af betagelse. Fra stranden kørte vi til Cape Farewell for at nyde endnu en storslået udsigt. Derfra endnu et stop på Mussel Inn for at spise frokost og få en øl. Og nu er vi tilbage på Eden’s Edge for at holde jul. Kokken er gået i køkkenet for at lave røde bøffer. Skønjomfruen står for desserten. I morgen begiver vi os ud på en lang køretur til Vestkysten og Greymouth for at besøge Glenys og Clarkys datter Kelly og holde jul med dem (herned er det først rigtig jul 25. dec.). Herefter står mulighederne åbne – vi ser, hvad lysten bringer.

Rigtig glædelig jul til jer alle her fra solen og varmen ;-)

PS. Fantastiske billeder af både Van og natur venter snarest...

Vi header mod syd...

En uge er gået, siden vi sidst ’bloggede’. Dagene i Auckland blev brugt på at slappe af og en middag hos Harry og Sally. Den familie er en sand fornøjelse, og jeg følte det som at komme ’hjem’, selvom jeg kun har boet der i 4 dage. Der blev grinet og spist god mad, og jeg blev inviteret til fremtidige middage, når jeg vender tilbage til Auckland. Johannes synes også, at de var herligt selskab.

Mandag forlod vi så det kæmpestore hostel og fugtige Auckland og fløj til Christchurch (forud for check in måtte vi ompakke vores tasker, så ingen tasker oversteg 25 kg. Vi checkede efterfølgende 3 tasker ind, hvoraf 2 var på præcis 25 kg. Man lærer efterhånden sine pakkemetoder og sin rygsæk ud og ind...). I Christchurch har vi siden ankomst boet hos Paul – en 52-årig virkelig spændende og utrolig flink mand, som vi har kontaktet via Couchsurfing (et internationalt forum på internettet, hvor folk stiller deres sofa til rådighed for folk som os, der rejser rundt). Paul hentede os i lufthavnen i sin gamle ford escort, som på hjemvejen swingede med Lou Reed i højtalerne - det var et godt tegn. Og der var såmænd gode mavefornemmelser og hyggesnak resten af aftenen. Den eneste udfordring var at skulle dele en enmandsseng…

Tirsdag begav vi os så mod bycentrum for at få Christchurch under huden. Vi besøgte igen igen igen et stort antal outdoorshops bl.a. for at finde et par vandrestøvler til mig. 25 par og utallige forskellige råd og strømper senere tog jeg den endelige beslutning. Så nu er vi snart ved at være udstyret til diverse vandre- og kajakeventyr.

Det var i øvrigt også denne dag, at vi tjekkede diverse backpacker bilmarkeder ud. Der var temmelig mange meget slidte biler, alle kørt omkring 300.000 km. Heldigvis havde Johs researchet på emnet (han er en ørn til dette...) og fundet en potentiel bil - en Toyota Townace fra 1995, kørt 105.000 km. Så vi hoppede på en bus ud til Rick, som solgte bilen. Den sorte varevogn var rigtig fin, og vi blev vist lidt forelskede. Senere forhørte vi os hos Paul, som tilfældigvis havde ret godt styr på biler, og vi fik ham til at kaste et blik på bilen dagen efter.
Om aftenen tog han os med på byen bedste irske pub, hvor der var den ugentlige jamsession. Fantastisk stemning, guinness og musik.

Onsdag stod den så på projekt bil, og efter Pauls vurdering, var vi ret sikre på, at det sorte lyn skulle blive vores nye firhjulede hjem. Vi aftalte derfor med Rick, at vi torsdag ville tage den til WoF (Warrent of Fitness – dvs. syn), og hvis den gik igennem, ville vi købe den – hvis ikke, skulle vi genforhandle. Bilen blev ikke godkendt, men det var småting, der skulle fikses. Desuden tilbød Rick at betale. I går fredag betalte vi så vores nye bil, synet og godkendt. Så nu er vi altså bilejere og diskutere pt. navne til kræget. Johannes stemmer for 'The Trout Seeker' - jeg går mere ind for 'Black Velvet'...der må derfor lige arbejdes lidt på sagen.

Dagene her i Christchurch har altså primært gået med praktiske ting og diverse indkøb. Men vi har også hygget en masse med Paul. At bo hos lokale giver virkelig ens rejse et anderledes perspektiv. Det er fantastisk at opleve NZ-lændernes utrolige gæstfrihed og samtidigt få spændende livshistorier. Det giver en masse perspektiver til ens eget liv. Paul har underholdt os med utallige historier om hans tid i Europa, om hans vandreture i bushen, om hans sejlture og om hans digte. Det har været fantastisk at bo hos ham! I dag kommer en ny couchsurfer, så vi har forladt Paul og hans to kælne katte for i stedet at flytte over hos Rick – altså ham, som har solgt os vores nye hjem på fire hjul. Rick er oprindeligt amerikaner, men er som mange andre faldet for NZ og bor her nu sammen med sin kone. Vi har derfor i skrivende stund installeret os i deres ekstra hus (ja, de har altså et ekstra hus til diverse gæster!), som vi har helt for os selv de kommende dage. Det er da luksus! Rick har netop smidt den største skinke, jeg nogensinde har set, i ovnen, til aftenens kommende middagsselskab. Nu er han gået i gang med at lave ferskentærten - han siger, at det er nemt at lave mørdej i 25 graders varme ;-).

Imorgen har Paul tilbudt os en sejltur i hans båd, som ligger i Akaroa lidt uden for Christchurch. Det har vi naturligvis sagt ja til! Mandag satser vi så på, at alt papirarbejdet er i orden med bilen, så vi kan begive os nord på mod Marlborough-vinområdet og derfra til Abel Tasman Nationalpark for at sejle i kajak og vandre.

En ny form for rejse ligger forude, og vi glæder os til at 'hit the road'.

PS. Der er snart nye billeder...

Hej Allesammen,

Så er Johannes vel ankommet til Auckland. Flyveturen var lang, meget lang. Mødte nogle meget flinke mennesker på turen. Bla. Caroline, som sælger Allpress kaffe, NZ luksuskaffe, til cafeer og restauranter. Hun anbefalede en masse gode kaffesteder, som vi nu har besøgt. Lige uden for lufthavnen er der en gammel campingvogn i metal (american style), som sælger hendes kaffe. Her gav hun os en kop kaffe. Dette var mit (Johannes) første møde med kiwiernes venlighed og gæstfrihed. Der er en utrolig behagelig og venlig omgang mellem mennesker her i Auckland. En stemning man ikke oplever i København, men mindre man er på værtshus, hvor alkoholen gør sit til at få snakken i gang.

I går regnede det hele dagen, eller det stod ned i tove hele dagen. Vi trodsede dog vejrguderne og begav os på byvandring til to bydele, vi havde fået anbefalet af nogle lokale. Efter 30-45 minutters gang var vi helt gennemblødte, og vi fandt en hyggelig tapasbar (se billederne). Baren var ejet af nogle franskmænd, som serverede simpel lækker mad og ditto vine. Herefter gik vi frysende på indkøb. Fedt supermarked med flot vinafdeling, frisk fisk osv.. Vi tog en taxa hjem og sprang i varmt bad.

Hostel´et vi bor på er ikke så charmerende, men ligger meget centralt, og det er rart at have eget værelse. Mandag flyver vi til Christchurch, hvor vi skal bo hos en lokal, som vi har fundet gennem Couchsurfing (CS). Her regner vi med at finde en campervan, som kan tage os på eventyr.

På søndag skal vi til middag hos Sally og Hamish, som Dorthe boede hos de første par dage i NZ.

Nu skal vi på endnu en byvandring. Denne gang til Parnell og Newmarket.

Mange julehilsener,

Dorthe og Johannes

Fra maorier til Windy Welly

Så er der update - laaaaang update. Det er lykkedes mig at lave kludder i mine billeder, så det skal jeg lige have løst, inden jeg kan uploade flere. Der er ellers et hav at uploade. Siden sidste update har jeg erfaret, at trådløst internet og mobilnet ikke er en selvfølge i NZ. Se, man bliver så klog. Og så vil jeg såmænd ønske jer alle glædelig 1. dec. – det gik lige op for mig idag, at vi nu er i julemåneden, da to sydamerikanere ville have mig til at synge en julesang for dem ;-).

------

Fredag 20. nov. tog jeg fra Napier til Hastings for et par timer for at besøge Kahurangi Maori Dance Theatre-performance school. Jeg havde kun kort varslet mit visit og vidste, at der var risiko for, at de ikke havde tid – og det var tilfældet. Så jeg håber på at få en aftale i hus i februar, når jeg er færdig med summer schoolen. Hastings var forfærdelig og helt modsat Napier. Grim, ucharmerende og industriel (og gangster-agtig har jeg sidenhen hørt). Fra Hastings hoppede jeg på bussen igen for at drage til Palmerston North. Jeg havde egentlig regnet med at overnatte i Dannevirke, men efter at have købt busbilletten dertil opdagede jeg, at der faktisk ikke var nogen hostels...bommelom bom bom...Så plan B blev Palmerston North, hvor jeg tilbragte natten på ’Grama’s place’ (og det var skam selveste mormor, der hentede mig og bød mig velkommen). Lørdag morgen blev jeg så hentet af Clarky (en bekendt af min far fra hans unge dage) og fragtet til Opaki, som er et lille område 9 km fra Masterton.

Clarky og Glenys hjem var rigtig rart (og rent!) at komme til, og en diametral modsætning til den ’zoologiske have’ i Putorino. Dog erfarede jeg igen, at det ville have været rart med en bil, idet ingen busser gik forbi deres hus. Så jeg følte mig meget afhængig af Clarky og Glenys, og det havde jeg det lidt skidt med, fordi jeg faktisk kom med ganske kort varsel. Det synes dog ikke at være noget problem overhovedet – dejligt! Opaki er omgivet af vinmarker, så et par smagsprøver rundt omkring var et must i løbet af mine 5 dage i Opaki. Tirsdag smurte vi madpakker og kørte til en nedlagt damplokomotiv-jernbane nær Featherston. Jernbanen blev nedlagt i 1955, og alle skinner er fjernet, men man kan nu gå ruten i stedet for - en utroligt smuk og fredfyldt vandretur opad bakke blandt fuglesang, rislende bække og busskads. Første stop var Cross Creek og herfra til toppen Summit og så samme vej tilbage igen. I alt 16 km, hvoraf en del af ruten bestod af 3 uoplyste tunneller – virkelig grænseoverskridende at bevæge sig ind i det kolde mørke med kun en svag lommelygte som guide. OG ikke mindst frygtindgydende, når Clarky går og joker med, om han mon en dag finder et menneske i en af krogene – altså et ikke-længere levende menneske! Jeg sagde ikke så meget på det tidspunkt…
Clarky var desuden meget opsat på at sætte mig i forbindelse med nogle vaskeægte Maorier, og han gjorde virkelig et stort stykke arbejde. Det resulterede i, at jeg onsdag kom til at tale med Mr. Rimini fra ’Rangitane O Wairarapa Inc. Mandated Iwi Authority’ – altså en enhed, som tager sig af Maorianlæggender i området (’iwi’ betyder stamme og ’Rangitane’ er den stamme, som hører til området). Mr. Rimini kunne fortælle utroligt mange spændende historier fra hans arbejde med ’geneaology’ - at klarlægge Rangitane-stammen. Derudover tager han ud til fundne Maori-grave for at sætte den afdødes sjæl fri vha. bøn. Hvis ikke man gør det, vil personen, som finder graven, rammes af ulykke. I Maorikulturen begraver man folk, hvor de dør, så der er altså mange grave over det hele. Jeg fik mange frygtindgydende historier, om folk som havde ignoreret gravene., og måske er jeg naiv, men det lader altså til, at der er mere mellem himmel og jord, end man tror. Jeg blev i hvert fald dybt fascineret af deres stærke spirituelle tro og forsøgte at grifle så meget, jeg kunne. Da jeg havde hørt historier i halvanden time, fik jeg mulighed for at tale med hans nevø M. Kawana, som komponerer Maori musik. Det var jo guld værd! og derfor måtte Kawana besvare et hav af spørgsmål fra mig. Han tog det skam pænt og gav mig tilmed et par af hans numre med. Det var virkelig interessant, og skønt der var mange ting, jeg ikke helt forstod, fordi meget af denne kultur stadig er ny for mig, så fik jeg alligevel en masse ud af det. Og jeg takkede og takkede for deres store hjælp. Efter besøget hos de flinke herrer, havde Clarky så arrangeret, at jeg kunne overvære en Kapa Haka-time på den lokale Fernridge School. Børnene var 7-10 år vil jeg skyde på, og havde et utroligt engagement i at synge og danse. Jeg fik en bog som gave og deltog også i de fysiske udfoldelser til stor glæde for børnene. Det var så sjovt. Og helt sikkert brugbart. Og tankerne om et mere præcist fokus er nu for alvor sat i værk.

Torsdag 26. nov. takkede jeg så af i Opaki og drog til Wellington med toget for at tilbringe de næste 4-5 dage. Solen var igen højt på himlen og temperaturen omkring 20-23 grader. Ah! (jeg sender så mange solstråler hjem til jer, som jeg kan). Mit hostel lå for enden af en stejl bakke, og det var sgu hårdt at bevæge sig op med 20 kg på ryggen, 8 kg på maven og et par kilo over skulderen. Jeg må sgu da få gode benmuskler af at vandre rundt med den rygsæk (diverse buschauffører undrer sig fortsat over, hvad de backpackere dog kommer i deres rygsække!). Derefter ud i solen med mig for at suge Wellington til mig. Igennem byen og Civil Square, ned langs havnefronten og rundt om det kæmpe mæssige Te Papa-museum. Det største museum, jeg nogensinde har set, og hvor jeg endte med at tilbringe 2 dage. Derfra til Cable Car (som er så berømt for de 5 min. det tager at køre op ad bjerget/bakken!?!) for at blive fragtet op til Botanic Gardens og en fantastisk udsigt på toppen. Ned igen til Thorndon for at betragte de gamle bygninger fra de første ’settlers’. Og på vej tilbage til hostellet ind i et af de kæmpestore supermarkeder for at handle ind til aftensmad. Jeg kan bruge laaaaang tid på at handle ind, for der er simpelthen så mange varer at kigge på. Så på en eller anden måde er der altså gået lidt sport i at handle ind og noget, jeg ser frem til. Sådan har vi jo hver især vores særheder.
Under mit visit i Wellington nåede jeg desuden til Karori Wildlife Sanctuary et par kilometer udenfor byen. Her forsøger man at bevare så meget original vegetation og dyreliv som muligt (Jytte og Birger – I ville have eeeeelsket alle de fugle, der var). Jeg var ret nervøs for at fare vild i det kæmpe kæmpe område og således ikke være ude inden portene blev låst kl. 17. Men det skete heldigvis ikke. Til gengæld forandrede vejret sig til at blive meget vindigt og regnfuldt – der er en årsag til, at de kalder byen for ’Windy Welly’. Og nu skulle jeg så komme med den logiske forklaring på dette jf. vindforhold, placering i stillehavet osv., men det må I lige selv følge op på. Der er nemlig en forklaring på ’Windy Welly’. Søndag var det så solskin og varmt igen – fantastisk! Så jeg gik op til Mt. Victoria og nød udsigten over byen.

Så var det tid til at vende næsen tilbage til Auckland. Mandag stod den derfor på 11,5 times bustur med et par stop undervejs. Det gik temmelig smertefrit, og da jeg kom til Auckland var det varmt og meget fugtigt. Det er simpelthen så fascinerende så vekslende klimaet er (her skulle den logiske forklaring være på sin plads igen…). Så efter at have frosset et par dage i ’Windy Welly’ svedte jeg pludselig som et s…

Mit hjem er nu det største hostel i byen, Auckland Central Base, et meget upersonligt og u-hyggeligt hostel, men eftersom Johs og jeg har booket 3 nætter her efter hans ankomst, valgte jeg det upersonlige frem for at skulle pakke ud, pakke ned og flytte igen igen igen, inden han kommer på torsdag. Jeg har brugt dagen i dag på at ordne det sidste på universitetet ift. summer schoolen og leder pt. efter en lejlighed til jan-feb. Det bliver SÅ spændende det hele, og jeg glæder mig rigtig meget.

Torsdag henter jeg Johs i lufthavnen ;-) ;-) ;-). Han er i skrivende stund ved at checke ind i Kbh.

Jeg var i øvrigt ved at klæde en ung gut af idag, da jeg skulle veksle en 5$-seddel til mønter, fordi jeg spurgte: 'Can you change?'. Ha ha...jeg blev vist lidt forlegen, og han fik sig en griner.

PS. Jeg har også set min første All Blacks (det nz-rugby-landshold)-kamp på tv. Det ligner jo nærmest bare en stor slåskamp, når de spiller - siger sport-dummi-Dorthe. Men jeg kunne nu godt tænke mig at opleve en kamp live - det skulle være en oplevelse. Bl.a. fordi de danser en Maori-haka inden kampstart for at 'skræmme fjenden'.

In the middle of nowhere

Fredag 13. nov. forlod jeg Rotorua til fordel for Napier. En 3 timers bustur med bløde grønne hobbitbakker som udsigt. Jeg kan faktisk utrolig godt lide disse busture, fordi man bare kan sidde og nyde og tænke over alt det, man har oplevet hidtil. Forud for min bustur havde jeg en rigtig sjov oplevelse i Rotorua-centrum, idet en ældre Maori henvendte sig til mig. Først var jeg skeptisk – troede han var en slesk gammel mand (hvor man dog dømmer hurtigt!) – men han viste sig at være fyldt med guldkorn og interessante historier om Maorikulturen, herunder problematikken med regeringen og hvem, der ejer/har ret til hvad. Jeg fortalte ham, at jeg var ret interesseret i Maorikulturen og udspurgte ham om traditionerne, musikken m.m. Jeg endte faktisk med at spørge ham, om jeg måtte få hans email-adresse, hvis jeg havde fremtidige spørgsmål. Desværre havde han ikke en sådan. I alt 20 min.s guldgrube og sådan en oplevelse, der bekræfter én i det fantastiske i at rejse. Hvor var det dog heldigt, at jeg lige sad på den bænk på det tidspunkt!

Napier er en fantastisk by i Art Deco-stil, som ligger helt ned til vandet. Meget flottere end Rotorua efter min mening. Efter ankomst checkede jeg ind på Wally’s Backpackers Hostel, som også var fyldt med tyskere om end en del yngre ift. Funky Green i Rotorua. Jeg – og tyskerne selv – undrer mig over, hvorfor der er så mange tyskere. Det må virkelig være populært at tage til NZ, når man er tysker – og søge arbejde. Måske derfor er det svært for dem alle at finde arbejde. På disse hostels hører man nærmest mere tysk end engelsk. Hidtil har jeg til forskel kun mødt 2 danskere.

Lørdag havde jeg en formiddag, inden jeg skulle med bussen til Putorino. Jeg gik derfor på opdagelse i Napier bl.a. til Bluff Hill Lookout, hvor man har udsigt over hele Hawkes Bay. Fantastisk smukt (ikke mindst pga. højt solskin). Nåede også en slentretur ad Marine Parade, hvor man kan se en Maori-pendant til Kbh’s Den lille Havfrue, idet Pania of the Reef også er blevet halshugget et par gange.

Kl. 13.15 gik turen så til Putorino og allerede da jeg steg på bussen, fik jeg fornemmelsen af, at jeg var på vej ud i ingenting, idet buschaffeuren undrede sig over, at jeg skulle af dér: ”No one ever gets of there – what are you going to do there?!?” Og det fortsatte efter afgang, hvor han informerede de andre passagerer om, at vi altså i dag stoppede i Putorino, fordi der faktisk var en passager, der skulle af!

Jeg stod af foran Waikare Hotel – det eneste ’offentlige’ sted i Putorino, som kun har 30-40 indbyggere. Her blev jeg hentet af Hans, som sammen med Sandy ejer den lille vingård, jeg skulle være på. En flink mand, som immigrerede til NZ fra Holland for 23 år siden. I mit møde med NZ’erne er første spørgsmål efterhånden det samme; hvordan man udtaler mit navn. Efterhånden har jeg hørt forskellige variationer. I Putorino hed jeg ’Dot’ eller ’Dottie’. Fint fint med mig - kært barn har jo mange navne, som man siger ;-). I øvrigt fik jeg ros for mit engelsk igen-igen-igen.

Vingården ’Putorino Estate’ er også en hundekennel for Rhodesian Ridgeback pt. med 18 hundehvalpe samt en masse andre dyr. I flæng kan nævnes lammet Rose, katten Carrot, hyrdehunden Joe, som er bange for får!?!, og derfor nu bare lever livet som lalleglad entertainer, hønsene, kalven m.fl. Alle dyr reddet fra en eller anden skæbne. I baghaven ligger Waikare River neden for den stejle skrænt. Landskabet er utrolig smukt og op ad de bløde bakker græsser et utal af får, køer og vilde geder.

Jeg var forberedt på at arbejde for min føde og min seng, men efter at have været her blot en dag, indså jeg, at den Putorinoiske arbejdsmoral var noget anderledes end frøken Klarskovs. Nej, her tager man det stille og roligt og i øvrigt afhænger dagens arbejde også af vejret. Det var som om, tiden stod stille der. Så min første dag slog jeg græs (far, du ville have været stolt af mig…) og fejede blade. Det blæste for meget til at være i vinmarken. Hans var i øvrigt meget imponeret over, at jeg kendte til 4 ud af 5 slags af de druer, han laver vin på (Malbec, Multipulciano, Cabernet-Sauvignon, Shiraz – Johs, noget af alt det, du har fortalt mig, har altså sat sig fast). Det er hans første produktion i år, så jeg fik ikke mulighed for at smage hans vin (for vinnørderne er sidste druesort Grenache). Dag 2 kørte jeg med Sandy til Wairoa for at aflevere skrald – det skal man selv sørge for at aflevere og betale for herude på landet. Wairoa er nærmeste ’store’ by og ligger 50 mins kørsel herfra. Så nu har jeg også set Wairoa – ikke nogen imponerende oplevelse. Det var i øvrigt min maddag, så om aftenen kokkerede jeg hakkebøffer med bløde løg, hvilket faldt i god jord. Dansk mad var et krav, og jo ellers en ting, jeg ikke gør det så meget i, men det endte ok.

3. dag fik jeg så min debut i vinmarken, da jeg skulle hjælpe til med at klipse vingrenene på espalierene under solens bagene stråler. Det var sjovt, synes jeg. Så nu har jeg i hvert fald givet good vibes til den vinproduktion. Dag 4 stod den på bilvask, og det var tiltrængt! Så følte jeg da, at mit arbejde gav mening.

Det har helt sikkert været en oplevelse at være der, men alt for stille og roligt for mig (derudover var der lidt for mange smøger og øl i løbet af dagen til mig...). Byen kunne udforskes på 10 min., og så var der ligesom ikke så meget mere. Så jeg kedede mig faktisk – meget. Og jeg ved, at det er fint at kede sig af og til, men jeg glædede mig også til at komme videre dvs. tilbage til Napier (hvor jeg er i skrivende stund) og derfra sydpå til Clarky tæt på Masterton. Så næste gang jeg skal bruge mit working holiday visa, skal det være i et noget mere spændende område evt. efter vi har købt en bil, så man har mulighed for at opleve noget efter dagens arbejde.

Opdatering slut. Kan som bonus fortælle, at min ESTA-registering nu er godkendt. Bedre sent end aldrig og lidt i den forkerte rækkefølge ;-).

De rådne ægs by

En del ting er sket siden sidste indlæg. For det første har jeg redigeret linket til fotoalbummet, så I nu kommer til 'forsiden' og derved kan se mine forskellige albums.

Jeg havde et par rigtigt hyggelige dage hos familien Spencer i Auckland. I lørdags lånte jeg et gammel gult lig af en cykel, som førte mig til stranden Mission Bay. Jeg var noget spændt på, om enten den eller jeg bukkede under, inden vi nåede frem. Men det endte faktisk med at være et fremragende samarbejde. I NZ er det lovpligtigt med cykelhjelm, og det var jeg rigtig glad for. Mission Bay var virkelig lækker strand - præcis som i filmene med turkis vand og høj sol.

Søndag tog Sally og Hamish mig så med på Car fair - den ugentlige store-bilsalgsdag i Auckland. Det var sjovt og interessant, og jeg lærte nogle tricks bl.a. at spotte en pålidelig sælger og bil i god standard. Den viden bliver helt sikkert brugbar, når vi skal købe en bil i Christchurch. Jeg er dog spændt på at se, om der findes noget lignende dette marked dér. Det vil tiden vise.

På vej hjem kørte vi igennem Cornwell Park, som er en stor flot park midt i Auckland, op til One Hill Tree - et mindesmærke for Maorifolket. Herfra har man en fantastisk udsigt over Auckland. Det 'ene træ', som skal symbolisere Maorifolket, blev dog af Maori-aktivister selv fældet i 2000 i protest mod, at det i sin tid var englænderne, der indvaderede et helligt sted.

Senere på dagen fik jeg udvidet min Maori-viden ved et besøg på Auckland Museum, som har en kæmpe samling af Maorikultur. Bl.a. oplevede jeg en performance, hvor man kort blev introduceret til de mest kendte danse og sange. Det var rigtig sjovt omend kommercielt. Jeg fik i hvert fald meget ud af det. Museet er KÆMPE stort så efter 3 timer, måtte jeg krybe til korset og forlade Maori-mekkaet. Jeg tænker dog at vende tilbage i januar.

Mandag havde jeg sat mig for at skulle videre ud på eventyr, nærmere bestemt til Rotorua, som er det område i NZ, hvor den nuværende Maorikultur er koncentreret. Rejsedagen begyndte jeg i selskab med Hamish og Finn (hunden) kl. 6.00 (!) med en løbetur til Mt. Eden - en af de mange vulkaner i Auckland. Vi tog det stille og roligt, men da terrænet begyndte at blive opadgående, fik jeg godt nok sved på panden. Hold nu op! Dog en rigtig flot tur og udsigt fra toppen samt mere info om Auckland, så jeg fortryder det ikke. Desuden fik jeg ros af Hamish ;-)

Efter 3 t 45 min.s bustur landede jeg i Rotorua by kl. 17.00 og vandrede til det bookede hostel 'Funky Green' (hvor genbrug og værnen om miljøet værdsættes højt - det kan vi li'). Allerede da jeg steg ud af bussen, mærkede jeg lugten af råddent æg i min næse (ikke ligefrem noget, der behager min fine københavner-snude). Rotorua er et område med høj termisk aktivitet, kogende mudderhuller og gejsere. Der bor små 18.000 mennesker, og om jeg fatter, at de kan bo i den stank! Byen i sig selv er ikke noget særligt, men der er en masse at se rundt omkring.

Idag startede jeg så med at gå i turistinformationen for at høre, hvad der var af muligheder, når man ikke vil betale en bondegård for alle mulige turistture, og desuden kun har sine flade kuverter at transportere sig rundt på. Der var faktisk muligheder, dels kunne jeg gå en tur i Kuiran Park, hvor man også kan opleve den termiske aktivitet, dels kunne jeg besøge Ohinemutu - en Maorilandsby lige ved Lake Rotorua. Så det gjorde jeg. Det var rigtig interessant i landsbyen, og jeg talte med en indbygger for at høre, hvordan hun ligesom havde det med, at Maori på en måde var blevet en turistattraktion. Hun gjorde mig opmærksom på, at dette IKKE var tilfældet i Ohinemutu; turister og interesserede måtte gerne komme ind i byen, men de skulle respektere evt. ceremonier m.m. samt give en donation, hvis størrelse var underordnet.

Kuiran Park var også interessant, men ildelugtende. Jeg fandt dog et sted uden alt for meget stank, så jeg kunne indtage min frokost. Desuden fik jeg indviet min H2-optager, som er s.... smart. Den optager helt vildt god lyd. Så der sad jeg og følte mig som en rigtig videnskabskvinde og indtalte en observationsrapport ;-)

I eftermiddags hoppede jeg på en bus (det er billigt at køre med 'bybussen'. Kun 2,20 nz$ dvs. ca. 8 kr. for en billet - kære Movia, det kunne I lære noget af!) til Te Puia, hvor man kan opleve Pohutu-gejseren, Maorikultur og mere termisk aktivitet og stank. Det var på mange måder en meget opsat park med skilte og udstillinger over 'sådan boede Maorierne', 'sådan væver de' osv., men man fik virkelig oplevet gejsere, mudderhuller og kogende vandhuller. Desuden fik jeg gratis billet til 'en rigtig' Maorivelkomst, hvilket gav mig anledning til at få optaget en del musik på H2'eren. Så jeg fik helt sikkert noget ud af turen til Te Puia, men jeg var godt nok også glad, da jeg skulle tilbage til hostlet. Fortrød faktisk, at jeg i alt har booket overnatning her for 4 nætter, for den lugt er simpelthen så kvalmende. Og det er altså ikke kun mig, der er så sart. Jeg har lige talt med Linda, en tysker, som flygter til Taupo imorgen, fordi hun simpelthen ikke kan holde lugten ud. Måske jeg skulle prøve at høre, om jeg kan aflyse min booking...Uanset om jeg kommer herfra imorgen eller fredag, har jeg planer om at afprøve mit working holiday visa på næste stop. Faktisk blev jeg igår kontaktet og spurgt, om jeg ville hjælpe til med at gøre klar til et marked i Katikati nord for Rotorua i fire dage og bo i campingvogn med John, de andre hjælpere og 3 katte. Efter nærmere overvejelse synes jeg måske, at det var lidt for hippieagtigt, så jeg takkede nej. Men der skulle være rig mulighed for at finde noget andet.

Opdatering fra prutternes by hermed slut.

Fotoalbum

Så har jeg oprettet et fotoalbum. Det skulle meget gerne virke ved at klikke på linket til venstre, eller ved at klikke på linket i invitationsmailen fra Picasaweb fra mig. Hvis ikke, må I sige til - jeg har siddet og bøvlet lidt med det ;-)

New Zealand - here I come...

Her er så bloggen, som forhåbentlig ender med at være en samling af eventyr ;-). Selvom det kun er 4 dage siden, jeg forlod Kbh, har jeg allerede fået en masse indtryk og oplevelser.

Rejsen herned var LANG - virkelig lang (Johannes - be prepared)! Ikke mindst fordi jeg på vej til LA opdagede, at jeg havde glemt at registrere min indrejse i USA. Eller det vil sige - jeg havde faktisk ikke glemt det - jeg regnede blot ikke med, at det var nødvendigt, før vi skulle 'i land' i USA. Stoppet på vej til Auckland var jo blot et teknisk stop, havde jeg tænkt. Men der tog jeg fejl. Så pludselig sad jeg dér og havde faktisk ikke tilladelse til at rejse ind i LA, men var på vej til LA. Mine søde siddekammerater, Hannah fra England og Christina fra Tyskland, ydede stor moralsk støtte, mens jeg talte med flypersonalet om, hvad jeg skulle gøre. Det var altså en lidt pudsig situation, og jeg endte med at erfare, at det ikke kun var min fejl. Personalet i Heathrow burde havde tjekket, om jeg havde ESTA-registreringen - hvilket de faktisk gjorde og dermed fortalte mig, at jeg ville få brug for registreringen på min hjemrejse, da jeg havde stop i San Fransisco og New York - men de burde have bedt mig registrere mig under mit 2-timers ophold i Heathrow, inden jeg steg på flyet pga. det tekniske stop i LA. For det er faktisk ikke muligt at stige på flyet, hvis ikke man har registreringen!? For at gøre en lang historie kort endte det med, at flypersonalet kontaktede LA og fortalte om frøken Klarskovs ankomst, så de var forberedt, og da vi så landede i LA fik jeg taget fingeraftryk og billede samt stemplet mit pas som alle de andre. Pyha...(hold da op, hvor er de paranoide de kære amerikanere. Der er sgu ikke meget mercy over dem! Jeg så pludselig i mit stille sind, at jeg ville blive stemplet som forbryder eller lignende). Jeg kunne i øvrigt ikke lade være med at grine af det hele - jeg mener; hvem havde troet, at kontrolfreaken kunne misse en så væsentlig ting. Måske var det et tegn, en udfordring fra oven, som jeg lige skulle gennemgå...Og som jeg klarede, ikke mindst. Situationen kommer højst sandsynligt til at koste Air New Zealand en stor bøde, fordi det i sidste ende var deres ansvar at tjekke, om jeg havde registreret mig. Jeg glæder mig over, at denne bøde ikke skal betales med mit kreditkort ;-)

Stoppet i LA varede såmænd kun et par timer, hvorefter vi boardede flyet igen - til de sidste 10 timer. På det tidspunkt vist mit danske ur 5.06, og lokaluret 20.06.

5. nov. kl. 6.45 lokaltid (18.45 4. nov. dansk tid) landede jeg så i et regnfuldt Auckland med øm nakke (jeg savnede godt nok en nakkepude undervejs, da jeg havde et midtersæde), stiv krop, en meget naturlig kropslugt og kun 5 timers ikke særlig behagelig eller tung søvn. Turen havde i det hele taget 31 timer inkl. stop. Jeg sagde farvel til Hannah (Christina havde kastet sig ud i at blive hos amerikanerne i LA), fik min bagage og skulle så igennem Custom Service. Her måtte jeg fremvise Johs' waders og vandrestøvler, hvoraf sidstnævnte skulle en tur under vandhanen. New Zealand er meget strikse med evt. smittekilder.

Fra lufthavnen skulle jeg så finde hjem til fam. Spencer. Jeg havde hjemmefra mailet til dem, at jeg selv kunne finde hjem til dem, og det fortrød jeg faktisk lidt i det øjeblik. Ikke, at jeg ikke fandt ud af det, men jeg var virkelig træt og havde en smule ondt af mig selv. Det endte med, at jeg hoppede på en bus til Down Town og fik så efter adskillige forsøg (hvilke cifre er relevante, når man har en dansk tlf., hvilke ikke - et af livets store spørgsmål) ringet til Sally - moren - som så hentede mig. Hvor er det altså sødt af dem, at jeg må bo dér - sagde jeg også til dem. Familien bor i Parnell, som er en bydel i Auckland. Man kan gå dertil fra down town på omkring 20 min. Udover mor Sally består familien af Olivia - den ældste datter, som er den new zealandske studerende, jeg mødte i DK, fordi hun studerer der pt., far Hamish, lillesøster Sophie og mellemstesøster Annabel, som studerer i Wellington pt. hvorfor jeg ikke har hilst på hende. Endelig er der hunden Finn.

I min tidszone var det jo aften, så jeg ville lige tage mig en lur. Den blev så til 6 timer og hold da op, det var svært at stå op igen.

Igår aftes blev der fyret fyrværkeri i anledning af Guy Fawkes - en eller anden person, man fejrer 5. nov. og et par dage frem. Men det var virkelig ingenting ift. dansk nytår.

Idag, fredag, vågnede jeg så kl. 6.00 til en ny 6 mdr.s rejsetilværelse på den anden side af jorden. Tanken er altså overvældende - igen og igen. Med Runes gode råd i baghånden satte jeg mig derfor nogle små projekter for: 1) at købe en god regnjakke, 2) at købe en adaptor 3) at gå på universitetet og få klaret det sidste ift. summer school. Her kl. 16.00 er missionen fuldført, og jeg klapper mig selv på skulderen ;-). Det er sgu da godt gået, Dorthe! Jeg tror, belønningen skal være en løbetur senere.

Alt for nu. Blot vil jeg lige understrege, at jeg ikke er i tvivl om, at dette er den største udfordring/oplevelse for mig nogensinde!

PS. Vejret har idag været fantastisk. Sol og omkring 18-20 grader vil jeg skyde på. Jeg havde i hvert fald taget ALT for meget tøj på.