In the middle of nowhere

Fredag 13. nov. forlod jeg Rotorua til fordel for Napier. En 3 timers bustur med bløde grønne hobbitbakker som udsigt. Jeg kan faktisk utrolig godt lide disse busture, fordi man bare kan sidde og nyde og tænke over alt det, man har oplevet hidtil. Forud for min bustur havde jeg en rigtig sjov oplevelse i Rotorua-centrum, idet en ældre Maori henvendte sig til mig. Først var jeg skeptisk – troede han var en slesk gammel mand (hvor man dog dømmer hurtigt!) – men han viste sig at være fyldt med guldkorn og interessante historier om Maorikulturen, herunder problematikken med regeringen og hvem, der ejer/har ret til hvad. Jeg fortalte ham, at jeg var ret interesseret i Maorikulturen og udspurgte ham om traditionerne, musikken m.m. Jeg endte faktisk med at spørge ham, om jeg måtte få hans email-adresse, hvis jeg havde fremtidige spørgsmål. Desværre havde han ikke en sådan. I alt 20 min.s guldgrube og sådan en oplevelse, der bekræfter én i det fantastiske i at rejse. Hvor var det dog heldigt, at jeg lige sad på den bænk på det tidspunkt!

Napier er en fantastisk by i Art Deco-stil, som ligger helt ned til vandet. Meget flottere end Rotorua efter min mening. Efter ankomst checkede jeg ind på Wally’s Backpackers Hostel, som også var fyldt med tyskere om end en del yngre ift. Funky Green i Rotorua. Jeg – og tyskerne selv – undrer mig over, hvorfor der er så mange tyskere. Det må virkelig være populært at tage til NZ, når man er tysker – og søge arbejde. Måske derfor er det svært for dem alle at finde arbejde. På disse hostels hører man nærmest mere tysk end engelsk. Hidtil har jeg til forskel kun mødt 2 danskere.

Lørdag havde jeg en formiddag, inden jeg skulle med bussen til Putorino. Jeg gik derfor på opdagelse i Napier bl.a. til Bluff Hill Lookout, hvor man har udsigt over hele Hawkes Bay. Fantastisk smukt (ikke mindst pga. højt solskin). Nåede også en slentretur ad Marine Parade, hvor man kan se en Maori-pendant til Kbh’s Den lille Havfrue, idet Pania of the Reef også er blevet halshugget et par gange.

Kl. 13.15 gik turen så til Putorino og allerede da jeg steg på bussen, fik jeg fornemmelsen af, at jeg var på vej ud i ingenting, idet buschaffeuren undrede sig over, at jeg skulle af dér: ”No one ever gets of there – what are you going to do there?!?” Og det fortsatte efter afgang, hvor han informerede de andre passagerer om, at vi altså i dag stoppede i Putorino, fordi der faktisk var en passager, der skulle af!

Jeg stod af foran Waikare Hotel – det eneste ’offentlige’ sted i Putorino, som kun har 30-40 indbyggere. Her blev jeg hentet af Hans, som sammen med Sandy ejer den lille vingård, jeg skulle være på. En flink mand, som immigrerede til NZ fra Holland for 23 år siden. I mit møde med NZ’erne er første spørgsmål efterhånden det samme; hvordan man udtaler mit navn. Efterhånden har jeg hørt forskellige variationer. I Putorino hed jeg ’Dot’ eller ’Dottie’. Fint fint med mig - kært barn har jo mange navne, som man siger ;-). I øvrigt fik jeg ros for mit engelsk igen-igen-igen.

Vingården ’Putorino Estate’ er også en hundekennel for Rhodesian Ridgeback pt. med 18 hundehvalpe samt en masse andre dyr. I flæng kan nævnes lammet Rose, katten Carrot, hyrdehunden Joe, som er bange for får!?!, og derfor nu bare lever livet som lalleglad entertainer, hønsene, kalven m.fl. Alle dyr reddet fra en eller anden skæbne. I baghaven ligger Waikare River neden for den stejle skrænt. Landskabet er utrolig smukt og op ad de bløde bakker græsser et utal af får, køer og vilde geder.

Jeg var forberedt på at arbejde for min føde og min seng, men efter at have været her blot en dag, indså jeg, at den Putorinoiske arbejdsmoral var noget anderledes end frøken Klarskovs. Nej, her tager man det stille og roligt og i øvrigt afhænger dagens arbejde også af vejret. Det var som om, tiden stod stille der. Så min første dag slog jeg græs (far, du ville have været stolt af mig…) og fejede blade. Det blæste for meget til at være i vinmarken. Hans var i øvrigt meget imponeret over, at jeg kendte til 4 ud af 5 slags af de druer, han laver vin på (Malbec, Multipulciano, Cabernet-Sauvignon, Shiraz – Johs, noget af alt det, du har fortalt mig, har altså sat sig fast). Det er hans første produktion i år, så jeg fik ikke mulighed for at smage hans vin (for vinnørderne er sidste druesort Grenache). Dag 2 kørte jeg med Sandy til Wairoa for at aflevere skrald – det skal man selv sørge for at aflevere og betale for herude på landet. Wairoa er nærmeste ’store’ by og ligger 50 mins kørsel herfra. Så nu har jeg også set Wairoa – ikke nogen imponerende oplevelse. Det var i øvrigt min maddag, så om aftenen kokkerede jeg hakkebøffer med bløde løg, hvilket faldt i god jord. Dansk mad var et krav, og jo ellers en ting, jeg ikke gør det så meget i, men det endte ok.

3. dag fik jeg så min debut i vinmarken, da jeg skulle hjælpe til med at klipse vingrenene på espalierene under solens bagene stråler. Det var sjovt, synes jeg. Så nu har jeg i hvert fald givet good vibes til den vinproduktion. Dag 4 stod den på bilvask, og det var tiltrængt! Så følte jeg da, at mit arbejde gav mening.

Det har helt sikkert været en oplevelse at være der, men alt for stille og roligt for mig (derudover var der lidt for mange smøger og øl i løbet af dagen til mig...). Byen kunne udforskes på 10 min., og så var der ligesom ikke så meget mere. Så jeg kedede mig faktisk – meget. Og jeg ved, at det er fint at kede sig af og til, men jeg glædede mig også til at komme videre dvs. tilbage til Napier (hvor jeg er i skrivende stund) og derfra sydpå til Clarky tæt på Masterton. Så næste gang jeg skal bruge mit working holiday visa, skal det være i et noget mere spændende område evt. efter vi har købt en bil, så man har mulighed for at opleve noget efter dagens arbejde.

Opdatering slut. Kan som bonus fortælle, at min ESTA-registering nu er godkendt. Bedre sent end aldrig og lidt i den forkerte rækkefølge ;-).

De rådne ægs by

En del ting er sket siden sidste indlæg. For det første har jeg redigeret linket til fotoalbummet, så I nu kommer til 'forsiden' og derved kan se mine forskellige albums.

Jeg havde et par rigtigt hyggelige dage hos familien Spencer i Auckland. I lørdags lånte jeg et gammel gult lig af en cykel, som førte mig til stranden Mission Bay. Jeg var noget spændt på, om enten den eller jeg bukkede under, inden vi nåede frem. Men det endte faktisk med at være et fremragende samarbejde. I NZ er det lovpligtigt med cykelhjelm, og det var jeg rigtig glad for. Mission Bay var virkelig lækker strand - præcis som i filmene med turkis vand og høj sol.

Søndag tog Sally og Hamish mig så med på Car fair - den ugentlige store-bilsalgsdag i Auckland. Det var sjovt og interessant, og jeg lærte nogle tricks bl.a. at spotte en pålidelig sælger og bil i god standard. Den viden bliver helt sikkert brugbar, når vi skal købe en bil i Christchurch. Jeg er dog spændt på at se, om der findes noget lignende dette marked dér. Det vil tiden vise.

På vej hjem kørte vi igennem Cornwell Park, som er en stor flot park midt i Auckland, op til One Hill Tree - et mindesmærke for Maorifolket. Herfra har man en fantastisk udsigt over Auckland. Det 'ene træ', som skal symbolisere Maorifolket, blev dog af Maori-aktivister selv fældet i 2000 i protest mod, at det i sin tid var englænderne, der indvaderede et helligt sted.

Senere på dagen fik jeg udvidet min Maori-viden ved et besøg på Auckland Museum, som har en kæmpe samling af Maorikultur. Bl.a. oplevede jeg en performance, hvor man kort blev introduceret til de mest kendte danse og sange. Det var rigtig sjovt omend kommercielt. Jeg fik i hvert fald meget ud af det. Museet er KÆMPE stort så efter 3 timer, måtte jeg krybe til korset og forlade Maori-mekkaet. Jeg tænker dog at vende tilbage i januar.

Mandag havde jeg sat mig for at skulle videre ud på eventyr, nærmere bestemt til Rotorua, som er det område i NZ, hvor den nuværende Maorikultur er koncentreret. Rejsedagen begyndte jeg i selskab med Hamish og Finn (hunden) kl. 6.00 (!) med en løbetur til Mt. Eden - en af de mange vulkaner i Auckland. Vi tog det stille og roligt, men da terrænet begyndte at blive opadgående, fik jeg godt nok sved på panden. Hold nu op! Dog en rigtig flot tur og udsigt fra toppen samt mere info om Auckland, så jeg fortryder det ikke. Desuden fik jeg ros af Hamish ;-)

Efter 3 t 45 min.s bustur landede jeg i Rotorua by kl. 17.00 og vandrede til det bookede hostel 'Funky Green' (hvor genbrug og værnen om miljøet værdsættes højt - det kan vi li'). Allerede da jeg steg ud af bussen, mærkede jeg lugten af råddent æg i min næse (ikke ligefrem noget, der behager min fine københavner-snude). Rotorua er et område med høj termisk aktivitet, kogende mudderhuller og gejsere. Der bor små 18.000 mennesker, og om jeg fatter, at de kan bo i den stank! Byen i sig selv er ikke noget særligt, men der er en masse at se rundt omkring.

Idag startede jeg så med at gå i turistinformationen for at høre, hvad der var af muligheder, når man ikke vil betale en bondegård for alle mulige turistture, og desuden kun har sine flade kuverter at transportere sig rundt på. Der var faktisk muligheder, dels kunne jeg gå en tur i Kuiran Park, hvor man også kan opleve den termiske aktivitet, dels kunne jeg besøge Ohinemutu - en Maorilandsby lige ved Lake Rotorua. Så det gjorde jeg. Det var rigtig interessant i landsbyen, og jeg talte med en indbygger for at høre, hvordan hun ligesom havde det med, at Maori på en måde var blevet en turistattraktion. Hun gjorde mig opmærksom på, at dette IKKE var tilfældet i Ohinemutu; turister og interesserede måtte gerne komme ind i byen, men de skulle respektere evt. ceremonier m.m. samt give en donation, hvis størrelse var underordnet.

Kuiran Park var også interessant, men ildelugtende. Jeg fandt dog et sted uden alt for meget stank, så jeg kunne indtage min frokost. Desuden fik jeg indviet min H2-optager, som er s.... smart. Den optager helt vildt god lyd. Så der sad jeg og følte mig som en rigtig videnskabskvinde og indtalte en observationsrapport ;-)

I eftermiddags hoppede jeg på en bus (det er billigt at køre med 'bybussen'. Kun 2,20 nz$ dvs. ca. 8 kr. for en billet - kære Movia, det kunne I lære noget af!) til Te Puia, hvor man kan opleve Pohutu-gejseren, Maorikultur og mere termisk aktivitet og stank. Det var på mange måder en meget opsat park med skilte og udstillinger over 'sådan boede Maorierne', 'sådan væver de' osv., men man fik virkelig oplevet gejsere, mudderhuller og kogende vandhuller. Desuden fik jeg gratis billet til 'en rigtig' Maorivelkomst, hvilket gav mig anledning til at få optaget en del musik på H2'eren. Så jeg fik helt sikkert noget ud af turen til Te Puia, men jeg var godt nok også glad, da jeg skulle tilbage til hostlet. Fortrød faktisk, at jeg i alt har booket overnatning her for 4 nætter, for den lugt er simpelthen så kvalmende. Og det er altså ikke kun mig, der er så sart. Jeg har lige talt med Linda, en tysker, som flygter til Taupo imorgen, fordi hun simpelthen ikke kan holde lugten ud. Måske jeg skulle prøve at høre, om jeg kan aflyse min booking...Uanset om jeg kommer herfra imorgen eller fredag, har jeg planer om at afprøve mit working holiday visa på næste stop. Faktisk blev jeg igår kontaktet og spurgt, om jeg ville hjælpe til med at gøre klar til et marked i Katikati nord for Rotorua i fire dage og bo i campingvogn med John, de andre hjælpere og 3 katte. Efter nærmere overvejelse synes jeg måske, at det var lidt for hippieagtigt, så jeg takkede nej. Men der skulle være rig mulighed for at finde noget andet.

Opdatering fra prutternes by hermed slut.

Fotoalbum

Så har jeg oprettet et fotoalbum. Det skulle meget gerne virke ved at klikke på linket til venstre, eller ved at klikke på linket i invitationsmailen fra Picasaweb fra mig. Hvis ikke, må I sige til - jeg har siddet og bøvlet lidt med det ;-)

New Zealand - here I come...

Her er så bloggen, som forhåbentlig ender med at være en samling af eventyr ;-). Selvom det kun er 4 dage siden, jeg forlod Kbh, har jeg allerede fået en masse indtryk og oplevelser.

Rejsen herned var LANG - virkelig lang (Johannes - be prepared)! Ikke mindst fordi jeg på vej til LA opdagede, at jeg havde glemt at registrere min indrejse i USA. Eller det vil sige - jeg havde faktisk ikke glemt det - jeg regnede blot ikke med, at det var nødvendigt, før vi skulle 'i land' i USA. Stoppet på vej til Auckland var jo blot et teknisk stop, havde jeg tænkt. Men der tog jeg fejl. Så pludselig sad jeg dér og havde faktisk ikke tilladelse til at rejse ind i LA, men var på vej til LA. Mine søde siddekammerater, Hannah fra England og Christina fra Tyskland, ydede stor moralsk støtte, mens jeg talte med flypersonalet om, hvad jeg skulle gøre. Det var altså en lidt pudsig situation, og jeg endte med at erfare, at det ikke kun var min fejl. Personalet i Heathrow burde havde tjekket, om jeg havde ESTA-registreringen - hvilket de faktisk gjorde og dermed fortalte mig, at jeg ville få brug for registreringen på min hjemrejse, da jeg havde stop i San Fransisco og New York - men de burde have bedt mig registrere mig under mit 2-timers ophold i Heathrow, inden jeg steg på flyet pga. det tekniske stop i LA. For det er faktisk ikke muligt at stige på flyet, hvis ikke man har registreringen!? For at gøre en lang historie kort endte det med, at flypersonalet kontaktede LA og fortalte om frøken Klarskovs ankomst, så de var forberedt, og da vi så landede i LA fik jeg taget fingeraftryk og billede samt stemplet mit pas som alle de andre. Pyha...(hold da op, hvor er de paranoide de kære amerikanere. Der er sgu ikke meget mercy over dem! Jeg så pludselig i mit stille sind, at jeg ville blive stemplet som forbryder eller lignende). Jeg kunne i øvrigt ikke lade være med at grine af det hele - jeg mener; hvem havde troet, at kontrolfreaken kunne misse en så væsentlig ting. Måske var det et tegn, en udfordring fra oven, som jeg lige skulle gennemgå...Og som jeg klarede, ikke mindst. Situationen kommer højst sandsynligt til at koste Air New Zealand en stor bøde, fordi det i sidste ende var deres ansvar at tjekke, om jeg havde registreret mig. Jeg glæder mig over, at denne bøde ikke skal betales med mit kreditkort ;-)

Stoppet i LA varede såmænd kun et par timer, hvorefter vi boardede flyet igen - til de sidste 10 timer. På det tidspunkt vist mit danske ur 5.06, og lokaluret 20.06.

5. nov. kl. 6.45 lokaltid (18.45 4. nov. dansk tid) landede jeg så i et regnfuldt Auckland med øm nakke (jeg savnede godt nok en nakkepude undervejs, da jeg havde et midtersæde), stiv krop, en meget naturlig kropslugt og kun 5 timers ikke særlig behagelig eller tung søvn. Turen havde i det hele taget 31 timer inkl. stop. Jeg sagde farvel til Hannah (Christina havde kastet sig ud i at blive hos amerikanerne i LA), fik min bagage og skulle så igennem Custom Service. Her måtte jeg fremvise Johs' waders og vandrestøvler, hvoraf sidstnævnte skulle en tur under vandhanen. New Zealand er meget strikse med evt. smittekilder.

Fra lufthavnen skulle jeg så finde hjem til fam. Spencer. Jeg havde hjemmefra mailet til dem, at jeg selv kunne finde hjem til dem, og det fortrød jeg faktisk lidt i det øjeblik. Ikke, at jeg ikke fandt ud af det, men jeg var virkelig træt og havde en smule ondt af mig selv. Det endte med, at jeg hoppede på en bus til Down Town og fik så efter adskillige forsøg (hvilke cifre er relevante, når man har en dansk tlf., hvilke ikke - et af livets store spørgsmål) ringet til Sally - moren - som så hentede mig. Hvor er det altså sødt af dem, at jeg må bo dér - sagde jeg også til dem. Familien bor i Parnell, som er en bydel i Auckland. Man kan gå dertil fra down town på omkring 20 min. Udover mor Sally består familien af Olivia - den ældste datter, som er den new zealandske studerende, jeg mødte i DK, fordi hun studerer der pt., far Hamish, lillesøster Sophie og mellemstesøster Annabel, som studerer i Wellington pt. hvorfor jeg ikke har hilst på hende. Endelig er der hunden Finn.

I min tidszone var det jo aften, så jeg ville lige tage mig en lur. Den blev så til 6 timer og hold da op, det var svært at stå op igen.

Igår aftes blev der fyret fyrværkeri i anledning af Guy Fawkes - en eller anden person, man fejrer 5. nov. og et par dage frem. Men det var virkelig ingenting ift. dansk nytår.

Idag, fredag, vågnede jeg så kl. 6.00 til en ny 6 mdr.s rejsetilværelse på den anden side af jorden. Tanken er altså overvældende - igen og igen. Med Runes gode råd i baghånden satte jeg mig derfor nogle små projekter for: 1) at købe en god regnjakke, 2) at købe en adaptor 3) at gå på universitetet og få klaret det sidste ift. summer school. Her kl. 16.00 er missionen fuldført, og jeg klapper mig selv på skulderen ;-). Det er sgu da godt gået, Dorthe! Jeg tror, belønningen skal være en løbetur senere.

Alt for nu. Blot vil jeg lige understrege, at jeg ikke er i tvivl om, at dette er den største udfordring/oplevelse for mig nogensinde!

PS. Vejret har idag været fantastisk. Sol og omkring 18-20 grader vil jeg skyde på. Jeg havde i hvert fald taget ALT for meget tøj på.