In the middle of nowhere

Fredag 13. nov. forlod jeg Rotorua til fordel for Napier. En 3 timers bustur med bløde grønne hobbitbakker som udsigt. Jeg kan faktisk utrolig godt lide disse busture, fordi man bare kan sidde og nyde og tænke over alt det, man har oplevet hidtil. Forud for min bustur havde jeg en rigtig sjov oplevelse i Rotorua-centrum, idet en ældre Maori henvendte sig til mig. Først var jeg skeptisk – troede han var en slesk gammel mand (hvor man dog dømmer hurtigt!) – men han viste sig at være fyldt med guldkorn og interessante historier om Maorikulturen, herunder problematikken med regeringen og hvem, der ejer/har ret til hvad. Jeg fortalte ham, at jeg var ret interesseret i Maorikulturen og udspurgte ham om traditionerne, musikken m.m. Jeg endte faktisk med at spørge ham, om jeg måtte få hans email-adresse, hvis jeg havde fremtidige spørgsmål. Desværre havde han ikke en sådan. I alt 20 min.s guldgrube og sådan en oplevelse, der bekræfter én i det fantastiske i at rejse. Hvor var det dog heldigt, at jeg lige sad på den bænk på det tidspunkt!

Napier er en fantastisk by i Art Deco-stil, som ligger helt ned til vandet. Meget flottere end Rotorua efter min mening. Efter ankomst checkede jeg ind på Wally’s Backpackers Hostel, som også var fyldt med tyskere om end en del yngre ift. Funky Green i Rotorua. Jeg – og tyskerne selv – undrer mig over, hvorfor der er så mange tyskere. Det må virkelig være populært at tage til NZ, når man er tysker – og søge arbejde. Måske derfor er det svært for dem alle at finde arbejde. På disse hostels hører man nærmest mere tysk end engelsk. Hidtil har jeg til forskel kun mødt 2 danskere.

Lørdag havde jeg en formiddag, inden jeg skulle med bussen til Putorino. Jeg gik derfor på opdagelse i Napier bl.a. til Bluff Hill Lookout, hvor man har udsigt over hele Hawkes Bay. Fantastisk smukt (ikke mindst pga. højt solskin). Nåede også en slentretur ad Marine Parade, hvor man kan se en Maori-pendant til Kbh’s Den lille Havfrue, idet Pania of the Reef også er blevet halshugget et par gange.

Kl. 13.15 gik turen så til Putorino og allerede da jeg steg på bussen, fik jeg fornemmelsen af, at jeg var på vej ud i ingenting, idet buschaffeuren undrede sig over, at jeg skulle af dér: ”No one ever gets of there – what are you going to do there?!?” Og det fortsatte efter afgang, hvor han informerede de andre passagerer om, at vi altså i dag stoppede i Putorino, fordi der faktisk var en passager, der skulle af!

Jeg stod af foran Waikare Hotel – det eneste ’offentlige’ sted i Putorino, som kun har 30-40 indbyggere. Her blev jeg hentet af Hans, som sammen med Sandy ejer den lille vingård, jeg skulle være på. En flink mand, som immigrerede til NZ fra Holland for 23 år siden. I mit møde med NZ’erne er første spørgsmål efterhånden det samme; hvordan man udtaler mit navn. Efterhånden har jeg hørt forskellige variationer. I Putorino hed jeg ’Dot’ eller ’Dottie’. Fint fint med mig - kært barn har jo mange navne, som man siger ;-). I øvrigt fik jeg ros for mit engelsk igen-igen-igen.

Vingården ’Putorino Estate’ er også en hundekennel for Rhodesian Ridgeback pt. med 18 hundehvalpe samt en masse andre dyr. I flæng kan nævnes lammet Rose, katten Carrot, hyrdehunden Joe, som er bange for får!?!, og derfor nu bare lever livet som lalleglad entertainer, hønsene, kalven m.fl. Alle dyr reddet fra en eller anden skæbne. I baghaven ligger Waikare River neden for den stejle skrænt. Landskabet er utrolig smukt og op ad de bløde bakker græsser et utal af får, køer og vilde geder.

Jeg var forberedt på at arbejde for min føde og min seng, men efter at have været her blot en dag, indså jeg, at den Putorinoiske arbejdsmoral var noget anderledes end frøken Klarskovs. Nej, her tager man det stille og roligt og i øvrigt afhænger dagens arbejde også af vejret. Det var som om, tiden stod stille der. Så min første dag slog jeg græs (far, du ville have været stolt af mig…) og fejede blade. Det blæste for meget til at være i vinmarken. Hans var i øvrigt meget imponeret over, at jeg kendte til 4 ud af 5 slags af de druer, han laver vin på (Malbec, Multipulciano, Cabernet-Sauvignon, Shiraz – Johs, noget af alt det, du har fortalt mig, har altså sat sig fast). Det er hans første produktion i år, så jeg fik ikke mulighed for at smage hans vin (for vinnørderne er sidste druesort Grenache). Dag 2 kørte jeg med Sandy til Wairoa for at aflevere skrald – det skal man selv sørge for at aflevere og betale for herude på landet. Wairoa er nærmeste ’store’ by og ligger 50 mins kørsel herfra. Så nu har jeg også set Wairoa – ikke nogen imponerende oplevelse. Det var i øvrigt min maddag, så om aftenen kokkerede jeg hakkebøffer med bløde løg, hvilket faldt i god jord. Dansk mad var et krav, og jo ellers en ting, jeg ikke gør det så meget i, men det endte ok.

3. dag fik jeg så min debut i vinmarken, da jeg skulle hjælpe til med at klipse vingrenene på espalierene under solens bagene stråler. Det var sjovt, synes jeg. Så nu har jeg i hvert fald givet good vibes til den vinproduktion. Dag 4 stod den på bilvask, og det var tiltrængt! Så følte jeg da, at mit arbejde gav mening.

Det har helt sikkert været en oplevelse at være der, men alt for stille og roligt for mig (derudover var der lidt for mange smøger og øl i løbet af dagen til mig...). Byen kunne udforskes på 10 min., og så var der ligesom ikke så meget mere. Så jeg kedede mig faktisk – meget. Og jeg ved, at det er fint at kede sig af og til, men jeg glædede mig også til at komme videre dvs. tilbage til Napier (hvor jeg er i skrivende stund) og derfra sydpå til Clarky tæt på Masterton. Så næste gang jeg skal bruge mit working holiday visa, skal det være i et noget mere spændende område evt. efter vi har købt en bil, så man har mulighed for at opleve noget efter dagens arbejde.

Opdatering slut. Kan som bonus fortælle, at min ESTA-registering nu er godkendt. Bedre sent end aldrig og lidt i den forkerte rækkefølge ;-).