New Zealand - here I come...

Her er så bloggen, som forhåbentlig ender med at være en samling af eventyr ;-). Selvom det kun er 4 dage siden, jeg forlod Kbh, har jeg allerede fået en masse indtryk og oplevelser.

Rejsen herned var LANG - virkelig lang (Johannes - be prepared)! Ikke mindst fordi jeg på vej til LA opdagede, at jeg havde glemt at registrere min indrejse i USA. Eller det vil sige - jeg havde faktisk ikke glemt det - jeg regnede blot ikke med, at det var nødvendigt, før vi skulle 'i land' i USA. Stoppet på vej til Auckland var jo blot et teknisk stop, havde jeg tænkt. Men der tog jeg fejl. Så pludselig sad jeg dér og havde faktisk ikke tilladelse til at rejse ind i LA, men var på vej til LA. Mine søde siddekammerater, Hannah fra England og Christina fra Tyskland, ydede stor moralsk støtte, mens jeg talte med flypersonalet om, hvad jeg skulle gøre. Det var altså en lidt pudsig situation, og jeg endte med at erfare, at det ikke kun var min fejl. Personalet i Heathrow burde havde tjekket, om jeg havde ESTA-registreringen - hvilket de faktisk gjorde og dermed fortalte mig, at jeg ville få brug for registreringen på min hjemrejse, da jeg havde stop i San Fransisco og New York - men de burde have bedt mig registrere mig under mit 2-timers ophold i Heathrow, inden jeg steg på flyet pga. det tekniske stop i LA. For det er faktisk ikke muligt at stige på flyet, hvis ikke man har registreringen!? For at gøre en lang historie kort endte det med, at flypersonalet kontaktede LA og fortalte om frøken Klarskovs ankomst, så de var forberedt, og da vi så landede i LA fik jeg taget fingeraftryk og billede samt stemplet mit pas som alle de andre. Pyha...(hold da op, hvor er de paranoide de kære amerikanere. Der er sgu ikke meget mercy over dem! Jeg så pludselig i mit stille sind, at jeg ville blive stemplet som forbryder eller lignende). Jeg kunne i øvrigt ikke lade være med at grine af det hele - jeg mener; hvem havde troet, at kontrolfreaken kunne misse en så væsentlig ting. Måske var det et tegn, en udfordring fra oven, som jeg lige skulle gennemgå...Og som jeg klarede, ikke mindst. Situationen kommer højst sandsynligt til at koste Air New Zealand en stor bøde, fordi det i sidste ende var deres ansvar at tjekke, om jeg havde registreret mig. Jeg glæder mig over, at denne bøde ikke skal betales med mit kreditkort ;-)

Stoppet i LA varede såmænd kun et par timer, hvorefter vi boardede flyet igen - til de sidste 10 timer. På det tidspunkt vist mit danske ur 5.06, og lokaluret 20.06.

5. nov. kl. 6.45 lokaltid (18.45 4. nov. dansk tid) landede jeg så i et regnfuldt Auckland med øm nakke (jeg savnede godt nok en nakkepude undervejs, da jeg havde et midtersæde), stiv krop, en meget naturlig kropslugt og kun 5 timers ikke særlig behagelig eller tung søvn. Turen havde i det hele taget 31 timer inkl. stop. Jeg sagde farvel til Hannah (Christina havde kastet sig ud i at blive hos amerikanerne i LA), fik min bagage og skulle så igennem Custom Service. Her måtte jeg fremvise Johs' waders og vandrestøvler, hvoraf sidstnævnte skulle en tur under vandhanen. New Zealand er meget strikse med evt. smittekilder.

Fra lufthavnen skulle jeg så finde hjem til fam. Spencer. Jeg havde hjemmefra mailet til dem, at jeg selv kunne finde hjem til dem, og det fortrød jeg faktisk lidt i det øjeblik. Ikke, at jeg ikke fandt ud af det, men jeg var virkelig træt og havde en smule ondt af mig selv. Det endte med, at jeg hoppede på en bus til Down Town og fik så efter adskillige forsøg (hvilke cifre er relevante, når man har en dansk tlf., hvilke ikke - et af livets store spørgsmål) ringet til Sally - moren - som så hentede mig. Hvor er det altså sødt af dem, at jeg må bo dér - sagde jeg også til dem. Familien bor i Parnell, som er en bydel i Auckland. Man kan gå dertil fra down town på omkring 20 min. Udover mor Sally består familien af Olivia - den ældste datter, som er den new zealandske studerende, jeg mødte i DK, fordi hun studerer der pt., far Hamish, lillesøster Sophie og mellemstesøster Annabel, som studerer i Wellington pt. hvorfor jeg ikke har hilst på hende. Endelig er der hunden Finn.

I min tidszone var det jo aften, så jeg ville lige tage mig en lur. Den blev så til 6 timer og hold da op, det var svært at stå op igen.

Igår aftes blev der fyret fyrværkeri i anledning af Guy Fawkes - en eller anden person, man fejrer 5. nov. og et par dage frem. Men det var virkelig ingenting ift. dansk nytår.

Idag, fredag, vågnede jeg så kl. 6.00 til en ny 6 mdr.s rejsetilværelse på den anden side af jorden. Tanken er altså overvældende - igen og igen. Med Runes gode råd i baghånden satte jeg mig derfor nogle små projekter for: 1) at købe en god regnjakke, 2) at købe en adaptor 3) at gå på universitetet og få klaret det sidste ift. summer school. Her kl. 16.00 er missionen fuldført, og jeg klapper mig selv på skulderen ;-). Det er sgu da godt gået, Dorthe! Jeg tror, belønningen skal være en løbetur senere.

Alt for nu. Blot vil jeg lige understrege, at jeg ikke er i tvivl om, at dette er den største udfordring/oplevelse for mig nogensinde!

PS. Vejret har idag været fantastisk. Sol og omkring 18-20 grader vil jeg skyde på. Jeg havde i hvert fald taget ALT for meget tøj på.