De rådne ægs by

En del ting er sket siden sidste indlæg. For det første har jeg redigeret linket til fotoalbummet, så I nu kommer til 'forsiden' og derved kan se mine forskellige albums.

Jeg havde et par rigtigt hyggelige dage hos familien Spencer i Auckland. I lørdags lånte jeg et gammel gult lig af en cykel, som førte mig til stranden Mission Bay. Jeg var noget spændt på, om enten den eller jeg bukkede under, inden vi nåede frem. Men det endte faktisk med at være et fremragende samarbejde. I NZ er det lovpligtigt med cykelhjelm, og det var jeg rigtig glad for. Mission Bay var virkelig lækker strand - præcis som i filmene med turkis vand og høj sol.

Søndag tog Sally og Hamish mig så med på Car fair - den ugentlige store-bilsalgsdag i Auckland. Det var sjovt og interessant, og jeg lærte nogle tricks bl.a. at spotte en pålidelig sælger og bil i god standard. Den viden bliver helt sikkert brugbar, når vi skal købe en bil i Christchurch. Jeg er dog spændt på at se, om der findes noget lignende dette marked dér. Det vil tiden vise.

På vej hjem kørte vi igennem Cornwell Park, som er en stor flot park midt i Auckland, op til One Hill Tree - et mindesmærke for Maorifolket. Herfra har man en fantastisk udsigt over Auckland. Det 'ene træ', som skal symbolisere Maorifolket, blev dog af Maori-aktivister selv fældet i 2000 i protest mod, at det i sin tid var englænderne, der indvaderede et helligt sted.

Senere på dagen fik jeg udvidet min Maori-viden ved et besøg på Auckland Museum, som har en kæmpe samling af Maorikultur. Bl.a. oplevede jeg en performance, hvor man kort blev introduceret til de mest kendte danse og sange. Det var rigtig sjovt omend kommercielt. Jeg fik i hvert fald meget ud af det. Museet er KÆMPE stort så efter 3 timer, måtte jeg krybe til korset og forlade Maori-mekkaet. Jeg tænker dog at vende tilbage i januar.

Mandag havde jeg sat mig for at skulle videre ud på eventyr, nærmere bestemt til Rotorua, som er det område i NZ, hvor den nuværende Maorikultur er koncentreret. Rejsedagen begyndte jeg i selskab med Hamish og Finn (hunden) kl. 6.00 (!) med en løbetur til Mt. Eden - en af de mange vulkaner i Auckland. Vi tog det stille og roligt, men da terrænet begyndte at blive opadgående, fik jeg godt nok sved på panden. Hold nu op! Dog en rigtig flot tur og udsigt fra toppen samt mere info om Auckland, så jeg fortryder det ikke. Desuden fik jeg ros af Hamish ;-)

Efter 3 t 45 min.s bustur landede jeg i Rotorua by kl. 17.00 og vandrede til det bookede hostel 'Funky Green' (hvor genbrug og værnen om miljøet værdsættes højt - det kan vi li'). Allerede da jeg steg ud af bussen, mærkede jeg lugten af råddent æg i min næse (ikke ligefrem noget, der behager min fine københavner-snude). Rotorua er et område med høj termisk aktivitet, kogende mudderhuller og gejsere. Der bor små 18.000 mennesker, og om jeg fatter, at de kan bo i den stank! Byen i sig selv er ikke noget særligt, men der er en masse at se rundt omkring.

Idag startede jeg så med at gå i turistinformationen for at høre, hvad der var af muligheder, når man ikke vil betale en bondegård for alle mulige turistture, og desuden kun har sine flade kuverter at transportere sig rundt på. Der var faktisk muligheder, dels kunne jeg gå en tur i Kuiran Park, hvor man også kan opleve den termiske aktivitet, dels kunne jeg besøge Ohinemutu - en Maorilandsby lige ved Lake Rotorua. Så det gjorde jeg. Det var rigtig interessant i landsbyen, og jeg talte med en indbygger for at høre, hvordan hun ligesom havde det med, at Maori på en måde var blevet en turistattraktion. Hun gjorde mig opmærksom på, at dette IKKE var tilfældet i Ohinemutu; turister og interesserede måtte gerne komme ind i byen, men de skulle respektere evt. ceremonier m.m. samt give en donation, hvis størrelse var underordnet.

Kuiran Park var også interessant, men ildelugtende. Jeg fandt dog et sted uden alt for meget stank, så jeg kunne indtage min frokost. Desuden fik jeg indviet min H2-optager, som er s.... smart. Den optager helt vildt god lyd. Så der sad jeg og følte mig som en rigtig videnskabskvinde og indtalte en observationsrapport ;-)

I eftermiddags hoppede jeg på en bus (det er billigt at køre med 'bybussen'. Kun 2,20 nz$ dvs. ca. 8 kr. for en billet - kære Movia, det kunne I lære noget af!) til Te Puia, hvor man kan opleve Pohutu-gejseren, Maorikultur og mere termisk aktivitet og stank. Det var på mange måder en meget opsat park med skilte og udstillinger over 'sådan boede Maorierne', 'sådan væver de' osv., men man fik virkelig oplevet gejsere, mudderhuller og kogende vandhuller. Desuden fik jeg gratis billet til 'en rigtig' Maorivelkomst, hvilket gav mig anledning til at få optaget en del musik på H2'eren. Så jeg fik helt sikkert noget ud af turen til Te Puia, men jeg var godt nok også glad, da jeg skulle tilbage til hostlet. Fortrød faktisk, at jeg i alt har booket overnatning her for 4 nætter, for den lugt er simpelthen så kvalmende. Og det er altså ikke kun mig, der er så sart. Jeg har lige talt med Linda, en tysker, som flygter til Taupo imorgen, fordi hun simpelthen ikke kan holde lugten ud. Måske jeg skulle prøve at høre, om jeg kan aflyse min booking...Uanset om jeg kommer herfra imorgen eller fredag, har jeg planer om at afprøve mit working holiday visa på næste stop. Faktisk blev jeg igår kontaktet og spurgt, om jeg ville hjælpe til med at gøre klar til et marked i Katikati nord for Rotorua i fire dage og bo i campingvogn med John, de andre hjælpere og 3 katte. Efter nærmere overvejelse synes jeg måske, at det var lidt for hippieagtigt, så jeg takkede nej. Men der skulle være rig mulighed for at finde noget andet.

Opdatering fra prutternes by hermed slut.