Så er der update - laaaaang update. Det er lykkedes mig at lave kludder i mine billeder, så det skal jeg lige have løst, inden jeg kan uploade flere. Der er ellers et hav at uploade. Siden sidste update har jeg erfaret, at trådløst internet og mobilnet ikke er en selvfølge i NZ. Se, man bliver så klog. Og så vil jeg såmænd ønske jer alle glædelig 1. dec. – det gik lige op for mig idag, at vi nu er i julemåneden, da to sydamerikanere ville have mig til at synge en julesang for dem ;-).
------
Fredag 20. nov. tog jeg fra Napier til Hastings for et par timer for at besøge Kahurangi Maori Dance Theatre-performance school. Jeg havde kun kort varslet mit visit og vidste, at der var risiko for, at de ikke havde tid – og det var tilfældet. Så jeg håber på at få en aftale i hus i februar, når jeg er færdig med summer schoolen. Hastings var forfærdelig og helt modsat Napier. Grim, ucharmerende og industriel (og gangster-agtig har jeg sidenhen hørt). Fra Hastings hoppede jeg på bussen igen for at drage til Palmerston North. Jeg havde egentlig regnet med at overnatte i Dannevirke, men efter at have købt busbilletten dertil opdagede jeg, at der faktisk ikke var nogen hostels...bommelom bom bom...Så plan B blev Palmerston North, hvor jeg tilbragte natten på ’Grama’s place’ (og det var skam selveste mormor, der hentede mig og bød mig velkommen). Lørdag morgen blev jeg så hentet af Clarky (en bekendt af min far fra hans unge dage) og fragtet til Opaki, som er et lille område 9 km fra Masterton.
Clarky og Glenys hjem var rigtig rart (og rent!) at komme til, og en diametral modsætning til den ’zoologiske have’ i Putorino. Dog erfarede jeg igen, at det ville have været rart med en bil, idet ingen busser gik forbi deres hus. Så jeg følte mig meget afhængig af Clarky og Glenys, og det havde jeg det lidt skidt med, fordi jeg faktisk kom med ganske kort varsel. Det synes dog ikke at være noget problem overhovedet – dejligt! Opaki er omgivet af vinmarker, så et par smagsprøver rundt omkring var et must i løbet af mine 5 dage i Opaki. Tirsdag smurte vi madpakker og kørte til en nedlagt damplokomotiv-jernbane nær Featherston. Jernbanen blev nedlagt i 1955, og alle skinner er fjernet, men man kan nu gå ruten i stedet for - en utroligt smuk og fredfyldt vandretur opad bakke blandt fuglesang, rislende bække og busskads. Første stop var Cross Creek og herfra til toppen Summit og så samme vej tilbage igen. I alt 16 km, hvoraf en del af ruten bestod af 3 uoplyste tunneller – virkelig grænseoverskridende at bevæge sig ind i det kolde mørke med kun en svag lommelygte som guide. OG ikke mindst frygtindgydende, når Clarky går og joker med, om han mon en dag finder et menneske i en af krogene – altså et ikke-længere levende menneske! Jeg sagde ikke så meget på det tidspunkt…
Clarky var desuden meget opsat på at sætte mig i forbindelse med nogle vaskeægte Maorier, og han gjorde virkelig et stort stykke arbejde. Det resulterede i, at jeg onsdag kom til at tale med Mr. Rimini fra ’Rangitane O Wairarapa Inc. Mandated Iwi Authority’ – altså en enhed, som tager sig af Maorianlæggender i området (’iwi’ betyder stamme og ’Rangitane’ er den stamme, som hører til området). Mr. Rimini kunne fortælle utroligt mange spændende historier fra hans arbejde med ’geneaology’ - at klarlægge Rangitane-stammen. Derudover tager han ud til fundne Maori-grave for at sætte den afdødes sjæl fri vha. bøn. Hvis ikke man gør det, vil personen, som finder graven, rammes af ulykke. I Maorikulturen begraver man folk, hvor de dør, så der er altså mange grave over det hele. Jeg fik mange frygtindgydende historier, om folk som havde ignoreret gravene., og måske er jeg naiv, men det lader altså til, at der er mere mellem himmel og jord, end man tror. Jeg blev i hvert fald dybt fascineret af deres stærke spirituelle tro og forsøgte at grifle så meget, jeg kunne. Da jeg havde hørt historier i halvanden time, fik jeg mulighed for at tale med hans nevø M. Kawana, som komponerer Maori musik. Det var jo guld værd! og derfor måtte Kawana besvare et hav af spørgsmål fra mig. Han tog det skam pænt og gav mig tilmed et par af hans numre med. Det var virkelig interessant, og skønt der var mange ting, jeg ikke helt forstod, fordi meget af denne kultur stadig er ny for mig, så fik jeg alligevel en masse ud af det. Og jeg takkede og takkede for deres store hjælp. Efter besøget hos de flinke herrer, havde Clarky så arrangeret, at jeg kunne overvære en Kapa Haka-time på den lokale Fernridge School. Børnene var 7-10 år vil jeg skyde på, og havde et utroligt engagement i at synge og danse. Jeg fik en bog som gave og deltog også i de fysiske udfoldelser til stor glæde for børnene. Det var så sjovt. Og helt sikkert brugbart. Og tankerne om et mere præcist fokus er nu for alvor sat i værk.
Torsdag 26. nov. takkede jeg så af i Opaki og drog til Wellington med toget for at tilbringe de næste 4-5 dage. Solen var igen højt på himlen og temperaturen omkring 20-23 grader. Ah! (jeg sender så mange solstråler hjem til jer, som jeg kan). Mit hostel lå for enden af en stejl bakke, og det var sgu hårdt at bevæge sig op med 20 kg på ryggen, 8 kg på maven og et par kilo over skulderen. Jeg må sgu da få gode benmuskler af at vandre rundt med den rygsæk (diverse buschauffører undrer sig fortsat over, hvad de backpackere dog kommer i deres rygsække!). Derefter ud i solen med mig for at suge Wellington til mig. Igennem byen og Civil Square, ned langs havnefronten og rundt om det kæmpe mæssige Te Papa-museum. Det største museum, jeg nogensinde har set, og hvor jeg endte med at tilbringe 2 dage. Derfra til Cable Car (som er så berømt for de 5 min. det tager at køre op ad bjerget/bakken!?!) for at blive fragtet op til Botanic Gardens og en fantastisk udsigt på toppen. Ned igen til Thorndon for at betragte de gamle bygninger fra de første ’settlers’. Og på vej tilbage til hostellet ind i et af de kæmpestore supermarkeder for at handle ind til aftensmad. Jeg kan bruge laaaaang tid på at handle ind, for der er simpelthen så mange varer at kigge på. Så på en eller anden måde er der altså gået lidt sport i at handle ind og noget, jeg ser frem til. Sådan har vi jo hver især vores særheder.
Under mit visit i Wellington nåede jeg desuden til Karori Wildlife Sanctuary et par kilometer udenfor byen. Her forsøger man at bevare så meget original vegetation og dyreliv som muligt (Jytte og Birger – I ville have eeeeelsket alle de fugle, der var). Jeg var ret nervøs for at fare vild i det kæmpe kæmpe område og således ikke være ude inden portene blev låst kl. 17. Men det skete heldigvis ikke. Til gengæld forandrede vejret sig til at blive meget vindigt og regnfuldt – der er en årsag til, at de kalder byen for ’Windy Welly’. Og nu skulle jeg så komme med den logiske forklaring på dette jf. vindforhold, placering i stillehavet osv., men det må I lige selv følge op på. Der er nemlig en forklaring på ’Windy Welly’. Søndag var det så solskin og varmt igen – fantastisk! Så jeg gik op til Mt. Victoria og nød udsigten over byen.
Så var det tid til at vende næsen tilbage til Auckland. Mandag stod den derfor på 11,5 times bustur med et par stop undervejs. Det gik temmelig smertefrit, og da jeg kom til Auckland var det varmt og meget fugtigt. Det er simpelthen så fascinerende så vekslende klimaet er (her skulle den logiske forklaring være på sin plads igen…). Så efter at have frosset et par dage i ’Windy Welly’ svedte jeg pludselig som et s…
Mit hjem er nu det største hostel i byen, Auckland Central Base, et meget upersonligt og u-hyggeligt hostel, men eftersom Johs og jeg har booket 3 nætter her efter hans ankomst, valgte jeg det upersonlige frem for at skulle pakke ud, pakke ned og flytte igen igen igen, inden han kommer på torsdag. Jeg har brugt dagen i dag på at ordne det sidste på universitetet ift. summer schoolen og leder pt. efter en lejlighed til jan-feb. Det bliver SÅ spændende det hele, og jeg glæder mig rigtig meget.
Torsdag henter jeg Johs i lufthavnen ;-) ;-) ;-). Han er i skrivende stund ved at checke ind i Kbh.
PS. Jeg har også set min første All Blacks (det nz-rugby-landshold)-kamp på tv. Det ligner jo nærmest bare en stor slåskamp, når de spiller - siger sport-dummi-Dorthe. Men jeg kunne nu godt tænke mig at opleve en kamp live - det skulle være en oplevelse. Bl.a. fordi de danser en Maori-haka inden kampstart for at 'skræmme fjenden'.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar