Van Morrisson og sandfluerne

Vi døbte ham ’Van Morrisson’ - vores nye firehjulede hjem - og onsdag d. 16. december sagde vi farvel, på gensyn og tusind tak til Rick og Lynn i Christchurch og begav os af sted på eventyr. Det var fantastisk endelig at være kørende, og det gav en enorm frihed. Vi gjorde vores første stop tæt ved Kaikoura for at nyde den smukke udsigt og sælerne, som slængede sig på stenene. Fantastisk! Derfra kørte vi mod en Department of Conservation-campingplads i Rarongi for at overnatte i vores nye rullende seng.

Torsdag vågnede vi så op til solskin og udsigt til skov, bakker og klart blåt vand. Dagens første projekt: at lave kaffe over gassen. Og det var virkelig et projekt, når man ikke har hverken filtre eller tragt (NZ’erne sværger til Nescafé – svært for to kaffeentusiaster at acceptere!). Resultatet var ikke prangende - der må arbejdes på den alternative kaffebrygningsmetode.

Vi kørte videre nordpå til Marlborough-området for at give os i kast med vinsmagningen. Vi checkede derfor ind på Walters Backpackers i Renwick, lejede cykler og begav os af sted. Dejligt at cykle igen. Første stop var Allan Scott-vingården. Under vores couchsurfing hos Paul i Christchurch drak vi en Late Harvest Riesling fra 1995 fra denne vingård, og den var bare lækker (og vi var meget beærede over at få del i sådan en gammel sag!). Fra Allan Scott videre til Herzog, som var af helt anden stil. Meget fornemt sted, som på mange måder henvendte sig til det mere velhavende klientel. ’You look bored’ fik jeg at vide – hmm…ja, jeg følte mig måske heller ikke lige på rette sted dér, hvor diverse ukendte termer flyver gennem luften. Men siden hen skulle jeg erfare, at jeg faktisk havde lært noget trods alt. Kvinder bag skranken håbede virkelig på at sælge os en god – og dyr - flaske rødvin, men hun gik forgæves.
Vores favoritsted blev ’Bladen’ – en lille hyggelig vingård med fantastiske vine, som vi købte tre flasker af til samlingen. Mums! Og jeg lærte, at Gewurtztraminer er min favoritdrue, og at Pinot Noir faktisk kan smage godt. Johannes tog sig af de mere tekniske tolkninger og chit chattede med ejeren. Efter vinsmagning på 5 vingårde med 5-10 vine pr. sted var vi begge sultne og mættede (jeg synes stadig, det er mærkeligt og spild at spytte vinen ud! Og så må man jo tage konsekvenserne deraf). Vi gik derfor hen på den lokale pub og fik mad – og ikke mindst oplevelsen af lokalbefolkningen. Nogen uden tænder i munden og nogen, man i hvert fald ikke ville blive uvenner med.

Så var det blevet fredag og Johannes’ fødselsdag. Fødselsdagssang, løbetur, og morgenmad i varme og solskin, inden vi begav os mod Nelson. en hyggelig by, og vi dumpede som det første ind på en god kaffebar. Det blev desuden en festlig dag for mig også, eftersom jeg endelig fandt mine vandrestøvler (det første par, jeg købte, returnerede jeg, fordi de ikke sad godt, og siden da havde jeg prøvet MANGE MANGE par uden gevinst, så jeg havde næsten givet op). Hen imod aftenen kørte vi mod en campingplads lidt uden for byen, og Johannes kokkerede lækker fødselsdagsmiddag med risotto og marinerede tigerrejer. Dertil god vin – selvfølgelig ;-).

Det var også i Nelson, at vi fik vores første møde med de berygtede sandfluer, og pludselig forstår vi begge deres rygte. Der er tale om små bitte fluer, som suger blod, og skønt stikkene nærmest bare er en prik, kløer de som død og kridte! Bedste middel er at dække sig til, næstebedste trick er insektmiddel. Det bliver en lang sej kamp med de møgkræg.

Søndag 20. dec. begav vi os så til Motueka og Riwaka for at tilbringe natten inden vores store kajak-vandreenventyr i Abel Tasman Nationalpark. ’Eden’s Edge Backpacker Lodge’ hed hostellet, og et fantastisk sted. I skrivende stund er vi her igen, for at tilbringe juleaften, fordi vi synes, her er så skønt: ude på landet med udsigt til æbleplantage og bakker og en utrolig ro. Og når der er skyfrit, kan man opleve den smukkeste stjernehimmel (i praksis trækker man ’skærmen’ fra soltaget i Van Morrisson, og så kan man ligge i sin seng og beundre de 10.000vis af stjerner ;-)).
Vi havde dog et problem: Van Morrisson havde teet sig de sidste par dage ved at hoste, hver gang han fik gas. Åh, nej! Johannes forsøgte at udrede problemet med coaching fra Paul over telefonen, dog uden held. Da vi mandag kørte af sted til Marahau, hvorfra vi skulle sejle i kajak, ville han næsten ikke over bakken til vores begges bekymring. Nå, diverse bekymringer måtte vente, for nu skulle vores kajakeventyr til at begynde.

Sally var vores guide, og det viste sig faktisk, at vi fik hende helt for os selv. Hvilken luksus! Kort inden briefing kom vi pludselig i tanke om, hvorvidt vi havde husket at tage batteriet til kameraet med fra hostellet. Nej, det havde ingen af os tænkt på! Tilbage til Van, hente det andet kamera + lader samt håbe på, at der var batteri nok til den første dag. Virkelig ærgerligt at tage til Abel Tasman uden kamera. Og det var i øvrigt prikken over i’et på en kaotisk morgen. Om natten havde vi begge frosset meget for første gang – måske fordi vi havde glemt at lukke vinduerne...

Da vi først sad i vores to-mands-kajak midt på det turkise vand under en bagende sol med udsigt til regnskov, forsvandt alle vores bekymringer om Van, tændrør og kamerabatteri. Det her var noget af det mest fantastiske, vi havde prøvet (en super god julegave). OG helt vildt sjovt! Teknikken kom efterhånden, og vi fik ros af Sally. Første pause var på Coquille Bay, hvor Sally vartede os op med rigtig stempelkaffe (hurraaaa!) lavet over gasblus og kage. Imens kunne vi iagttage en løber, som mågerne tilsyneladende havde set sig sur på og derfor forsøgte at beskyde med diverse mågeklatter. Det lod ikke til, at han selv var bekendt med sin fejl, og jeg synes, han tog kampen fornuftigt op ved at kaste sand tilbage på de hidsige bæster. Der er nogen, der siger, at det bringer held at blive ramt af en fugleklat. Personligt tror jeg, at det blot er et forsøg på at vende en knapt så heldig hændelse til noget positivt.
Ud på vandet igen og ind i søbrisen, som stiller lidt højere krav til ens indsats. Forbi Adele Island for at hilse på sælerne og så ind til endnu en af bountystrandene for at spise frokost – Abel Tasman ser præcist ud, som man ser på postkortene! Det er ubeskriveligt. I frokostpausen oplevede vi desuden, hvordan 25 grader og solskin kan forvandles til kulde, når søbrisen tager fat i det våde tøj. Godt, at vi havde det rigtige hurtigttørrende Kiwi-outfit på!

Henad eftermiddagen nåede vi Anchorage, hvor vi skulle tilbringe natten på Aqua Packers – en båd, som lå lidt uden for stranden. Vi efterlod Sally og kajakken og indlogerede os i den nederste kahyt. Aftenen stod på barbeque og snak med de øvrige 20 gæster. Natten derimod blev lang og varm. Vi havde nemlig været så ’heldige’ at dele rum med en snorker (undskyld alle snorkere – jeg ved, I ikke gør det med vilje…), men jeg oplevede virkelig, hvordan urmennesket og de basale behov kom op i mig, og hvordan jeg havde lyst til at hoppe ned fra køjen og proppe en klud i munden på hende. Vi havde bare brug for at sove oven på dagens indsats!

Tirsdag stod den så på vandretur fra Anchorage til Onetahuti i alt ca. 4 timer (16 km). Vandreturen skulle være én af de lettere, og en god én at starte ud med. Vi erfarede, hvordan der skal arbejdes på formen, inden vi begiver os ud på Milford Track i marts, om end vi mødte folk, der havde det værre end os. Det var en flot tur, men kajakturen var nu det sjoveste. Fra Onetahuti hoppede vi på en vandtaxa tilbage til Marahau. Og der blev givet gas – fuldstændig som at køre i rutsjebane, hvorfor man bogstaveligt talt skulle holde på hat og briller. Og så var bountyeventyret overstået for nu. Planen var egentlig Golden Bay nordpå, men der var jo lige det dér batteri i Riwaka, som ventede på os samt en hostende Van. På vej tilbage til Eden’s Edge slog vi derfor et smut ind om en mekaniker og fik en tid dagen efter kl. 8. Oven på et par fantastiske dage nød vi grillet lam og Pinot Noir på terrassen i solskinnet. Det er faktisk ok at tilbringe julen langt væk, når det er på denne måde ;-).

Efter at Van havde tilbragt 6 timer under luppen hos den søde mekaniker onsdag, var han frisk. Et nyt tændrør, brændstoffilter samt et par småting. Det kunne have været meget værre (og kostet meget mere)! Van tog nu bakkerne som en drøm – nu var det pludselig den kvindelige chauffør, som blev udfordret. Det er sgu ikke lige sådan at køre i bakker, når man ikke er vant til det. En god co-driver var et stort plus og ned- og opgearingen blev bedre og bedre sving for sving. Vi landede på Farewell Gardens Camping i Poponga Port nordpå – dér, hvor hovedvejen sluttede. Undervejs et stop på Mussel Inn – et lokalt hippie-bryggeri og café in the middel of nowhere. Men fantastisk øl og dejligt sted.

I dag har vi så oplevet endnu et fantastisk sted: Wharariki Beach. En kæmpe kæmpe strand med sandklitter, klipper, Stillehavet og sæler. Som at være ved verdens ende. Vi var begge lamslåede af betagelse. Fra stranden kørte vi til Cape Farewell for at nyde endnu en storslået udsigt. Derfra endnu et stop på Mussel Inn for at spise frokost og få en øl. Og nu er vi tilbage på Eden’s Edge for at holde jul. Kokken er gået i køkkenet for at lave røde bøffer. Skønjomfruen står for desserten. I morgen begiver vi os ud på en lang køretur til Vestkysten og Greymouth for at besøge Glenys og Clarkys datter Kelly og holde jul med dem (herned er det først rigtig jul 25. dec.). Herefter står mulighederne åbne – vi ser, hvad lysten bringer.

Rigtig glædelig jul til jer alle her fra solen og varmen ;-)

PS. Fantastiske billeder af både Van og natur venter snarest...