Vi header mod syd...

En uge er gået, siden vi sidst ’bloggede’. Dagene i Auckland blev brugt på at slappe af og en middag hos Harry og Sally. Den familie er en sand fornøjelse, og jeg følte det som at komme ’hjem’, selvom jeg kun har boet der i 4 dage. Der blev grinet og spist god mad, og jeg blev inviteret til fremtidige middage, når jeg vender tilbage til Auckland. Johannes synes også, at de var herligt selskab.

Mandag forlod vi så det kæmpestore hostel og fugtige Auckland og fløj til Christchurch (forud for check in måtte vi ompakke vores tasker, så ingen tasker oversteg 25 kg. Vi checkede efterfølgende 3 tasker ind, hvoraf 2 var på præcis 25 kg. Man lærer efterhånden sine pakkemetoder og sin rygsæk ud og ind...). I Christchurch har vi siden ankomst boet hos Paul – en 52-årig virkelig spændende og utrolig flink mand, som vi har kontaktet via Couchsurfing (et internationalt forum på internettet, hvor folk stiller deres sofa til rådighed for folk som os, der rejser rundt). Paul hentede os i lufthavnen i sin gamle ford escort, som på hjemvejen swingede med Lou Reed i højtalerne - det var et godt tegn. Og der var såmænd gode mavefornemmelser og hyggesnak resten af aftenen. Den eneste udfordring var at skulle dele en enmandsseng…

Tirsdag begav vi os så mod bycentrum for at få Christchurch under huden. Vi besøgte igen igen igen et stort antal outdoorshops bl.a. for at finde et par vandrestøvler til mig. 25 par og utallige forskellige råd og strømper senere tog jeg den endelige beslutning. Så nu er vi snart ved at være udstyret til diverse vandre- og kajakeventyr.

Det var i øvrigt også denne dag, at vi tjekkede diverse backpacker bilmarkeder ud. Der var temmelig mange meget slidte biler, alle kørt omkring 300.000 km. Heldigvis havde Johs researchet på emnet (han er en ørn til dette...) og fundet en potentiel bil - en Toyota Townace fra 1995, kørt 105.000 km. Så vi hoppede på en bus ud til Rick, som solgte bilen. Den sorte varevogn var rigtig fin, og vi blev vist lidt forelskede. Senere forhørte vi os hos Paul, som tilfældigvis havde ret godt styr på biler, og vi fik ham til at kaste et blik på bilen dagen efter.
Om aftenen tog han os med på byen bedste irske pub, hvor der var den ugentlige jamsession. Fantastisk stemning, guinness og musik.

Onsdag stod den så på projekt bil, og efter Pauls vurdering, var vi ret sikre på, at det sorte lyn skulle blive vores nye firhjulede hjem. Vi aftalte derfor med Rick, at vi torsdag ville tage den til WoF (Warrent of Fitness – dvs. syn), og hvis den gik igennem, ville vi købe den – hvis ikke, skulle vi genforhandle. Bilen blev ikke godkendt, men det var småting, der skulle fikses. Desuden tilbød Rick at betale. I går fredag betalte vi så vores nye bil, synet og godkendt. Så nu er vi altså bilejere og diskutere pt. navne til kræget. Johannes stemmer for 'The Trout Seeker' - jeg går mere ind for 'Black Velvet'...der må derfor lige arbejdes lidt på sagen.

Dagene her i Christchurch har altså primært gået med praktiske ting og diverse indkøb. Men vi har også hygget en masse med Paul. At bo hos lokale giver virkelig ens rejse et anderledes perspektiv. Det er fantastisk at opleve NZ-lændernes utrolige gæstfrihed og samtidigt få spændende livshistorier. Det giver en masse perspektiver til ens eget liv. Paul har underholdt os med utallige historier om hans tid i Europa, om hans vandreture i bushen, om hans sejlture og om hans digte. Det har været fantastisk at bo hos ham! I dag kommer en ny couchsurfer, så vi har forladt Paul og hans to kælne katte for i stedet at flytte over hos Rick – altså ham, som har solgt os vores nye hjem på fire hjul. Rick er oprindeligt amerikaner, men er som mange andre faldet for NZ og bor her nu sammen med sin kone. Vi har derfor i skrivende stund installeret os i deres ekstra hus (ja, de har altså et ekstra hus til diverse gæster!), som vi har helt for os selv de kommende dage. Det er da luksus! Rick har netop smidt den største skinke, jeg nogensinde har set, i ovnen, til aftenens kommende middagsselskab. Nu er han gået i gang med at lave ferskentærten - han siger, at det er nemt at lave mørdej i 25 graders varme ;-).

Imorgen har Paul tilbudt os en sejltur i hans båd, som ligger i Akaroa lidt uden for Christchurch. Det har vi naturligvis sagt ja til! Mandag satser vi så på, at alt papirarbejdet er i orden med bilen, så vi kan begive os nord på mod Marlborough-vinområdet og derfra til Abel Tasman Nationalpark for at sejle i kajak og vandre.

En ny form for rejse ligger forude, og vi glæder os til at 'hit the road'.

PS. Der er snart nye billeder...