Godt nytår

Vi er landet hos Rick og Lynn i Christchurch igen. Da vi drejede ned ad Proctor Street, føltes det som om, vi var kommet hjem ;-). 'Hotel Vandertie' husede allerede en familie i det andet hus + 3 amerikanere - Jesse, Carolyn og Lucas - i deres eget. Så vi nåede lige at hilse på dem og udveksle oplevelser, inden de begav sig nordpå. Jesse og Lucas er begge inkarnerede fluefiskere, og Johannes aftalte at mødes med Jesse 2. januar i Blenheim for at drage på fiskejagt i en uge, inden Johannes skal mødes med to andre inkarnerede fluefiskere fra Finland. Jeg er begyndt at tro på kærlighed ved første blik - i hvert fald når man sætter et par hidtil fremmede fluefiskere i samme stue. Johannes glæder sig til at komme i gang med fiskeriet - undertegnede er nok ikke den sjoveste fiskemakker (fx. er der lige det dér med tålmodigheden...). Jeg bliver hos Rick og Lynn til 3. januar, hvor jeg så flyver til Auckland. De første par dage skal jeg forsøge at finde en lejlighed, men jeg har allerede et par forespørgsler ude, så det skal nok gå. Jeg har booket et hostel de første nætter, så ingen skal bekymre sig over, at jeg ikke har et sted og sove.

Vi tilbragte 25.-30. dec hos Kelly i Marsden 15 km. fra Greymouth, og her oplevede vi, hvordan det regner på Vestkysten - som man hele tiden hører. Kelly bor alene med sin hund, et par får og høns i et stort hus ude på landet. Jeg sagde til hende, at der altså ikke er mange 26-årige piger i DK, som bor alene midt ude i ingenting. Clarky og Glenys var også logerende under vores ophold, og de havde julegaver med til os. Så kom julefølelsen alligevel lidt frem.

2. juledag begav vi os så længere ud i ingenting. Johs havde fundet en elv, som han gerne ville give sig i kast med. Han skulle kontakte de lokale i området for at få tilladelse til at fiske, og det viste sig, at elven lå midt i et lille kristent samfund 'Gloriavale Christian Community'. Vi vil begge våge at påstå, at mødet med dette samfund er den mest mærkværdige oplevelse, vi begge har haft nogensinde. Vi kørte 35 km ud af en sidevej fra hovedvejen og kom til en dal med et par farme hist og her. Kvinderne i lange blå kjoler med tørklæde om håret, mændene i blåt arbejds-lignende-tøj. Vi meldte vores ankomst på hovedkontoret og skrev os ind i bogen. Vi skulle komme tilbage og skrive os ud, når vi forlod området (af sikkerhedsmæssige årsager - så de ved, at man ikke er faret vild eller faldet i elven). Disse mennesker lever puritansk og afskåret fra omverdenen, har ikke TV, radio eller aviser og er primært selvforsynende. De giftes som unge i arrangerede ægteskaber og får så en masse børn. Det føltes som at træde ind i en amerikansk film fra 1800-tallet a la Det lille hus på prærien. Og samtidigt var der små indikationer på, at de alligevel levede i år 2009 f.eks. var der en masse fladskærme og andre kommunikationsmedier på kontoret, som bruges i forretningsøjemed. Da vi kørte derfra (uden fisk og igen i regnvejr), var der idrætsaktiviteter på græsplænen - cricket og volleyball-kampe iført samme beklædning. Kelly fortalte senere, at kvinderne også svømmer i disse kjoler! Jeg har aldrig oplevet et så anderledes sted før, og jeg var glad for, at jeg var taget med fiskeren derud.

Søndag var det så min tur til at vælge dagens program, så vi kørte til Westport for at stoppe ved Punakaiki og Pancake Rocks på vejen. Det var et hæsligt vejr med regnvejr og tyk tåge. Desuden sagde Van igen en mærkelig lyd! Nå, vi drog afsted og tog det som en udfordring. Pancake Rocks er klipper, der - som navnet antyder - ligner stablede pandekager. Imellem dem er de såkaldte 'Blowholes', som kommer bedst til udtryk ved højvande. Skønt vi ankom ved lavvande, fik vi alligevel et indtryk af fænomenet. Bølgerne kommer med enorm hastighed og kastes op mod klipperne, så vandet kommer ind i hullerne og sprøjter op i luften. Jeg var glad for at have set endnu et af NZs højdepunkter.

Fra Punakaiki kørte vi videre i tågen langs vandet til Westport, og efter ankomst til en øde og knapt så charmerende lille by, gik det op for os, at her i NZ er det mere køreturen frem for destinationen, der er formålet. Og om man kører i 2, 3 eller 4 timer er underordnet. Efter frokost på den lokale café kørte vi til Cape Foulwind for at opleve endnu en sælkoloni. Og så begav vi os på den ca. 2-timer lange køretur tilbage til Marsden.

Så var det blevet mandag, og vejrudsigten lovede godt vejr. Johs ville gerne fiske, jeg ville gerne på Frans Josef-Gletcheren. Så vi splittede op. Johannes satte mig på bussen i Greymouth og begav sig på fiskeeventyr. Jeg havde en 2-timers bustur til Frans Josef, hvor jeg havde booket en guidet halv-dagstur på gletcheren. Frans Josef-by er ikke andet end turister og gletcherguider. Der ventede mig endnu en særegen oplevelse og et mødet med NZs forunderlige natur. Et mix af regnskov og is. Efter introduktion og 45 mins vandretur gennem dalen for foden af gletcheren, fik vi monteret pigge på støvlerne og begyndte så opstigningen. Først primært på grus/stenunderlag, som siden blev til den lyseblå is. Det er en varm gletcher, så man kan sagtens holde varmen med t-shirt. Gletcheren er 7-8 km, og vi kom ca- halvvejs op. Der er konstant guider på gletcheren for at sikre turisternes sikkerhed. Gletcheren bevæger sig dagligt 1 meter, og den is, der falder på toppen, lander 50 år senere for foden. Jeg vil lade billederne tale for sig selv.

Ud over de fantastiske omgivelser mødte jeg min første kea - en af de eneste bjergpapegøjer i verden, så vidt jeg har forstået. Jeg havde glædet mig til dette møde, for jeg havde hørt mange historier om disse fugle, som i bogstaveligste forstand stjæler med næb og kløer. Man skal derfor ikke efterlade sin rygsæk, madpakke eller andet i deres nærvær. De er utrolige problemløsere, som har lært sig at åbne vandflasker, stjæle vandrestøvler, afmontere vinduesviskere m.m. Alt, hvad der glimter eller ser interessant ud. Den kea, vi mødte, kom meget tæt på og fulgte os på vej ned af gletcheren igen - han håbede sikkert på, at der ville falde et eller andet af til ham...

Det var ikke muligt for mig at tage tilbage til Greymouth samme dag, så jeg måtte overnatte i Frans Josef. Eftersom Kellys bror, Brendon, (ja, vi har diskuteret, om de mon er opkaldt efter Beverly Hills), bor i The Forks ikke så langt fra Frans Josef, havde jeg dagen i forvejen ringet og spurgt, om jeg kunne låne hans sofa. 'No worries', sagde han, så det var planen. Brendon er faktisk også guide på gletcheren, og det viste sig, at jeg havde mødt ham deroppe. Han møder tit kl. 6.00 på arbejde for at hukke trinene ud i isen til turisterne. Denne dag havde han desuden hugget den snævre passage ud i isen, som vi skulle igennem...

Tirsdag kørte jeg så med Brendon tilbage til byen og hoppede på bussen tilbage til Greymouth. Flot køretur langs søer m.m. omend regnen igen tog fat.

Onsdag headede vi så mod Christchurch og passerede Arthur's Pass på vejen. Det er et af de smukkeste landskab, vi hidtil har oplevet! Solskin, bjergtoppe, rislende elve og vilde blomster. Fantastisk, fantastisk, fantastisk ;-).

Update slut - Johs skal igang med en kæmpe lammesteg, som skal spises iaften sammen med Rick og Lynn. Om 8 timer er vi i 2010.

Godt nytår!

PS. Jeg kæmper med mit fotoalbum for at backe det up og uploade det - det driller. Tålmodigheden spiller mig desuden et puds - det er jo set før...Så jeg tager lige et break, inden jeg får et hysterisk anfald ;-)