Første skoledag

Efter at have fejret et stille og roligt nytår i Christchurch skiltes vi 2. januar for 6 uger. Johannes blev kørt til Blenheim af Lynn og Rick (som skulle videre nordpå for at aflevere Lucas’ støvler, fordi han havde glemt dem. Store hjerter, siger jeg bare, sådan at begive sig ud på en 7 timers køretur for et par støvler!). Johannes skulle mødes med fiskebumsen Jesse (citat Johannes), og jeg skulle tilbage til Auckland for at starte i skole.

Det var en omvæltning at komme tilbage til Auckland og pludselig være på egen hånd igen. Men efter et par dage havde jeg vænnet mig til det. Første projekt var at finde et sted at bo, og jeg var ude at se på forskellige steder. Først hos én, som var virkelig desperat for at komme af med værelset, så han næsten ville gå med til hver en pris. Jeg blev skeptisk, og desuden lå huset i et ret øde område. Så jeg endte med at sige ja tak til et værelse i Ponsonby om end lejen var lidt højere end planlagt. Denne gang kom mavefornemmelse altså i første række (og jeg takker SU-styrelsen for, at de nu igen sætter penge ind på min konto og bidrager til mit sommer-kursus). Huset ligger på 15, Ardmore Rd., Herne Bay, 1011 Auckland (man ved jo aldrig, om nogen skulle få brug for adressen…) i et rart område med 10 min. i bus til centrum. Vi bor i alt ca. 20 unge af forskellig nationalitet i to etager. Fra vores køkken kan man stå og betragte solnedgangen over vandet, og i den lille have er en stor terrasse, som er yderst velegnet til diverse barbeques. Onsdag 6. Januar flyttede jeg så ind i mit nye hjem for 6 uger. Fantastisk at have sit eget værelse med en kæmpeseng (åh, hvor har jeg sovet længe). Onsdag var også min første skoledag, og mødet med de 84 andre studerende. Jeg gik derfra med endnu en god fornemmelse – det skulle nok give mig viden. Men da jeg skulle købe den obligatoriske litteratur, erfarede jeg, at selvom man er på den anden side af jorden og i et helt andet land, så kan uni også være utjekket. For selvfølgelig var bogen udsolgt – der var ikke lige nogen, der havde regnet med, at holdet var SÅ stort!?%#! Jeg fatter ikke, det kan være så svært at finde antallet af tilmeldinger, men det kan det åbenbart og er således et verdensomspændende problem. Godt, at man har gået på uni i 6,5 år, så man kender til alternative steder at skaffe litteraturen. Så inden dagen var omme, havde jeg mig en udgave af bogen + et lånerkort til Aucklands offentlige biblioteker.

Torsdag talte jeg med Johannes – han var kommet tilbage fra bushen til civilisationen og havde således fået mobilnetværk igen. Han havde også fået sig nogle oplevelser bl.a. med sandfluer en masse og med en helt ny madkultur i form af pasta med ketchup. ”Ikke ligefrem sådan vi to har levet den sidste måned” (citat Hr. Pagh), og jeg forestiller mig, hvordan han har måttet gå på kompromis med sine smagsløg og gourmet-viden derude midt i ingenting. Der var desuden ingen melding om fisk endnu. Johannes har i øvrigt sin egen fiskeblog: www.flyfishwithjohs.blogspot.com for dem, der vil se fiskebilleder og høre historier.

Kurset i Maori society er som sagt rigtig interessant og givtigt, men jeg oplever også, hvordan sproget til tider kan være en barriere. Skønt jeg forstår stort set det hele (nogle gange tager jeg faktisk mig selv i at tænke på engelsk), går det af og til enormt stærkt, og så er der ikke så meget tid til at tænke efter. På torsdag har vi vores første prøve, som er en del af eksamen. Det er rart at tænke på, at jeg ikke nødvendigvis behøver at bestå den prøve – jeg skal jo ’bare’ suge viden til mig og har ingen forpligtelser ift. meritoverførsel osv. overfor universitet i Kbh. Så jeg tager det hele som en oplevelse. Jeg håber desuden på, at jeg snarest skal et smut til Hastings og lave et interview med en Maori-komponist.

Jeg synes, det er fantastisk at bo i Auckland – lidt som man ser i filmene ;-). Der er så meget nyt at opleve, finde ud af og se hele tiden, og det kan jeg godt lide. Det er sjovt at prøve at have et hjem i en helt anden verden, bogstavelig talt. Tanken har faktisk strejfet mig, at det er ærgerligt kun at skulle være her 6 uger, men på den anden side er det måske godt at stoppe mens legen er god, ligesom jeg gerne vil opleve alt det øvrige planlagte på denne rejse.

Efter jeg er kommet tilbage til Auckland, er det som om, at de sidste to måneder har bundfældet sig. Der er sket meget, men tiden er også fløjet. Én ting, jeg har tænkt rigtig meget på, er, hvor lærerigt det er at rejse – pludselig at se sin egen lille eksistens i et helt andet perspektiv. Og man bliver afhængig af det. Så jeg er ikke i tvivl om, at denne rejse er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort – og hvis jeg kender Johannes ret, så er han uden tvivl enig.

Hermed en sending sol og varme hjem til jer i DK.