Maori Mekka

Jeg er i et mekka (og Johannes er i sit mekka…); omgivet af viden, inspiration, spændende mennesker og en helt anderledes kultur; maorikultur, som jeg gang på gang forsøger at forstå. Jeg har lyst til at blive her i uendelighed, lære alt det, der læres kan, men jeg har som feltarbejder indset den væsentligste kendsgerning – at selvom motivation og engagement er tilstede i mødet med en fremmed kultur, så vil jeg aldrig kunne blive en del af den. Jeg kan forsøge, men jeg vil aldrig 100% kunne forstå maorikultur. For jeg har min egen kultur, som har formet mig.

Men taget alt dette i betragtning har jeg virkelig lært meget, siden jeg kom tilbage til Auckland, herunder mødt utroligt mange søde og snaksalige personer, som har delt deres livshistorier, oplevelser, opfattelser med mig. Det er fantastisk! Summer school-kurset har været utroligt spændende om end svært, når man først og fremmest ikke er fra New Zealand, hvorfor alt information er ny. Dernæst har jeg kæmpet med at kende forskel på diverse Maoritermer, og det er svært: at kende forskel på ord, hvis basis er 10 konsonanter (p, t, k, m, n, ng, r, w, wh og h) og 5 vokaler (i, e, a, o, u). Tag nu for eksempel whaikorero (som betyder en tale, der efterfølger en formel velkomst) og whakairo (som betyder billedudskæring). Og så prøv at huske det udenad! Derudover at skulle kapere 30-40 siders læsning i sit hoved og lige huske OG forstå det meste fra undervisningsgang til undervisningsgang. Jeg er udfordret! Men det er så spændende, og jeg takker mig selv for, at jeg gjorde alt benarbejdet for at kunne tage dette kursus. Desuden har ordet ’speciale’ fået en helt ny positiv mening. Gid denne følelse varer ved indtil december.

I dag var sidste undervisningsgang og blot 21 dage + to tests, siden jeg startede. Jeg føler mig flov over at være europæer efter at have erfaret, hvor forfærdelig kolonisering er for de mennesker, den går ud over. Og det værste er, at kampen faktisk stadig kæmpes. I Maorikredse omtales den nuværende regering stadig som ’the Crown’, altså den term, som refererede til den regerende engelske dronning, da Kaptajn Cook gik i land i NZ i 1769. Det er ret interessant. Jeg kunne nævne adskillige andre bemærkelsesværdige og skræmmende eksempler på koloniseringens påvirkning selv den dag i dag, men jeg vil spare jer.
Januar måned er fløjet – også fordi jeg udover forberedelse til kurset, har forsøgt at skaffe mig kontakter, researchet m.m., så jeg har en masse materiale at bringe med mig hjem. Jeg glæder mig hver dag, til jeg skal på universitet og blive klogere, finde ud af ting og snakke med flere mennesker. Jeg har interviewet Candy – en af mine Maori-medstuderende og fået hende til at synge en Maoribørnesang for mig og min optager; min underviser, Te Aroha (som betyder kærlighed – tænk, at hedde ’kærlighed’ - det er da smukt!), som også er Maori, og som har hjulpet mig videre til andre kontakter. Og i går kom jeg så ganske tilfældigt til at overhøre nogle af mine amerikanske medstuderende snakke om, at de senere på dagen skulle til kapa haka-time (alias sang- og dans. Den ’performance’ man oplever, når man besøger diverse Maori-turist-tilbud). ”Om de mente, at jeg kunne deltage også? For jeg var virkelig interesseret i Maorimusikken”. ”Just come along, no one will notice you, otherwise we’ll talk to our teacher – it shouldn’t be a problem”. Det var to fantastiske timer – simpelthen så sjovt, og jeg gik hjem med to indlærte Maori waiatas (sange), nye bevægelser og en masse indtryk OG en plan for de næste undervisningsgange. Vores underviser er en af de Maorier, der optræder på Museum of Auckland – altså den optræden, jeg så i november. Jeg må derhen igen – er sikker på, at jeg nu har en anden oplevelse.

Tænk, hvad tilfældighedernes spil kan gøre. Før jeg kom tilbage til Auckland, tænkte jeg faktisk, at det ville være sjovt at deltage i en kapa haka-gruppe for at prøve det rent praktisk. Og nu lykkedes det altså. I øvrigt vil jeg lige knytte en sidebemærkning hertil. For det viste sig faktisk, at de amerikanske studerendes lærer (som også er amerikaner og er med holdet for at holde styr på dem – tror jeg), havde været gift med en dansk kvinde og har en datter, som bor på Østerbro! Verden er lille, siger jeg bare…

Næste projekt ift. feltarbejdet er at opleve fejringen af Waitangi Day 6. Feb – den vigtigste dag i NZ – dagen (1840), hvor Maori-høvdingerne og briterne underskrev den traktat, som stadig den dag i dag diskuteres. Jeg ville faktisk gerne til Waitangi, men det er 3-4 timers kørsel fra Auckland, så jeg tror, jeg prøver at finde noget i Auckland. I morgen vil jeg høre en af mine andre undervisere, som kommer fra Ngati Whatua-stammen her i Auckland, om der er mulighed for, at jeg kan komme til deres marae (det mest centrale mødested for hver stamme). Det ville være helt ubeskriveligt, hvis jeg faktisk fik mulighed for det. Men nu må vi se. Derudover tager jeg mandag bussen til Hastings for at overnatte til tirsdag, hvor jeg skal lave et interview med en ret kendt (åbenbart) og utrolig travl komponist, som vist er ved at være lidt træt af de mange emails og tlf.opkald fra den danske pige, som så gerne vil have et interview med ham. Så nu har han presset mig ind, og jeg har været ude at købe en flot H.C. Andersen eventyr-samling til ham, som tak for at han vil dele noget af sin kultur med mig. Det bliver spændende.

Nok om Maori (I kan se på min lange beskrivelse, hvor entusiastisk jeg er ;-)). Livet på 15, Ardmore Rd. – mit hjem – er også en stor fornøjelse. Der er altid mennesker at snakke med, hænge ud med, tage på tur med. F.eks. er det blevet en tradition, at Freddy og jeg følges til uni indbefattende et smut omkring ’Hollywood Espresso’ på vejen for at købe den daglige kop kaffe og få den gratis medfølgende muffin.

For et par weekender siden var jeg på Piha Beach – en af de strande med sort sand. Virkelig mærkeligt. Og så var der store bølger og sindsygt meget understrøm. Kære hav – jeg har virkelig respekt for dig! (der var livreddere, og det var tilladt at bade – bare så nogen ikke bekymrer sig). Sidste weekend oplevede jeg så nattelivet i Ponsonby, som er ’mit’ område, da jeg tog ud og drak øl med gutterne. Utroligt sjovt var det, og utroligt sent blev det. Så udflugten til vulkanøen Rangitoto dagen efter blev udskudt til fordel for en biograftur og ’Sherlock Holmes’ (kan anbefales). I den kommende weekend drager jeg på roadtrip med Annbelle (mellemste datter i Spencer-familien, som jo var mit allerførste hjem i NZ) og et par af hendes venner. Det skal nok blive sjovt og helt sikkert meget tøse-fnidder-agtigt. Vi kører til New Plymouth og Mt. Taranaki (eller Mt. Egmont, som englænderne har døbt det). Måske vandrer vi op på det, men Freddy (som er øvet hiker) siger, at det er en hård og krævende tur - jeg satser ikke på toppen, men man kan jo altid gå noget af turen.

Så jeg smiler! Går rundt i Auckland, føler mig hjemme og tænker: livet er sgu da fantastisk. Snart er 3 måneder gået, og så mange ting er sket. Og det bedste er, at der er ligeså mange ting forude.

Det blev en ret lang update – om mig ;-). Jeg taler med Johannes hver gang, han er uden for bushen og har signal. Han har det godt og fanger nu fisk. I skal prøve at tjekke hans blog ud (http://flyfishwithjohs.blogspot.com) og se de smukke billeder. F.eks. af den fisk, som han har dedikeret til mig. Det er da kærlighed ;-).

Jeg sender hermed en masse solskin og lys hjem til jer alle og tænker, at det da vist er den perfekte timing, vi har valgt at rejse om på den anden side af jorden på.

PS. Man siger så tit, at scandinavierne er vikinger. Jeg vil vove at påstå, at kiwi'erne fortjener den titel mere end os. For det første er deres huse ikke isoleret, og der er IKKE radiatorer i rummene - højst en flytbar lille radiator, som du kan sætte i stikkontakten (men disse bruges selvfølgelig ikke om sommeren). I praksis betyder det, at der er utrolig koldt indenfor, man klæder sig godt på, drager afsted på uni, i byen eller lignende og kommer til at svede, fordi man har taget for meget tøj på. Dernæst elsker de aircondition. Efter to timers forelæsning siddende under en kuldeblæser og med en rumtemperatur på max 18 grader, vil jeg skyde på, bliver man altså en kold skid, for derefter at gå ud i solen og varmen og komme til at svede som en gris. Det kan da ikke være særligt sundt. Godt, at man har jernhelbred - jeg er (7-9-13) endnu ikke blevet slået ud af denne helbredsmæssige udfordring.