Dorthe the Dolphin og alle de andre rødder

Hvor skal jeg dog starte - så meget at fortælle siden sidste blog...

Først og fremmest: det lykkedes mig at besøge en marae og fejre Waitangi Day (som I nok allerede har fundet ud af ved at kigge på billederne), og det var en fantastisk oplevelse. Hvor det dog gavner sig at være nysgerrig og ivrig efter viden! Jeg fik en invitation til fra Rangimarie Rawiri, en af vores forelæsere, som er fra den lokale Ngati Whatua o Orakei-stamme. I forbindelse med Waitangi Day-festlighederne lavede stammen en Zero Waste-kampagne, hvortil de skulle bruge frivillige. Arbejdet indkluderede en overnatning i Tumutumuwhenua – altså den marae, der hører til Ngati Whatua, og som er opkaldt efter stammens forfader. Maraen ligger i Okahu Bay i Auckland. Så inden jeg gav mig i lag med at sortere skrald på selve Waitangi Day, nød jeg godt af at blive en del af en traditionel powhiri - velkomst. Og det var både spændende og grænseoverskridende. Princippet var faktisk det samme, som ved den officielle velkomst til selve Waitangi Day, som billederne viser om end en smule mindre formel. ’Kort’ fortalt:

Vi ca. 60 gæster blev som en gruppe kaldt til selve wharenui – mødehuset - fra indgangen til gårdspladsen af en kuia dvs. en kvinde som ’kalder’ ved at recitere ’en sang’. Vi havde også en kvinde i vores gruppe, som svarede dette recitativ. Inden vi trådte ind i mødehuset, skulle vi tage vores sko af. Det er tapu at beholde sine sko på, ligesom man ikke må spise eller drikke inde i selve mødehuset. Vi satte os overfor de repræsenterende fra stammen og blev budt velkommen af høvdingen. Alt dette foregik på Maori-sproget, og det var en mærkelig fornemmelse sådan at blive talt til på et sprog, man ikke forstår. Men jeg ved (for det har jeg nemlig lært ;-)), at en del af hans tale bestod i at fortælle om hans whakapapa dvs. hans oprindelse – hvilken waka (kano) ankom hans forfædre i, hvilket bjerg hører han til, hvilken flod er hans osv. Og denne gennemgang kan tage lang tid. Efter høvdingens tale skulle ’vores’ høvding så tale, og det var også en fra stammen. Så han talte også på Maori og fortalte ligeledes sin whakapapa. Forestil jer, hvordan alle gæster normalt gennemgår deres oprindelse – en sådan velkomst tager altså timer. Efter talerne synger man en sang (som jeg havde lært i min kapa haka-gruppe ;-)). Og herefter kommer så det grænseoverskridende element – hongi dvs. at gnide næser. Hver eneste gæst hilste på hver eneste repræsentant fra stammen ved at hilse med hånden og støde næserne sammen. Det lyder måske ikke særlig grænseoverskridende, men at være så tæt på så mange fremmede mennesker var virkelig uvant! Nærmest som om at kysse 25 ukendte mennesker.
Efter næsegnidningen var vi således blevet ’et folk’ og sidste del af velkomsten bestod i middag (en rigtig god tradition, synes den madglade skribent).

Der var endnu lagt an til at møde nye mennesker – spændende mennesker, og jeg har efterhånden en lang smøre klar, når folk spørger, hvad jeg hedder: ”My name is Dorthe which is like Dorothy in English just in Danish. You can call me Dorothy, Dot, Dotti, Dorty – I respond to almost everything” (denne historie følges desuden op nedenfor…). Så indenfor et par timer, havde jeg igen igen igen stiftet nye bekendtskaber, bl.a. med Sven Jensen – en kiwi, som altså havde danske rødder, havde boet i DK i sine unge dage og stadig talte flydende dansk. Imponerende. Det er helt mærkeligt pludselig at tale dansk, når min daglige tale er på engelsk, så af og til tager jeg mig selv i at lede efter den danske oversættelse af engelske ord. Utroligt så hurtigt det går.

Mødehuset blev fyldt op med madrasser, og vi blev briefet ang. lørdagens skraldesortering og så-lidt-skrald-som-muligt-så-meget-genbrug-som-muligt. Denne kampagne er stærkt forbundet til Maoriernes værdier om at værne om naturen, idet de ser mennesket, som en del af naturen. Desuden har de gennem koloniseringen oplevet, hvordan pakeha (som er Maori-ordet for nybyggerne) har forurenet deres land bl.a. med oceaner af skrald. Så jeg følte virkelig, at min skraldebedrift var for både naturen, Maoriernes og min egen skyld. I øvrigt omtales DK som et land, hvor vi værner om at genbruge ressourcerne. Hmm…synes, at de har et lidt forgyldt billede af kendsgerningerne.

Efter at have tilbragt natten i selskab med 59 andre (fik faktisk sovet på trods af prutte- og snorkelyde) begyndte skraldearbejdsdagen kl. 6.00 lørdag morgen. Vi blev udstyret med T-shirts, solhatte og en skraldestation. Og sådan tilbragte jeg altså 10 timer med at sortere skrald, sige tak, når folk sorterede det rigtigt osv. (det handler jo om at rose), mens jeg oplevede, hvordan Waitangi Day blev fejret som en festival i DK. Kl. 19 var jeg ærligt talt ret træt af skrald, sol og reggaeinspireret musik (meget ny Maorimusik bruger reggae). Men alt i alt havde det været en stor oplevelse, som helt afrundes i dag fredag, hvor der er tak-for-hjælpen-barbeque. Det bliver fint lige at hilse på folk igen, høre skøre historier og i det hele taget bare hygge sig.

For resten gik min tur til Hastings også fantastisk godt, selvom jeg overnattede på et motel, der fik mig til at tænke på filmen og psykomorderen ’No country for old men” (hvorfor jeg var nødt til at kigge under alle sengene, inden jeg skulle sove for at sikre mig, at jeg var alene. Ikke helt alene var jeg – havde selskab af en stor kakkelak, som jeg gav besked på at blive i hjørnet, til jeg havde forladt motellet. Næste morgen var den væk…vil IKKE vide, hvor den havde bevæget sig hen!). Tama Huata var så rar og fortalte spændende historier og viden. Jeg er så glad for min lille optager – den er helt sikkert blevet min allerbedste ven. Så alt i alt var interviewet 2 x 7 timers bustur værd, og min samling af empiri er endnu en gang forøget.

For at vende tilbage til mit navn så havde jeg en rigtig sjov oplevelse i sidste uge. Jeg var ude at spise med Madeleine fra huset, og da vi taler om vores flatmates Dean, Marc og Romeo, spørger hun mig: ”Did you know that they always call you Dolphin?”. ”ha ha - what? Hvorfor kalder de mig det?” Tilsyneladende havde Romeo fået opfattelsen af, at min navn var delfin, da jeg i tidernes morgen præsenterede mig. Og der har så været diskussion blandt gutterne om, hvad mit rigtige navn er – ingen af dem har turdet spørge (i ædru tilstand), så når de har skullet referere til mig, så er jeg altså gået under navnet ’Dolphin’. Når jeg tænker efter, har jeg faktisk heller ikke hørt nogen af dem tiltale mig. Så da jeg kom tilbage fra middag med Madeleine, var jeg nødt til at konfrontere dem. ”Jeg har lige hørt, at I troede mit navn var delfin!” Jeg synes at mindes, at deres ører blev røde, og de forklarede så historien bag, OG at Romeo stadig ikke tror på, at man faktisk kan hedde Dorthe – han er sikker på, at det må være en forkortelse af noget. Jeg har en mission om at få ham til at sige mit navn i løbet af den næste uge, men jeg tror det bliver svært ;-). Så nu kan jeg skrive endnu en version af Dorthe til samlingen. Jeg kommer sgu til at savne de gutter!

Ja, en uge tilbage har jeg på Ardmore Rd. (rejser 18. Feb, til Christchurch for at møde Johannes), og det bliver med vemod, at jeg må forlade dette fantastiske sted. MEN forude venter jo alt det andet spændende, så jeg tror, at det er sådan, det skal være. Eksamenslæsningen lakker mod enden (det er rart!), og mandag er den så ude af verden. Jeg prøver at huske, huske, huske alle de mange ord, årstal, navne og de 117 andre ting. Far – jeg er så taknemmelig for, at du har videregivet dine klæbehjerne-gener til mig!

I går var det så min fødselsdag – tak for alle hilsnerne. Det kan anbefales at fejre fødselsdag i sommervejr. Solen skinnede, det var meget varmt, og jeg havde dresset mig up i anledning af mig selv ;-). Som tidligere nævnt havde jeg naturligvis indviet mine flatmates i fødselsdagen, og da det så var selve dagen i går, blev jeg pludselig helt forlegen over sådan at være i det centrum, jeg selv havde sat mig i. I går aftes fik jeg så fødselsdagssang, og vi spiste min hjemmebagte kage med danske flag (fra jeres pakke, mor og far). Derefter på bar i Ponsonby, hvor jeg fik overrakt en oppustelig delfin. En perfekt sammenklappelig rejsemakker, som man bare kan punktere, når man bliver træt af den. Den skal helt sikkert følge mig resten af rejsen! I dag fredag, temmelig mat. Eksamenslæsning…hmm…vi får se, hvor meget det bliver til. En tur på museum er måske dagens eneste projekt .

I øvrigt lige en kommentar om roadtrippen for at par weekender siden. Det var præcis så tøse-fnidder-agtigt, som jeg havde forestillet mig. Længe siden, at jeg har grinet SÅ meget indenfor så få dage. Christa – denne tur er helt sikkert dedikeret til dig. Vi legede turister, og jeg fik set en del af de steder, jeg har læst om på mit kursus. Super interessant. Desuden fik jeg oplevet en sand 21 års-fødselsdag, som tilsyneladende er en stor ting hernede. Det bliver fejret med kæmpe fest og som dreng, skal man drikke et KÆMPE glas øl – eller nærmere et rør med 3-4 liter øl i, vil jeg tror. Så ja, det er meget almindeligt, at det kun bliver i mavesækken kort tid! Tom, som fyldte 21, slog dog rekord, så vidt jeg kunne forstå, idet han drak det meget hurtigt og ikke ofrede det hele foran alle publikummerne. Mærkeligt mærkeligt – endnu en bid af kiwikulturen er konsumeret.

Min sidste weekend i Auckland skal bruges på hygge med flatmatesne og så en Kapa Haka festival i Hamilton på søndag. Det bliver spændende. Jeg tror efterhånden, at jeg kender til alle transportmuligheder og -priser – så hvis nogen af jer en dag lægger vejen forbi NZ, skal jeg glædeligt være jeres personlige rejserådgiver.

Alt for nu - sol, varme og lys til jer ;-)