Bytøsen møder fiskebumsen

18. februar blev de genforenet. Hun i buksedragt netop ankommet fra det solrige byliv i Auckland, han langskægget iført polaroid solbriller i størrelse XXL og dermed mulige at tage ud over et par almindelige briller. Der var tale om kultursammenstød – skulle det siden vise sig i forskellige sammenhænge. Og det er etnologen jo så bekendt med efter 6 ugers koloniseringshistorie ;-).
(Eksamen var i øvrigt den mest travle, jeg nogensinde har oplevet - meget skrivekrampe efter 2 timer!)

Vi tilbragte et par dage i Christchurch hos Rick og Lynn alias vores familie nr. 2, bl.a. tog vi os en ordentlig bytur, ’just the two of us’, som Withers synger. Fantastisk hyggeligt! Lørdag 20. feb. begav vi os så af sted mod Lake Tekapo. Lod med vilje et par ting være hos Rick og Lynn, så vi var nødt til at komme tilbage igen igen igen og dermed udskyde afskedsscenen. Kom til den turkisblå sø i skumringen, inden vi begav os videre til en af DOC-campingpladserne in the middle of nowhere. Her var så første udfordring for bytøsen; sådan at være ude i mørket kun omgivet af stjerner. Tænk, hvis der nu gemte sig et eller andet derinde i buskadset…

Søndag kørte vi til Mt. Cook Village for at forhøre os, om det var muligt at vandre Mueller Track (jf. de uploadede billeder). Vi havde nemlig tjekket vejrudsigten, som angav vindhastighed på 40-60 km/t i 2000 meters højde. Det er sgu da en pæn vind, tænkte vi, men damen i visitor centeret sagde, at det skulle ikke blive et problem (NZ’erne ER vikinger – det er jo det, jeg siger!). Ok, vi pakkede alt udstyret – det tager sin tid, for man skal have alt muligt ekstra med i tilfælde af, at man nu er nødt til at overnatte en ekstra nat, brækker en ankel, farer vild osv.
Kl. 14 begav vi os så af sted på de 5 kms track. Det lyder ikke af meget, men når der er tale om stigning på 1000 m vertikalt, får piben pludselig en anden lyd. 3 timer tager det, herunder en masse sved, pusten og hjertebanken. Sidste stykke af tracket er nærmest klatren på grus og store sten. Virkelig actionpacked (Rune, vi tænkte så meget på dig, herunder selvfølgelig hvor fedt det kunne være at kaste sig ud over klippen i falskskærm...), og det var virkelig sjovt. På toppen lige om hjørnet ventede os det smukkeste syn med laviner, gletchere og smukke Mt. Cook. Hurraaaaa! Det var så fantastisk. Solen skinnede, og vi mødte den stærke blæst og dermed kulden. Hvide danskerben gik pludselig i et med sneen.

Aftenens menu bestod af frysetørret pastaret med tun (her kulturclash nr. 2), som Johannes talte meget for, og jeg forstod, hvordan han de sidste 6 uger havde levet efter reglen ’It feels you up and that’s the most important thing’. Han havde nu ret – vi blev mætte, meeeeen kære Johannes, undertegnede var bekymret for, at din fine gastronomiske interesse var forsvundet med strømmen i elven. Herefter meldte trætheden sig, mens vi nød synes til solnedgangen over Mt. Cook.

Mandag begav vi os så på turen ned igen. Ikke særlig hårdt for vejrtrækningen, men til gengæld blev lårbassernes udholdenhed udfordret. Til sidst et par blævrende stænger, og jeg var ærlig talt bekymret for, hvorvidt de ville holde for hvert skridt jeg tog. Men benene holdt, og vi var en oplevelse rigere. I øvrigt mødte vi tyskeren Martin på toppen, en meget flink gut vi havde mødt på en bar i Auckland start december. Så vi fik lige opdateret vores oplevelser gensidigt og bekræftet, at der trods alt ikke er så mange mennesker i dette store land.

Med Mt. Cook på nethinden og trætte ben, kørte vi mod Wanaka for at få en burger - ja, det var faktisk eneste grund til destinationen, for Johannes ville virkelig gerne vise mig det burgersted. Kan bekræfte, at burgeren var køreturen værd. Derfra til Queenstown for at tilbringe et par dage. Hyggelig by i en dal ved en sø – stedet, hvor man gør alle de skøre ting som at bungyjumpe, springe i faldskærm, blive ’smidt’ af en helikopter med en cykel under armen for at fortsætte turen på to hjul osv. De næste par dage stavrede jeg rundt på to stive og smertende ben – ’øm’ er ikke nok at bruge i denne sammenhæng - til stor morskab for Johannes, der tildelte mig øgenavnet ’Dorthe 85’. Ja, mit 28. år trykkede pludseligt mærkbart. Det lod imidlertid ikke til, at hans ben var så ømme (eller også har han bare holdt det skjult for at være den seje, hvilket personligt er min teori). I Queenstown mødte vi i øvrigt surferduden Drew fra North Carolina, så nu har vi også logi dér, hvis vi lige skulle komme forbi ved lejlighed.

Fra Queenstown gik turen mod Te Anau, hvorfra vi skulle starte Milford Track fredag 26. Feb (jf. uploadede billeder). Tracket er meget populært, så vi var glade for, at vi havde booket i god tid. Vandreturen på 53,8 km går igennem Fiordland og er fordelt på 4 dage. Man skal forvente regn mindst en af dagene. En del af turen går langs Clinton River, så Johannes havde naturligvis sørget for at få tilladelse til at fiske dér (god idé med en tilladelse i tilfælde af, at en fiskekontrollør kommer forbi…). Første dag bestod i en times sejltur over Lake Te Anau og derefter kun 5 kms gåtur. De 5 km tog os dog omkring 3 timer, da vi havde adskillige stop og bid langs elven. Solen skinnede og Fiordland tog sig ud fra sin smukkeste side. Der er virkelig tale om barsk natur her – tyk bush, hvor kun en hærdet vandrer kan begå sig i tilfælde af, at man skulle være så dum at bevæge sig væk fra tracket. Ifølge Maori-legenden blev Fiordland hugget ud af en af guderne (som jeg nok burde kende navnet paa...) - et så smukt arbejde, at gudinden fra underverdenen, Hine-nui-te-po, blev bekymret for, at menneskene senere ville overrende og ødelægge området. Derfor opfandt hun sandfluer og myg og spredte dem udover Fiordland for at holde menneskene på afstand. Vi har personligt erfaret, at Hine-nui-te-pos ide virker! Trods sandfluernes krumme-størrelse, så formår de virkelig at skabe ravage. De bruger vores blod i deres æglægning, så hver gang man bliver bidt, bidrager man altså til endnu flere sandfluers tilblivelse!

Vi overnattede i Clinton Hut med 38 andre vandrere og blev informeret af den hytte-ansvarlige (hver hytte er bemandet med en DOC-mand/kvinde, som briefer om vejrudsigt m.m.) om, at det var en god idé at binde sine vandrestøvler sammen for at undgå at blive bestjålet af en kea (de kloge alpinpapegøjer) hen over natten. Aftenens menu: nudler med tun i rød peber og chili, tilsat et strejf af ost.
Dag 2 (16 km) havde vi solskin, elv og fisk igen. Smukt, smukt, smukt! Det var som at være havnet i en helt afsides verden; en verden, hvor ingen ’lige kommer forbi’, og vi forstod virkelig, hvordan det er naturen, der hersker her. En kendsgerning, vi i øvrigt fik bekræftet om aftenen, da den hytte-ansvarlige fortalte om den varslede nedbørsmængde på 350 mm over de kommende 24 timer (nej, der var ingen trykfejl dér!). Så meget vand kunne betyde, at vi ikke kunne passere dalen dagen efter og i ’værste’ fald måtte blive en ekstra nat i denne hytte. Men ingen ko på isen endnu – vi ville få besked om tingenes tilstand næste morgen. Sådanne regnmængder er i øvrigt ikke særegne for Fiordland – nærmere reglen end undtagelsen.
Aftenens menu: nudler med tun i sweet thai chili, tilsat et strejf af ost (indtaget ved synet af et par med-vandreres pandekagebagning...Suk!).
Regnguden valgte dog at beherske sig, og nedbørsmængden blev ikke så voldsom hen over natten som lovet. Alligevel blev vi anbefalet at gå tidligt næste morgen i tilfælde af, at regnen skulle tage til. Denne dag (14,4 km) skulle vi passere Mackinnon Pass, hvorfra der skulle være fantastisk udsigt i klart vejr. Det måtte vi imidlertid tænke os til, da regnen gjorde vejret diset og tåget. På toppen var der kraftig vind, så det var rart bare at gå, gå, gå for at holde sig varm. Stigningen var på 923 m vertikalt, men fordelt over en meget længere strækning ift. Mueller Track, så det var jo barnemad for os ;-). Da vi kom frem til nattens logi, forsøgte vi at hænge tøj, strømper osv. til tørre. Åh, man bliver så glad for at hoppe i noget tørt og varmt tøj efter at have været kold og våd i 5 timer (og at spise en masse velfortjent chokolade). Denne dag var dog ingenting ift. hvad der ventede os på dag 4 – skulle det vise sig. Ved aftenens briefing fik vi nemlig fortalt, at den varslede regnmængde var undervejs, og at det muligvis ville betyde, at vi skulle gå de sidste 18 km i samlet flok om mandagen: der var et område, hvor tracket måske ville blive oversvømmet, og hvis ikke vi kunne gå igennem, ville vi blive fløjet over i helikopter. Men vi ville igen få en briefing mandag morgen.
Aftenens menu: nudler med tun i pikles og løg og - i dagens anledning - frysetørrede ærter og gulerødder ;-). Luksus, siger jeg bare.
Dag 4 startede en smule hektisk. Netop som vi skulle til at indtage vores kaffe og morgenmad til lyden af ’heavy rain’ (Johannes havde netop bekendtgjort, at det vist var velfortjent med to kopper kaffe denne dag), kom DOC-kvinden og gjorde os opmærksom på, at vi var nødt til at gå i en gruppe, og at vi skulle gå hurtigst muligt dvs. om 15 min. Hyggelig kaffe-stemning blev forvandlet til banden og svovlen fra os begge, som hverken havde det ene eller andet pakket eller stillet sulten. I det øjeblik kunne den dame altså s…. mig et stykke. Men af sted kom vi med alle vores ejendele kastet ned i rygsækken og morgenmaden slugt. Og dagens vandretur skulle vise sig at blive fyldt med en masse action til synet af vand i uforklarlige mængder, væltende ned alle vegne fra. Vi krydsede et par sidestrømme til elven i tre-mands-hold for ikke at blive væltet omkuld, inden vi begav os ud i vand til anklerne…knæene…lårene…og rumpen for de kortbenede. 1-1,5 km var denne strejkning, og så var man vågen! Ingen af os har nogensinde set så meget vand i vores liv. Danske regnbyer – gå hjem og vug. Det her var altså serious business! Desværre fik vi ingen billeder taget, for vi havde ikke det vandtætte kamera med. Men det her link kunne have været os: http://www.youtube.com/watch?v=8D_PhJ77dG4. Det var som at gå i en bæk i 18 km, og den guidede gruppe vandrere bag os endte i øvrigt med at blive fløjet i helikopter over det kritiske område, fordi vandstanden siden vores passeren var steget betydeligt. Kl. 13.15 var dagens mission fuldført, og tilbage havde vi nu blot en sejltur fra Milford Sound til byen Milford og derfra en bustur til Te Anau Downs. Netop som vi blev sat af i Te Anau Downs begyndte det at klare op…

Efter en dags rekreation mødte vi kl. 7 onsdag 3. marts i Manapouri for at begive os ud på en 2-dags kajaktur på Doubtful Sound. Det viste sig kun at være os, der havde booket denne tur, så vi havde guiden, Toby, helt for os selv. Hvilken luksus – igen! Turen begyndte med en times sejltur over Lake Manapouri, herefter omklædning til våddragter for derefter at køre til Deep Cove, hvorfra vi skulle sætte kajakkerne i vandet. Det var overskyet og diset, hvilket ikke nødvendigvis var dårligt for en tur på Doubtful Sound.

Inden frokost havde vi formået at se springende bottle nose delfiner, en sæl og Fiordland crested penguins. Sidstnævnte kommer kun ind i fjorden i ca. 2 uger for at skifte dragt i feb-mar, så vi var meget heldige. Faktisk var Toby overbevist om, at der måtte være noget særligt ved os, for han havde aldrig oplevet et så alsidigt dyreliv inden for så kort tid. ”You are going to be so bored tomorrow…”, grinede han. At være på Doubtful Sound er som at være i en totalt anden verden – så stille og så smuk. Doubtful Sound er ikke nær turistet som Milford Sound, så man møder faktisk højst et par både og et par kajakker. Vi sejlede ned gennem Halls Arm og oplevede fjorden fra sin smukkeste side.. Vand som olie med refleksioner som et spejl. Billederne taler for sig selv!
Vi slog lejr på en naturcampingplads og hilste igen på de tusindvis af sandfluer. Aftensmaden (fra den fantastiske slagter i Te Anau – andre boller på suppen denne gang) blev indtaget til lyden af regndrupperne og det rige fugleliv. Bl.a. hilste vi på ’hus-wekaen’, som ifølge Toby altid lige kigger forbi, når der er overnattende gæster i dens territorium.
Torsdag blev vi vækket i mørke og var på vandet inden kl. 9. Dejligt at være tilbage på vandet og slippe for sandfluerne. Vi havde byttet plads og jeg derfor blevet styrmand. Dét, glemte jeg adskillige gange, hvorfor Johannes til tider kvækkede ’til venstre, til venstre!’ Trods en lidt slingret sejlads var vi ret seje og hurtige, så Toby fik lokket os langt ud ad fjorden – så langt, at vi kunne skimte udsejlingen til Tasman Sea. Vejret var mere blæsende og regnfuldt i dag, så der skulle flere kræfter til for at komme fremad og holde sig varm. Vi spiste derfor frokost i kajakkerne for at undgå at blive alt for kolde. Efter frokost var jeg blevet en rigtig kold skid og trætheden meldte sig hos os begge, så vi begav os tilbage mod Deep Cove. På sejlturen tilbage over Lake Manapouri havde vi ”æren” af radioværten Huxi Bak, som havde været på en én-dagstur og naturligvis lignede en rigtig københavner i designersweater og tjekkede bukser. Det var helt malplaceret, tænkte jeg iført mit outdoortøj med fedtet hår og varme kinder. Det handler sgu ikke om at se godt ud, når man er ude i naturen, men om at være praktisk klædt på!

Fra fredfyldte omgivelser i Fiordland kørte vi fredag 5. marts til Dunedin og Otago Peninsula for at se albatrosser. Hold nu op, det er store fugle! Vi kom lige i rette tid til at se dem kaste sig ud over klippen for at flyve. Albatrosser har brug for vind, når de skal lette, fordi de er så store og tunge. En masse billeder fik vi taget, hvoraf jeg præsterede at slette en stor del fra kameraet et par dage senere (vi har dog et par gode tilbage), fordi jeg ikke synes, der var nogle fugle at se. Måske de havde været dér, hvis jeg havde set dem på computeren. Men nu er de der i hvert fald ikke.
Fra Dunedin til Christchurch lørdag for at hente vores ting hos Rick og Lynn. Vi inviterede dem på brunch søndag morgen og begav os så af sted, inden det blev alt for sørgeligt. Turen gik mod Golden Bay – en lang køretur - for at nyde de sidste mulige øl på Mussel Inn, inden vi drog mod Nordøen. Vi havde booket et dobbeltværelse på hostellet Shambhala med komposttoiletter, fri yoga og meditation og udsigt ud over vandet. Et helt fantastisk sted, hvor man ikke kunne andet end at finde mere fred i sjælen! Her mødtes vi i øvrigt med min flatmate Freddy og hans veninde Elisabet.

Tirsdag 9. marts tog vi færgen fra Picton til Wellington. En 3 timers sejltur ud igennem Marlborough Sounds og over Cook Strait. Vejret var med os, så det var virkelig smukt. I Wellington bød Jess (som jeg var på roadtrip med i januar) og hendes flatmates os velkommen i deres hus. Det er simpelthen så herligt, når man kan bo hos folk. Det giver et helt andet perspektiv til ens rejse. Så det var rare 4 dage i Wellington, hvor vi var dasede rundt i byen, var ude at spise og i biffen og se Alice i Eventyrland. Jeg nåede desuden et smut til Masterton for at interviewe endnu en komponist, som jeg allerede havde talt med én gang tilbage i november.

En vintur i Martinbourough, en nat i Napier og flere tilbagelagte kilometer senere landede vi mandag 15. Marts hos Hamish og Sally i Auckland. Her gjorde vi stop et par dage, inden vi skulle videre nordpå til Northland bl.a. for at fiske STORE fisk. Herligt at være hos de glade mennesker igen og sove i en rigtig seng. Hmm…man begynder efterhånden at glæde sig over helt små særlige ting, som en ordentlig madras, en god bruser, en skarp køkkenkniv osv. Desuden har jeg adskillige gange drømt om rugbrødsmad med æg og mormors frikadeller. Ja, sådan finder man ud af, hvad der betyder noget for én i DK ;-).

Van Morrison er sat til salg. Ikke sælgers marked pt., så vi er begyndt at håbe på, at den bare bliver solgt inden 11. april. 12.000 km har han tilbagelagt, så det er da en pæn sjat, må man sige. Jeg klapper ham hver dag og siger, at han er en god bil i håbet om, at han så også får en idé om næstekærlighed.

Håber, at foråret endelig er på vej hos jer – her er efteråret begyndt at banke på døren. Dog stadig varmt og solrigt ;-).